I min samling #11: “Spillet om Oasis” af Ernest Cline

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Titel: “Spillet om Oasis” | Originaltitel: “Ready Player One” | Forfatter(e): Ernest Cline | Serie: – | Sideantal: 487 | Forlag: Tellerup | Udgivelsesår: 2013 | Sprog: Dansk | Anskaffet: Fået i gave |

Året er 2045 og verden er i forfald.

Wade Watts søger tilflugt i det globale onlinespil Oasis, et virtuelt utopia med mere end 10.000 planeter og uendelige muligheder…

Et sted i dette virtuelle slaraffenland har skaberen af Oasis, James Halliday, skjult en række gåder og udfordringer, som alle relaterer sig til 1980’erne. Den person som først løser dem arver Hallidays enorme formue og kontrollen over Oasis! Men gåderne er svære.

En dag efter mange års søgen løser Wade endelig den første gåde, og så starter spillet om Oasis.

Denne bog er en af de sødste og mest overraskende gaver, jeg nogensinde har fået. Den kom nemlig fra helt uventet kant, og endda fra en person jeg slet ikke kendte. Det er nemlig en bog, jeg har fået fra Den Grå Bibliotekar, som jeg egentlig stadig ikke rigtig kender, men som jeg dog føler, jeg kender en smule bedre den dag i dag. Jeg fik bogen som gave af ham i forbindelse med, at han en dag lagde et billede ud på Instagram, og skrev at Tellerup havde givet ham en god stak af dem. Jeg skrev derfor for sjov, at hvis han ikke vidste, hvad han skulle gøre med dem, at så overtog jeg gerne et eksemplar. Og kort tid efter havde han sendt et eksemplar min vej, hvilket jeg stadig er vildt taknemmelig for.

Jeg har dog af en eller anden grund endnu ikke fået læst bogen, hvilket er ret meget for dårligt. Jeg har nemlig hørt helt fantastiske ting om den, og samtidig lyder den som noget, jeg kun kan komme til at holde af. Jeg startede endda også på lydbogen på et tidspunkt, men endte med at droppe den kort tid efter igen. Ikke fordi historien eller oplæsningen var dårlig (det er Sekov, der er oplæser <3), men fordi jeg slet ikke kunne koncentrere mig om en lydbog på det tidspunkt. Men ud fra hvad jeg nåede at høre, så glæder jeg mig bare endnu mere til at få den læst – hvilket gerne må ske meget snart! Den havde nemlig en ret interessant start, og jeg er sikker på, det fortsætter igennem resten af bogen også. Det eneste jeg er lidt bange for er, om 80’er referencerne kommer til at fungere for mig. Jeg kender nemlig ikke super meget til denne periode, men håber nu alligevel på, at jeg ved nok til, at det ikke bliver et problem.

Har du læst bogen?

 

Nyt i reolen #37

#37Jeg havde faktisk ikke de store planer om, at der sådan rigtigt skulle nogle bøger herhjem i maj. Men som stort set altid med sådanne planer, så ændrer de sig en del. Jeg har derfor kunne åbne en del skønne pakker i løbet af de sidste par ugers tid, hvilket har været en fantastisk opmuntring, når jeg har siddet og slavet over opgaveskrivning.

Det er dog kun én af bøgerne, jeg selv har købt, og det var én forudbestilling, der blev lagt for længe siden. Jeg er jo blevet ret besat af Kasie Wests forfatterskab, så selvfølgelig skulle hendes nye bog, The Fill-In Boyfriend, herhjem og bo med det samme.

Derudover har Høst & Søn forkælet mig med hele fire bøger, og jeg har fået et meget interessant anmeldereksemplar fra det helt nye forlag Wingman Books. Desuden har jeg vundet to bogkonkurrencer – det er dog endnu kun én af præmierne, som er dukket op.

Til sidst har jeg været så heldig at modtage to bøger fra to forskellige søde personer, som mente jeg ville få glæde af dem. Ekko kom en af mine studieveninder med en dag, fordi Saxo havde sendt den forkert til hende, og så tænkte hun at den nok var noget for mig. Ready Player One har søde Jan, som jeg følger på Instagram (jan_m_johansen), været så flink at sende til mig.

Den sidste bog har jeg taget fra vores “Tag-selv”-boghylde på studiet, da jeg ejer den første bog, og jeg synes historien lyder ret interessant.

Tænk at folk er så søde. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har været så heldig at få så mange skønne bøger denne måned. Jeg er virkelig evigt taknemmelig for alle de bøger, jeg får tilsendt – også selvom det måske ikke er dem alle, jeg får læst lige med det samme 🙂

  • fredag lørdag søndag af Christine Lind Ditlevsen – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn.
  • Historier til Drenge af div. forfattere – Vundet på Louise Haibergs facebookside, som kan findes her.
  • Ekko af Alyson Noël.
  • Endnu en Katherine af John Green – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.
  • Når hr. Hund Bider af Brian Conaghan – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.
  • Vidunderlige skam af Rikke Grosell – Anmeldereksemplar fra Wingman Books.
  • På den anden side af Ray Klunn.
  • Ready Player One af Ernest Cline.
  • The Fill-In Boyfriend af Kasie West.
  • Akavet af Ronnie Andersen – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn.

Har I fået nogen spændende bøger ind ad døren i løbet af maj?