Titel: “Forbandede yngel”
Forfatter(e): Anne-Cathrine Riebnitzsky
Serie: –
Sideantal: 329
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 5.9.2013
Læst på: Dansk

I et fly på vej hjem fra Afghanistan sætter Lisa sig ved siden af lægen Andreas. Hun har besluttet sig for at fortælle ham sin livshistorie. Det er historien om et røveri, et veltilrettelagt dødsfald og en lillesøster, der vil begå selvmord; om en mor, der græder for meget, og en far, der slår. En historie om at gå i krig, at springe ud fra fly, rejse langt væk og alligevel være fanget. Men det er også historien om fire uadskillelige søskende, om forelskelse og om viljen til at overleve.Forbandede yngel er en barsk og poetisk roman om en kvindes kamp for at komme overens med sin fortid og måske få en chance for at finde kærligheden.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde nogen idé om, hvad denne bog egentlig handlede om, før jeg gik i gang med læsningen af den. Den har fået virkelig meget ros, og har vundet De Gyldne Laurbær, og det var vidst egentlig nok til at gøre mig hooked. Lige så snart jeg fik den ind af døren, begyndte jeg i hvert fald læsningen af den, og jeg stoppede først, da den sidste side var vendt.

Selvom eller måske netop fordi jeg ikke vidste, hvad den rent faktisk handlede om, havde jeg en forventning om, bogen var en form for krigshistorie, og at jeg nok ville synes, det var okay læsning; hverken mere eller mindre. Men der tog jeg godt nok fejl – både mht. indholdet og min mening om den.

For at gøre det klart nogenlunde fra start, så var jeg virkelig vild med den! Den var ikke rigtig, som jeg havde forventet, og specielt var indholdet slet ikke, som jeg havde regnet med, men det gjorde absolut ikke noget. Jeg fik nemlig i stedet en virkelig fantastisk bog indeholdende en rimelig barsk historie, som jeg ikke kunne lægge fra mig igen; hverken fysisk eller psykisk.

Igennem læsningen af bogen tænkte jeg rigtig meget over, at der jo rent faktisk er folk, der oplever sådan en barndom, som der bliver fortalt om i bogen. Først senere har jeg fundet ud af, at bogen løst er baseret på Riebnitzskys egne oplevelser. Hvilket virkelig er forfærdeligt, men samtidig gav mig endnu mere respekt for bogen og forfatteren. I mine øjne er det i hvert fald med til at gøre bogen og historien endnu mere imponerende.

Bogen havde desuden et virkelig fint sprog, som man virkelig kunne mærke, der var gjort noget ud af. I starten kludrede det lidt for mig, og min læsning gik virkelig langsomt, men jo længere ind i bogen jeg kom, jo lettere flød sproget for mig, og jo mere kom jeg til at elske det. Det var simpelthen bare perfekt.

Det, eneste der trækker bogen lidt ned for mig, er, at dens opstilling. Bogen er inddelt i kapitler, men da man springer frem og tilbage i tiden i kapitlerne, kunne jeg godt have brugt en lidt klarere inddeling. Visse tidspunkter var jeg nemlig i tvivl om, hvilken tid vi befandt os i, og det forvirrede mig en smule, og trak desværre læseoplevelsen en smule ned for mig.