Gitte skrev tilbage i efteråret et indlæg om smudsbind, og lige siden jeg læste det indlæg, har jeg tænkt over, hvad jeg egentlig synes om smudsbind, og hvordan jeg behandler dem. Hvilket har været ret spændende, da jeg har opdaget at min opfattelse af dem har ændret sig i løbet af årene.

For et par år siden tænkte jeg knapt over dem, og de kom aldrig af mine bøger; hverken når jeg skulle transportere bøgerne, eller når jeg skulle læse dem. Jeg ville nemlig meget hellere have, at smudsbindet fik nogle ridser og hakker hist og her, end at den fysiske bog gjorde det. Derudover kunne jeg godt lide, at jeg kunne kigge på ’det rigtige’ cover på bogen under læsning, hvilket desværre efterhånden er svært, hvis man tager smudsbindet af.

I dag ser det dog noget anderledes ud. For det første hader jeg virkelig at læse med smudsbind på! Det er simpelthen noget af det mest irriterende, og jeg kan slet ikke koncentrere mig ordentlig om bogen, hvis jeg har det på. Det glider nemlig hele tiden for mig, og jeg skal derfor sidde og rette det hele tiden. Derfor ryger det for det meste af, før jeg overhovedet starter på en bog. Jeg er dog også blevet ret ømskindet over for mine bøgers smudsbind, og jeg hader, hvis de får en skramme – nu vil jeg nemlig hellere have, at det er den fysiske bog, der får det. Derfor transporterer jeg også kun sjældent mine bøger iført smudsbind, da jeg har det bedst med at pille det af, før jeg pakker bogen ned.

Jeg gemmer derfor også mine smudsbind. Hvilket vil sige, at når en bog står på en hylde i min bogreol, så er den iført sit smudsbind, og hvis jeg er i gang med at læse bogen, så står smudsbindet ofte på bogens plads i reolen eller ligger et sted, hvor jeg er sikker på, der ikke sker det mindste med det.

Hvordan har I det med smudsbind? Er I også ømskindet over for dem, eller er I fuldstændig ligeglade med, om der sker dem noget?