Forlaget Artia

“Den løbende mand” af Richard Bachmann (Stephen King)

| Simone Hagemann

Den løbende mandTitel: “Den løbende mand”
Forfatter(e): Richard Bachmann (Stephen King)
Serie: –
Sideantal: 198
Forlag: Forlaget Artia
Udgivet: 1992
Læst på: Dansk

Året er 2025. I et samfund, hvor fattigdom og arbejdsløshed er dominerende og chancerne for at klare sig, hvis man tilhører bunden af samfundet, er meget få, er Benjamin Richards datter alvorligt syg. For at skaffe penge til medicin melder Richards sig til det populære underholdningsprogram “Den løbende mand” – et brutalt TV-show, hvor deltageren er oppe imod professionelle menneskejægere og hvor præmien er en milliard “nye dollars” – hvis man altså holder sig i live i tredive dage. Men TV-selskabet skal snart komme til at fortryde, at de netop valgte Benjamin Richards.

Jeg havde ikke rigtig de store forventninger til denne bog. Jeg har aldrig læst nogle anmeldelser af den, og havde kun lige flygtigt kigget på bagsideteksten. Bagsideteksten havde dog fanget mig, og så var det jo Bachmann/King, så det kunne vel ikke være helt dårligt.

Jeg var virkelig vild med bogen! Hele fremtidsuniverset var bygget rigtig godt op. Bogen var enormt spændende, og jeg sad hele tiden og diskuterede med mig selv om, om jeg skulle læse videre. Jeg ville vide, hvad der nu ville ske, men så ikke rigtig alligevel, for så ville den jo slutte hurtigere.

Bogens slutning irriterede mig dog en smule. Jeg kunne sådan set godt lide den, jeg kunne bare ikke rigtig lide den måde, man nåede frem til den på. Og den måde det blev forklaret – jeg ville nok bare gerne have set en anden måde at nå dertil. Men ja altså, selve slutningen var helt perfekt – jeg kunne i hvert fald ikke have set en bedre slutning.

Jeg var helt vild med bogens sprog! Det flød virkelig bare, og gjorde bogen endnu bedre. Desuden var jeg vild med hovedpersonens måde at være på.

 

“Carrie” af Stephen King

| Simone Hagemann

CarrieTitel: “Carrie”
Forfatter(e): Stephen King
Serie: –
Sideantal: 207
Forlag: Forlaget Artia
Udgivet: 1990
Læst på: Dansk

Pubertet, menstruation, mobning …

Store piger kan være hårde ved hinanden, og her går det ud over Carrie, der er klassens sorte får.

Hun er sær, tavs og indesluttet, og det er nok hendes mors skyld. Carries mor er religiøs fanatiker, opdrager sit barn med gammeltestamentelig strenghed og forbyder hende at deltage i noget som helst, der har med kammeraterne og deres tilværelse at gøre.

Alligevel kommer Carrie med til skoleballet, og hun oplever for en kort stund at blive accepteret og ender som ballets dronning.

Men der er nogen, der har noget i baghånden til hende … en ondskabsfuld plan, der får det værste op i Carrie.

Og Carries værste er meget slemt … for Carrie kan noget, som andre ikke kan. Det hedder med et fremmedord telekinese, og da Carrie slipper sine kræfter løs, går byen sin undergang i møde …

Jeg havde store forventninger om, dette var en bog, som virkelig ville skræmme mig, og som jeg ikke ville kunne lægge fra mig igen af bare spænding. Sådan blev det dog desværre ikke.

Bogen var sådan set spændende nok, men den var virkelig også underlig. Første del af bogen lod til at bygge op til den her kæmpe katastrofe, som jeg regnede med, ville være virkelig spændende at læse om. I anden del da katastrofen så rent faktisk skete, synes jeg overhovedet ikke, det var hverken spændende eller den mindste smule uhyggeligt. For mig virkede det mest af alt bare forvirrende og irriterende.

