“Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?” af Maise Njor

Du ser træt ud, skal jeg holde dine brysterTitel: “Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?”
Forfatter(e): Maise Njor
Serie: 
Sideantal: 143
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2.3.2009
Læst på: Dansk

Denne bog er en samling af de bedste Eurowoman-klummer, som Maise Njor skrev i perioden 1999 til 2006, da hun var bladets chefredaktør. Klummerne spænder vidt: fra barndomsminder fra Espergærde over funderinger over chefers dansetalent til regelrette visoner for en ny feminisme. Maise Njor har den særlige nådegave, der gør hendes klummer både hylende morsomme, dybt rørende og provokerende tankevækkende. Maise Njor portrætterer også sig selv og sit behov for at snakke nonstop. Det var netop dét umættelige behov, der en skønne dag fik hendes kæreste til at variere den gode gamle joke, der er bogens titel, og sige: “Du ser træt ud, skal jeg holde din kæft?”

Jeg havde ret store forventninger til denne bog, da jeg havde hørt rigtig meget godt om den, og har været ret vild med det, jeg tidligere har læst af Njor. Jeg havde dog specielt store forventninger om, at den ville få mig til at grine. Og det gjorde den bestemt. Jeg grinte helt vildt igennem min læsning, og synes virkelig bogen var helt igennem sjov.

Jeg synes, der var en rigtig god rød tråd i bogen. Klummerne hang ret godt sammen, og de kom i en helt perfekt rækkefølge. Derudover var jeg ret forbløffet over, at det ikke var tydeligere, at klummerne var skrevet til Eurowoman – ment på den måde, at der var utrolig få referencer til andre artikler, og det kunne jeg virkelig godt lide. På flere måder virkede det nærmest som om, klummerne var skrevet til bogen.

Derudover kunne jeg heller ikke rigtig mærke, at klummerne var skrevet over en forholdsvis lang årrække. Jo, nogle gange kunne jeg da godt fornemme, at der var sket noget nyt i Njors liv, og at hun havde udviklet sig. Men det var ikke noget, der på nogen måde forstyrrede læsningen. Selvom klummerne er skrevet fra 1999-2006, kunne de desuden lige så godt have været skrevet i dag. Mange af dem var i hvert fald stadig meget aktuelle.

Det er vidst efterhånden ved at være et år siden, jeg læste bogen. Og selvom jeg efterhånden har glemt en del af de ting, klummerne handlede om (resten af anmeldelsen er skrevet lige efter, jeg læste bogen), så tænker jeg ret ofte på bogen. Der er nemlig alligevel et eller andet, der sidder fast – og jeg husker tilbage på den med stor glæde.

Jeg kan virkelig anbefale bogen, og især hvis man bare gerne vil læse noget let og sjovt.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

Månedens læsning #3: Marts

Så er marts ved at være til ende, og det er tid til at se på månedens læsning igen. Denne måned har føltes lidt sløj på læsefronten, da jeg har prioriteret ting som film og tv-serier lidt højere.

Det er dog alligevel lykkedes mig at læse 13 bøger, hvoraf de 5 af dem blev læst til readathonet i startet af måneden.

Gennemsnits sidetallet for måneden ligger dog også ret så godt, så det har nok udelukkende været en følelse af, at læsningen gik lidt sløvt – for det gjorde den jo slet ikke! Sidetallet ligger nemlig på 99 sider om dagen i gennemsnit, og det kan jeg jo bestemt ikke klage over. Men readathonet har så helt sikkert også haft en rimelig god virkning på tallet.

Jeg har læst nedenstående bøger i marts.

Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster? af Maise Njor: 5. Fantastisk sjov bog!

Nynnes dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard: 4. Dejlig letlæst og for det meste også virkelig sjov.

Grønne øjne af Dennis Jürgensen: 4. Spændende genlæsning af gode noveller som fletter sig fint ind i hinanden.

