“Tidsmaskinen” af Søren & Morten Ellemose

15. september 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Tidsmaskinen” / Forfatter(e): Søren & Morten Ellemose / Serie: Rummets Detektiver #1 / Sideantal: 155 / Forlag: Facet / Udgivet: 1.9.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatterne.

Xander er en helt almindelig dreng på 13 år, der hellere vil læse tegneserier end bøje tyske verber i 7. klasse på Tvegaardskolen. Han er lun på Jeanne fra parallelklassen, der virker mere interesseret i den nye dreng, Georg. Han kigger til gengæld mere efter Sigrid, der er Jeannes bedste veninde.

Midt i det hele nødlander de tidsrejsende tvillinger, Robert og Tammie, på skolen, i en defekt tidsmaskine. De er fra år 2155, og har en hidsig Timecop i hælene.

Snart er de alle hvirvlet ind i alletiders største eventyr, hvor hele universets fremtid og fortid er på spil.

Kan de nå at redde jorden fra undergang?

Fra jeg første gang så et lille udsnit fra beskrivelsen af denne bog, har jeg haft lyst til at læse den. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg elsker Dennis Jürgensen, og især holder virkelig meget af hans sprog og den måde, han fører humor ind i sine bøger. Så da jeg også hørte, at denne bog er skrevet som en hyldest til Jürgensen, så var der ingen tvivl om, at den måtte jeg bare læse. Og som sagt så gjort.

Bogens historie bærer lidt præg af, at det er den første i en serie; ment på den måde, at man godt kan mærke, at historien lige skal sådan rigtig i gang. For selvom der sker en masse i denne bog, og historien virker ret fed, så mangler jeg lidt nogle svar på, hvad der egentlig foregår, og hvordan det hele hænger sammen. Det der sker i bogen er dog som sagt ret fedt, og faktisk slutter bogen med en form for twist, som har gjort mig endnu mere nysgerrig efter at finde ud af mere.

Bogen bærer tydelige referencer til både sproget i en del af Jürgensens bøger, men faktisk også til helt ikoniske ting som Slim-kasketten kendt fra Freddy-serien. Det bliver dog gjort på en sådan måde, at det ikke føles mærkeligt, selvom man måske ikke skulle have læst noget af Jürgensen; men når man har, så tilføjer det bare endnu en fed ting til bogen.

Bogen gik rent ind hos mig, men jeg er endnu mere sikker på, den vil gå rent ind hos bogens målgruppe. Og især for unge drenge, der måske ikke helt finder det der læsning så fedt. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at de vil kunne andet end at elske den og straks have lyst til at læse videre i den næste bog i serien. Det har jeg i hvert fald selv!

Min eneste rigtige anke omkring bogen er, at sproget til tider føles en smule forceret – det føles i hvert fald som om, der nogle gange bliver prøvet lidt for hårdt på at gøre sproget sjovt; hvilket istedet får det til at føles en smule akavet Desuden følte jeg også nogle gange, at nogle af udtrykkene der blev brugt, virkede lidt fjerne fra, hvad jeg selv hører 13 årige sige.

Alt i alt var det altså en super fed læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede meget til at drage videre på eventyr med Rummets Detektiver, og finde ud af hvad der egentlig sker. Jeg er derfor også meget glad for, at jeg allerede har den næste bog i serien liggende klar til at begynde på.

“Skyggernes spil” af Mette Bundgaard Laursen

28. maj 201427. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Skyggernes spil”
Forfatter(e): Mette Bundgaard Laursen
Serie: Caldera #2
Sideantal: 296
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 12.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.

Jeg var både virkelig begejstret og ret irriteret på denne bog. Overordnet kunne jeg virkelig godt lide historien, også selvom den virkede en smule kliché. Og det var på ingen måder det, der trak læseoplevelsen ned for mig – det var derimod personerne.

Bogen holder sig stadig til i store træk at være en kærlighedshistorie med et twist af sci-fi. Dog bliver sci-fi delen en smule større i denne, og man får en smule mere information om universet, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Faktisk ville jeg næsten have ønsket, der var mere om universet, da det virker til at være ret godt udtænkt. Men når det er sagt, så var jeg altså også vild med kærlighedsdelen af denne bog.

Af personer må jeg indrømme, at de tre ’hovedpersoner’ alle irritererede mig til tider. Noah havde jeg dog især meget svært ved i denne bog! Jeg forelskede mig ellers ret meget i ham i den første, men i denne er han bare alt for krævende og dum over for Kate. Han lytter slet ikke til hende, og ignorerer stort set alt hun siger. Desuden skulle han forestille at være bekymret for Kate, da hun bliver kidnappet, men alligevel prøver han ikke at redde hende. Mht. Kate elskede jeg, at hun sagde fra, og at hun gjorde lidt, som hun havde lyst til. Alligevel virkede hun bare træls nogle gange – dog på ingen måder ligeså meget som Noah. Naphal kunne jeg faktisk virkelig godt lide, men han virkede simpelthen alt for sød til at skulle være superskurk. Når han bliver beskrevet, og man lærer ham bedre at kende, har jeg virkelig svært ved at se, hvordan han nogensinde har kunnet være så ond. Hvilket irriterede mig en del gennem bogen. For selvom han selvfølgelig kan udvikle sig, så virkede det til tider lidt vagt.

