“Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab” af Romain Puértolas

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skabTitel: “Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab”
Forfatter(e): Romain Puértolas
Serie: –
Sideantal: 353
Forlag: Rosinante
Udgivet: 27.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Den indiske fakir Ajatashatru Lavash Patel har et mål. Han vil i Ikea. I Ikea har de en sømseng på tilbud. Ajatashatru Lavash Patel er rejst langt for den sømseng, helt til Paris. Med sig har han en 100 euro-seddel. Pengesedlen sidder i en elastiksnor, så han kan genbruge den. Ahatashatru Lavash Patel er nemlig lidt af en hustler, der har lært at svindle sig gennem livet. Men i IKEAs cafeteria møder han noget, som er ægte – kærligheden i form kvinden Marie.

Da fakiren beslutter sig for at overnatte i IKEA (sømsengen er ikke på lager), bliver det starten på en lang og forunderlig rejse – gemt i et IKEA-skab. Vil han genfinde Marie? Får han sin sømseng? Og hvad med taxachaufføren i Paris, som han snød med sin 100 euro-seddel?

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab er en topcharmerende roman og en sproglig fest. Og ikke nok med det. Den fortæller også en underholdende og hjerteskærende historie om Europa og dets grænser. Hvem er ude, og hvem er inde? Hvem bestemmer, hvor skabet skal stå?

Jeg havde ikke de store forventninger til, at denne bog ville være et kæmpe mesterværk; men jeg forventede at blive godt underholdt under min læsning. Hvilket jeg til dels også blev.

Der er ingen tvivl om, at det er en virkelig skør historie, og at bogens hovedperson kommer ud for lidt af hvert, og har både gode og dårlige oplevelser. Historien er samtidig på mange måder virkelig forudsigelig og uforudsigelig ment på den måde, at jeg f.eks. meget hurtigt havde regnet bogens slutning ud, men på ingen måder kunne regne mellemrejsen ud. Der sker nemlig så mange forskellige vanvittige ting, som jeg slet ikke havde fantasi til at gætte mig til.

Jeg var ret vild med bogens historie, og synes det var hyggeligt at følge med på Ajatashatrus rejse. Derudover kunne jeg ret godt lide, hvor mange elementer og lag der var i historien. Der er nemlig så mange fine overvejelser og tanker omkring forskellige ting, såsom tanken om blive et bedre jeg.

Bogens sprog var ret meget det, der trak læseoplevelsen ned for mig. Altså det var ret sjovt til tider, men det meste af tiden irriterede det mig virkelig bare meget. Som når der efter stort set hvert navn kom en parentes med en ‘sjov’ måde at udtale navnet på. Nogle vil nok kunne lide det, men for mig forstyrrede det mest af alt læsningen, og jeg fandt det på ingen måder sjovt.

Bogens opbygning var til gengæld rigtig god. Den gjorde det meget tydeligt, hvorhenne i verdenen vi var, og samtidig bestod bogen af mange små kapitler. Hvilket gjorde den endnu mere letlæselig, og dermed nok også endnu mere perfekt som afslapningslæsning.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

 

Månedens læsning #7: Juli

Juli måned har været lidt blandet på læsefronten. Jeg har fået læst nogle virkelig gode bøger, som jeg nød meget, men samtidig har ca. halvdelen af mine læste bøger været lidt meh-oplevelser. Altså jeg hadede dem ikke som sådan, men de fleste af dem kedede mig forfærdeligt meget.

Udover mine lidt blandede meninger om bøgerne, så har jeg ikke helt fået læst så meget, som jeg havde håbet på. Altså jeg har fået læst 15 bøger, hvilket jo er et ret stort antal, men jeg havde nok mere håbet på omkring 20. Men med ferie hos min svigermor, og en tur til Sverige med mine familie, hvor jeg ikke fik læst så meget, så er jeg faktisk rimelig godt tilfreds alligevel.

Derudover har jeg i gennemsnit læst 151 sider om dagen, hvilket jeg også ville ønske havde været højere. Men jeg er dog alligevel ret godt tilfreds med det – så længe jeg når over 100 sider om dagen i gennemsnit, som er mit mål, så kan jeg jo næsten ikke været andet end glad.

I juli har jeg læste følgende bøger:

Besat af Christina Bonde: 4. En virkelig god og fangende bog. Anmeldt her.

