I dag er en længe ventet dag, og en dag som burde have været for længe siden. I dag er nemlig den dag, hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at starte på The Hunger Games af Suzanne Collins!
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er en bog, jeg både har frygtet læsningen af, men samtidig også glædet mig til at læse. Frygtet den fordi den er så vildt hypet, og jeg har været meget bange for at blive skuffet, men glædet mig da den jo samtidig også er elsket af så mange.
I efteråret købte jeg boksen med alle tre bøger i trilogien på engelsk, men var lidt bange for, at jeg ville finde den kedelig og langtrukken, fordi min læsning af sproget ikke går så hurtigt. Da jeg så for et par måneder stødte på den første bog på dansk i en genbrug til en god pris, fik den lov at komme med hjem, for at jeg ikke længere havde nogen undskyldning for at komme igang. Det skete dog ikke rigtig. I weekenden fik jeg dog pludselig en stor lyst til at gå igang, men jeg havde lige en årsdag, hvor der bare skulle hygges, og derefter en masse praktiske ting der lige skulle ordnes, før jeg kunne gå i gang. Men i dag skulle det altså være!
Jeg er nået til part to af den første bog, og jeg elsker den virkelig! Den er så god og virkelig spændende. Jeg valgte at prøve at læse den på originalsproget, da jeg jo altid kunne skifte over til den danske, hvis nu jeg havde lyst – men det har jeg virkelig ikke. Bogen er så godt skrevet, og selvom den er engelsk, så vender siderne nærmest sig selv.
Hvad læser I i øjeblikket?