Bogens sprog irriterede mig også nogle steder. Overordnet var det dog fint, og passede stadig godt til den ’lette’ kærlighedshistorie, som bogen nu engang er. Det flød godt, og jeg lagde ikke så meget mærke til det under læsningen, hvilket passede mig fint. Dog var der nogle steder, hvor formuleringerne virkelig bare lød alt for mærkelige, og hvor jeg slet ikke kunne tage det seriøst.

Alt i alt var det altså en okay læseoplevelse, og det kan virkelig anbefales, at man læser bogen, hvis man kunne lide den første. Historien fejler nemlig ikke noget, og det vil næsten være synd at gå glip af slutningen på trilogien ved ikke at fortsætte læsningen. Og jeg påbegyndte da også straks den tredje og sidste bog, da jeg havde læst den sidste side i denne.

“Profetiens kald” af Mette Bundgaard Laursen

13. maj 201427. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Profetiens kald”
Forfatter(e): Mette Bundgaard Laursen
Serie: Caldera #1
Sideantal: 296
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 12.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Da 17-årige Kate møder Noah første gang, ved hun ikke, at han er en prins fra en fremmed galakse. Hun ved heller ikke, at et orakel har udpeget lige netop hende som Noahs udkårne, der skal følge med ham hjem til Caldera for at bekæmpe den onde Naphal.

Faktisk er Noah ikke lige Kates kop te, hvis hun skal være helt ærlig, og Noah må snart indse, at hans opgave om at vinde Kates hjerte er langt sværere, end han havde regnet med.

Jeg ved virkelig ikke, hvad der skete. Jeg havde lige sat mig til at læse, og pludselig var der ikke flere sider tilbage. Eller sådan føltes det i hvert fald! Jeg havde ikke de store forventninger til selve bogens handling, og glædede mig egentlig bare til at se, hvad det hele gik ud på, og hvad jeg ville synes om den. Og jeg er ret glad for, jeg gik ind til den med denne indstilling – jeg var i hvert fald meget begejstret for bogen.

Bogen er en kærlighedsroman, og ikke sci-fi som coveret og bagsideteksten ligger lidt op til. Bogen bærer dog elementer af sci-fi, hvilket jeg ret godt kunne lide. Men mest af alt kunne jeg virkelig godt lide selve bogens historie, og jeg synes kærlighedsfortællingen var virkelig god.

Bogen har altså heller ikke den vildeste handling, og minder nok mest af alt om en forholdsvis normal contemporary romance. Men bogen blev på ingen måde kedeligere af den grund, og jeg synes virkelig, hele handlingen fungerede rigtig godt. Jeg nød i hvert fald læsningen af den hele vejen igennem!

Kate er præcis som enhver anden teenager på 17-18 år med de helt samme ’kriser’, bekymringer og drengeproblemer. Og hun virker virkelig ægte! Jeg sad i hvert fald ofte, og levede mig fuldstændig ind i hendes sted, og glemte alt om at det ikke var mine egne oplevelser. For sådan føltes det virkelig til tider. Godt nok er hun også lidt dum og fraværende til tider, men det føler jeg alligevel, passede meget godt til hende, og det sted i livet hun er.

Noah er virkelig helt perfekt beskrevet, og i det hele taget er han en skøn karakter. Han er meget forbløffet over flere forskellige ting på jorden, og sarkasme forstår han intet af, hvilket bare fungererede så godt! Selvom han har fået undervisning om jorden, så vil der jo altid være ting, man bliver nødt til selv at opleve, før man fuldt ud forstår disse; uanset om man er en prins fra en anden galakse, eller bare en ’almindelig’ udvekslingsstudent fra England. Derudover var han bare virkelig sød, og helt umulig ikke at holde af.

Bogens sprog var som sådan ikke noget specielt, og ikke noget jeg som sådan lagde så meget mærke til under min læsning. Altså det flød rigtig godt, og bogen er skrevet i en let og god tone. Desuden synes jeg, det danske sprog var brugt rigtig godt, og jeg sad på intet tidspunkt og følte, at sproget blev for kunstigt eller for kluntet. Sproget er altså i min mening helt perfekt til bogen, og lader handlingen og personerne være det vigtige.

Alt i alt var jeg ret vild med bogen, og der er ingen tvivl om, at jeg med det samme begynder på den næste bog i trilogien. Jeg må nemlig virkelig bare vide, hvad der kommer til at ske! Jeg vil virkelig gerne anbefale bogen til folk, som har brug for en let læselig kærlighedsbog. Man skal bare ikke gå ind til den med forventningen om, at læse en sci-fi roman, for så er jeg overbevist om, man bliver skuffet.