Titel: “Mit ødelagte kongerige” / Forfatter(e): Finn-Ole Heinrich og Rán Flygenring / Serie: Mukkeline Hansens forbløffende eventyr #1 / Sideantal: 164 / Forlag: Turbine / Udgivet: 23.6.2015 / Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Mukkeline er både mesterdetektiv, supergymnast og verdensmester i at brokke sig, og hun har ikke tænkt sig at finde sig i, at hendes forældre skal skilles, og at hun skal flytte væk fra sit perfekte hus. Mukkeline vil have sit gamle liv tilbage, og de kan bare vente sig alle sammen – hun skal nok få sin vilje!
Men måske er den nye skole slet ikke så slem? Og måske er der vigtigere ting i livet end et hus…
Jeg kendte intet til denne bog, da jeg fandt den i min postkasse. Og heller ikke da jeg gik i gang med at læse den; i hvert fald ikke andet, end at det er en børnebog, og at den så ret fin ud. Desuden havde jeg lige hurtigt bladret den igennem, og set den havde illustrationer, og det var egentlig nok til at give mig lyst til at læse den.
Bogens historie er rigtig godt udført. Den handler om tunge og svære emner, men gør det på en virkelig god måde, som virkelig åbner op for snak om disse. Det meste af bogen handler f.eks. om, hvordan Mukkeline skal flytte fra ”Mukkeriget” sammen med hendes mor, og hvordan hun hader ”Manden” (hendes far), for at få moderen til dette. Mukkeline har dog ikke helt forstået, hvordan det hele hænger sammen, og det er egentlig hendes oplevelse af dette og accepteringsprocessen af, at forældrene er blevet skilt, som denne bog handler om.
Den handler dog også om så meget mere, hvilket samtidig gør den til en ret let og flyvsk børnebog, som omhandler venskab, og bare i det hele taget det at være barn. Jeg tror i hvert fald, at rigtig mange børn vil kunne relatere til Mukkeline – også selvom deres forældre ikke er skilt. Hvilket jeg rigtig godt kan lide. Især fordi jeg selv kunne se lidt af mig selv som barn i Mukkeline.
Bogen er dog skrevet i et ret specielt sprog. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg ellers skal formulere det. Det er på en måde ret poetisk og voksent, hvilket jeg desværre ikke fandt særlig godt. Det faldt i hvert fald ikke i min smag, og faktisk synes jeg, det var lidt en kamp at læse. Sproget fik nemlig bogen til at kede mig ret meget; faktisk så meget at jeg på et tidspunkt overvejede at droppe bogen, selvom jeg virkelig godt kunne lide historien.
Illustrationerne i bogen er dog fantastiske! De er holdt i sort, hvid og blå, hvilket giver en super effekt. Desuden kunne jeg virkelig bare godt lide selve tegnestilen, som passede ret godt til bogen. Samtidig elskede jeg også, hvordan illustrationerne var spredt ud over siderne, og fuldt ud kom til at være en vigtig del af historien.
Alt i alt var det altså en lidt blandet oplevelse; men hvis man ikke lader sig gå på af sproget, så er jeg sikker på, at de fleste vil komme til at holde af bogen. Det er i hvert fald svært ikke at komme til at holde af Mukkeline.
