Månedens læsning #2: Februar

Så sluttede februar, og det er på tide at gøre månedens læsning op. Jeg er inde i en virkelig god læseperiode, hvor jeg nærmest bare flyver gennem de bøger, jeg læser – uanset hvad jeg synes om dem.

I februar har jeg læst hele 14 bøger. De tre af dem har dog været citatbøger, og én enkelt af dem en børnebog på 32 sider. Men de var alle fire så gode, at de har fortjent at komme med i optællingen.

Jeg har dog lidt svært ved at regne ud præcis hvor mange sider, jeg har læst om dagen. Jeg kan nemlig ikke helt finde ud af, hvad jeg skal tælle med. Derfor kommer der to forskellige tal. Hvis jeg lader alt tælle med, har jeg i gennemsnit læst ca. 130 sider om dagen, hvilket, jeg selv synes, er helt ufatteligt højt, når jeg jo også har lavet andet end at læse. Hvis jeg ikke lader citatbøgerne og børnebogen tælle med, og kun lader siderne med tekst i Opfindelsen af Hugo Cabret af Brian Selznick tælle med (hvilket vist er 184 sider), så har jeg i gennemsnit læst ca. 103 sider om dagen. Hvilket, jeg også synes, er ret vildt – men samtidig er jeg også ret stolt og glad over det.

Jeg har læst nedenstående bøger i februar.

En flænge i himlen af John Green: 5. Fantastisk genlæsning af en virkelig god historie.

Eleanor og Park af Rainbow Rowell: 5. Den er så fantastisk, så fin, så ægte! Læs den! Anmeldt her.

(More) Weird Things Customers Say in Bookshops af Jen Campbell: 4 til begge. Rigtig hyggelig og underholdende læsning.

Silhuet af Nick Clausen: 4. Virkelig spændende læsning fra start til slut.

Vores ø af Tracey Garvis-Graves. 5. En fantastisk kærlighedshistorie med et twist.

Server af Peter Griffin: 2. En potentielt spændende historie, som desværre skuffede mig.

Status af Erlend Loe: 3. En okay historie med en meget skør hovedperson.

Kærlighed af Paulo Coelho: 5. Virkelig fine citater om kærlighed. Gav mig en stor lyst til at læse mere af Coelho.

Før jeg dør af Jenny Downham: 3. En gennemlæsning af en bog, jeg tidligere har elsket, men som desværre ikke sagde mig så meget længere.

Unremembered: Uden minder af Jessica Brody: 3.5. Havde svært ved at bedømme den, men idéen var ret interessant, og resten af trilogien skal helt sikkert læses.

Det er min elg af Oliver Jeffers: 5. Virkelig hyggelig børnebog.

Opfindelsen af Hugo Cabret af Brian Selznick: 4. Helt unik bog med en god historie og fantastiske illustrationer.

Dominanten af Tara Sue Me: 3. En lidt kedelig bog, som jeg dog alligevel godt kunne lide.

Har I læst noget godt i februar?

“Status” af Erlend Loe

StatusTitel: “Status”
Forfatter(e): Erlend Loe
Serie: –
Sideantal: 144
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 6.2.2014
Læst på: Dansk

Den aldrende lyriker Nina Faber er fattig både på penge og prestige, da hun efter et længere stipendieophold i Istanbul forsøger comeback med digtsamlingen BOSPORUS.

Hun venter på, at redaktøren skal ringe og formidle de gode anmeldelser. Men sådan går det ikke. Der er dårlige anmeldelser over hele linjen, og Nina bestemmer sig for, at det er payback-time …

Jeg vidste stort ser intet om denne bog, da jeg startede den. Jeg havde kun flygtigt læst bagsideteksten, og jeg har endnu ikke set nogle anmeldelser af den. Jeg tror dog, det var meget godt.

Hvis jeg havde vidst mere om bogen, tror jeg nemlig, jeg var blevet skuffet. Dog har jeg alligevel haft svært ved at finde ud af, hvad jeg konkret synes om den. Men overordnet var den okay, og jeg hyggede mig, mens jeg læste den.

Nina er virkelig bare skør. Jeg forstår godt, det kan være svært, at ens nye bog kun får dårlige anmeldelser, men det er nok de færreste, der ville reagere, som hun gør. Og det værste er næsten, at hun ikke engang har dårlig samvittighed over noget af det.

Fordi Nina er så skør, fik bogen mig flere gange til at ryste på hovedet. Men den fik mig også til at grine. Specielt fordi meget af det samtidig virker ret absurd.

Bogen er ret kort, men den korte længde fungerer ret godt. Desuden er den skrevet ret godt – jeg kunne i hvert fald godt lide sproget i den. Og læsningen flød virkelig godt; jeg lagde slet ikke mærke til, hvor meget jeg fik læst ad gangen, da siderne nærmest vendte sig selv.

 

Nyt i reolen #18

Jeg er vildt langt bagud med både at vise alle mine nye bøger frem og anmeldelser. I får derfor lige et indlæg med både nogle af de nye bøger, jeg har købt/fået inden for de sidste måneder, og nogle anmeldereksemplarer jeg har fået for lidt tid siden (som alle er læst og nogle anmeldt).

  • En slags kærlighed af Ray Kluun
  • The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making af Catherynne M. Valente
  • Weird Things Customers Say in Bookshops af Jen Campbell
  • More Weird Things Customers Say in Bookshops af Jen Campbell
  • Status af Erlend Loe – Vundet i Gyldendals ISBNbingo på Twitter
  • Eleanor og Park af Rainbow Rowell – Anmeldereksemplar fra Gads Forlag. Anmeldt her
  • Oprører af Louise Haiberg – Vundet hos Katja
  • 1001 Nats Eventyr; 1. udvalg ved Sven Holm
  • Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl – Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard. Anmeldt her
  • Blandet slik af Cecilie Sund Kristensen – Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard. Anmeldt her
  • Liwervalls UNIvers af Glenn Enrico Buhl – Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard
  • I månens skær af Jon Brændsgaard Toft – Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard. Anmeldt her
  • Ti, tyve, tredive af Per Bloch – Anmeldereksemplar fra C&K Forlag
  • Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved – Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Anmeldt her
  • Vekslende Temaer af Birthe Wittendorff – Anmeldereksemplar fra forfatteren