Fahrenheit 451 af Ray Bradbury: 2. Kedelig og til tider ret forvirrende.

Amy & Rogers Epic Detour af Morgan Matson: 4. En virkelig skøn sommerbog, som gav mig virkelig lyst til at tage på roadtrip gennem USA.

Skæbne af Christina Bonde: 4. En rigtig god men lidt langsom bog.

Følelse af Christina Bonde: 5. En fantastik afslutning på en virkelig god trilogi!

Slip mig fri af Julie Kenner: 3. Okay. Hverken virkelig god eller virkelig dårlig.

Der hænger en engel alene i skoven af Samuel Bjørk: 4. Virkelig spændende krimi, som dog desværre havde en ret forhastet slutning. Anmeldt her.

Forsvindinger af Amity Gaige: 3. Både ret kedelig og ret interessant.

Projekt Rosie af Graeme Simsion: 5. Så sød, så sjov, så fantastisk!

Rebel Belle af Rachel Hawkins: 4. Virkelig spændende, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste i serien.

James and the Giant Peach af Roald Dahl: 3. En sød fortælling. Hverken mere eller mindre.

DrømmeSyn af Maja Flak: 2. Underholdende, men med en virkelig forfærdelig hovedperson.

Rum af Emma Donoghue: 2. Fantastisk historie som dog desværre kedede mig en del.

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab af Romain Puértolas: 3. Underholdende, men med et ret irriterende sprog.

Den gamle mand og havet af Ernest Hemmingway: 3.5. Virkelig fin og enkelt historie med et godt sprog. Dog også lidt kedelig.

Har I læst noget godt i juli?

Hjælp: Vælg min næste bog

Der er simpelthen så mange bøger, som jeg har helt vildt meget lyst til at læse i øjeblikket, og jeg har virkelig svært ved at vælge mellem dem. Og da Politikens Forlag tidligere på dagen spurgte mig på Twitter om, hvilke bøger det var, tænkte jeg, at det var en god mulighed for at få lidt hjælp af jer.

Hjælp - Vælg min næste bog

Ovenstående bøger er dem, jeg lige pt. har aller mest lyst til at læse ud af de bøger, som jeg har til rådighed hos mine forældre, hvor jeg stadig holder ferie. Jeg har simpelthen så svært ved at vælge mellem dem, så hvilken bog synes I, jeg skal læse først? Og hvilke andre af dem synes I, jeg virkelig også snart burde få læst? Jeg tager nemlig hjem på torsdag, og er ikke helt sikker på, jeg kan have dem alle med, da jeg også har et par andre, som gerne skulle kunne være i min taske.

Forresten så har I slet ikke set Rebel Belle i dette indlæg, først når den kommer i mit ‘Nyt i reolen’-indlæg i næste uge 😉

Nyt i reolen #25

Jeg har igen tilføjet lidt nye bøger til min samling. Disse bøger er en god kombination af genbrugsfund, gaver og lidt engelsk selvforkælelse. Og nøj hvor har jeg lyst til at læse dem alle med det samme! Hvorfor findes der så mange spændende bøger? Dog tror jeg, det bliver Summer-trilogien, Trouble og Romain Puértolas’ der bliver læst først – jeg har nemlig stadig så meget lyst til at læse ‘let’ contemporary eller sjove bøger.

#25

  •  Tårepersersøen af Lemony Snicket.
  • Savværket i Sorgenfuld af Lemony Snicket.
  • Her Fearful Symmetry af Audrey Niffenegger.
  • Trouble af Non Pratt.
  • The Summer I Turned Pretty Complete Series (Bog 1-3) af Jenny Han
  • Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab af Romain Puértolas – Anmeldereksemplar fra Rosinante.
  • Chokolade af Joanne Harris.
  • Under en strålende sol af Khaled Hosseini.

Som jeg skrev i dette indlæg, havde brødrene Ellemose gaver med i form af deres krimi-trilogi (som vidst ikke er en trilogi så meget længere ;)). Nedenstående tre bøger er altså venligst givet af brødrene Ellemose.

25.1

  • Manus Albino af Søren & Morten Ellemose.
  • Fange nr. 21 af Søren & Morten Ellemose.
  • Havfruens død af Søren & Morten Ellemose.

Hvilke bøger har I købt/fået det sidste stykke tid?