Én på katapulten af Stephen King: 3. En okay læsning. Hverken virkelig ringe eller virkelig fantastik.

Dødelig alvor af bl.a. Sara Blædel: 4. En lidt blandet fornøjelse, dog med en overvægt af rigtig spændende noveller.

Genesis af Bernard Beckett: 4. Virkelig overraskende bog, som jeg var meget begejstret for.

Shadow Army af Thomas Rathsack: 4. Rigtig god krisroman – historien var ikke så speciel, men bogen fungerede virkelig godt alligevel.

En mand der hedder Ove af Fredrik Backman: 5. Helt fantastisk fortælling med et virkelig godt persongalleri. Anmeldt her.

Hunter af Chris Carter: 4. God lille novelle som gav mig virkelig stor trang til at genlæse Hunter-serien – og til at læse den nye bog, som kommer senere på året.

Sønnen af Jo Nesbø: 5. Endnu en fantastisk krimi fra Nesbø! Anmeldt her.

[geim] af Anders de la Motte: 4. Rigtig god spændingsroman med et lidt anderledes plot.

Den statistiske sandsynlighed for kærlighed ved første blik af Jennifer E. Smith: 4. Næsten for sød, men alligevel rigtig skøn læsning.

Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky: 4. Virkelig barsk, men samtidig også virkelig fantastisk.

I mens jeg skrev dette indlæg, gik det lige op for mig, at jeg virkelig har læst nogle gode bøger denne måned. Det er jo vildt hvor mange, jeg har givet 4 stjerner. Det må meget gerne gentage sig i næste måned!

Har I læst noget godt i marts?

Bogudsalg!

I morges kl. 7.00 startede dette forårs bogudsalg! Jeg har dog ‘snydt’ lidt, og tog forskud på glæderne i går, hvor jeg sammen med Gitte og Irene tog til førudsalg hos både Arnold Busck og Bog&idé.

Jeg er egentlig ikke super imponeret over dette bogudsalg. Jeg har i hvert fald set det, der var bedre. Alligevel har jeg nærstuderet katalogerne et utal af gange, overvejet adskillige bøger, tilføjet dem til min liste og slettet dem igen. Jeg er rigtig ‘god’ til at komme til at købe bøger, bare fordi de er billige; jeg har derfor fokuseret en del på, at jeg ikke bare skulle købe en bestemt bog, fordi den var billig, men fordi jeg rent faktisk havde lyst til at læse den. Og det virkede faktisk! Jeg kom i hvert fald hjem med en forholdsvis lille stak, hvor jeg havde lyst til at læse dem alle sammen med det samme.

Bøgerne, jeg har købt, kan ses på nedenstående liste. Jeg har valgt at skrive, hvor de er købt, og til hvilken pris, hvis nu nogle af jer kunne have lyst til at få fingre i en eller flere af dem.

  • Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster? af Maise Njor (Arnold Busck – 29,95)
  • Spøgelseslinien 5: Sagen om den brændende klovn af Dennis Jürgensen (Arnold Busck – 29,98)
  • Opfindelsen af Hugo Cabret af Brian Selznick (Bog & idé – 29,95)
  • Kun hvis du har lyst af Margaux Fragoso (Bog & idé – 39,95)
  • Rum af Emma Donoghue (Bog & idé – 49,95)

Jeg er dog ikke helt færdig med udsalget, da jeg lige skal have kigget lidt mere på Bog & idé’s tilbud med 3 hardbacks for 200. Samtidig regner jeg med at benytte mig af deres dagstilbud på fredag, hvor man får -25% på alle ikke nedsatte krimier og skønlitteratur, da der specielt er en bog, som hvisker til mig om at komme hjem på min hylde. Desuden skal jeg have kigget lidt nærmere på Sallings forskellige tilbud.

Har I planer om at skulle på bogudsalg, eller har I måske allerede været det? Og hvilke bøger skal I have/har I haft med hjem?