Jeg var desuden ret træt af bogens opsætning. Det irriterede mig helt vildt, der ikke var kapitler, og så irriterede det mig, at der ofte kom tanker i parenteser inde midt i teksten. Jeg synes nemlig, det var med til at gøre bogen endnu mere forvirrende, end jeg allerede syntes. Jeg ville desuden havde ønsket, at uddragene fra rapporterne, som findes i bogen, havde været kapitler for sig selv. Det tror jeg nemlig, ville have været med til at gøre bogen lidt mere spændende.

Jeg synes dog, bogen havde nogle ret gode temaer, og den havde da også nogle tidspunkter, hvor den var svær at lægge fra mig. Jeg er derfor rigtig glad for, jeg har fået den læst, men det er nok desværre ikke en bog, jeg får læst igen.

 

“Amok” af Richard Bachman (Stephen King)

| Simone Hagemann

AmokTitel: ”Amok”
Forfatter(e): Richard Bachman (Stephen King)
Serie: –
Sideantal: 165
Forlag: Forlaget Artia
Udgivet: 1995
Læst på: Dansk

I Amok fortæller Richard Bachman, alias Stephen King, en barsk, men uhyggelig sandsynlig historie om en teenage dreng, der gør op med sine omgivelser. Det hele er bare blevet for meget: forældrene, skolen, lærerne, kammeraterne. Han tager sin fars pistol og går hen mod skolen – men ved egentlig ikke rigtig, hvad han vil. Måske bare, at nogen hører på ham.

Fortællingen er ikke det sædvanlige opgør mellem godt og ondt, som man måske er blevet vandt til fra Kings side, men nærmere hvordan en situation, der er ude af kontrol, bevæger sig med en grusom konsekvens frem mod uundgåelig højdepunkt.

Amok er også et billede af forældre, skole, lærere, som alle er velmenende, men mangler den afgørende forståelse.

Jeg har ret blandede følelser om denne bog. Jeg var nemlig virkelig ikke særlig vild med den i starten, men elskede det til slut. Jeg synes starten virkede meget kaotisk og forvirrende, hvilket fik mig til at finde den kedelig. Jo længere jeg kom ind i bogen, kunne jeg dog godt se, hvorfor den startede således, og jeg synes lige pludselig at starten virkede ret interessant. Det ændrede dog selvfølgelig ikke på, at jeg havde kæmpet mig gennem det første af bogen.

Bogen blev desuden generelt virkelig interessant og spændende, jo længere du kom ind i den, og jo mere du fandt ud af hovedpersonen. På den måde kom hans handlinger også til at give lidt mere mening, og jeg synes, han kom til at virke lidt mindre forstyrret og lidt mere menneskelig. Og faktisk må jeg indrømme, at jeg kom til at holde ret meget af ham. Hvilket, jeg synes, er ret godt gået, når bogen er så kort. Desuden var jeg også ret vild med, at man langsomt fandt ud, hvad det egentlig var, han gerne ville.

Bogens kapitler har jeg også blandet følelser om. På en måde elskede jeg dem, men samtidig irriterede de mig også ret meget. Nogle af kapitlerne er kun på en halv side, hvilket, jeg egentlig synes, fungerer fint nok. Desuden er nogle af kapitlerne i nutid mens andre er fortid. Eller det vil sige, at det er historier om hovedpersonens barndom, som han selv fortæller. Dette kunne jeg også godt lide, jeg var bare træt af, at disse kapitler ofte blev indledt med en sætning i det forrige kapitel. Jeg synes nemlig bare, det virkede som om, at kapitler blev afbrudt, før de egentlig var slut.

Jeg synes desuden, det var spændende at læse om et skoleskyderi i en bog, der er skrevet nogle år før, skoleskyderier rigtig er blevet udbredt. På en eller anden måde synes jeg bare, det hele virkede meget mere ægte. Netop fordi der ikke rigtig har været nogle episoder, at kunne skrive det udfra.

Selvom jeg har blandet følelser om bogen, så synes jeg, det har været en rigtig god bog, at starte med at læse Stephen King. Jeg vil i hvert fald ikke udelukke, at jeg vil læse den igen på et tidspunkt.