Månedens læsning #13: Januar

Månedens læsning #13 - JanuarJanuar har været en virkelig fantastisk læsemåned, og jeg har fået startet mit læseår op på aller bedste vis. Jeg har læst ret forskellige bøger, hvoraf nogle har været helt fantastiske, andre har været okay, og nogle bare slet ikke har været mig. Jeg er dog glad for, at jeg har fået læst dem alle, også selvom der var nogle, jeg ikke var specielt begejstret for.

I løbet af januar har jeg fået læst hele 17 bøger. Jep, du læste rigtigt. Der står 17. Ud af de 17 er tre børnebøger, og fire har været comics/graphic novels. Jeg har haft ferie i lidt over to uger, hvilket selvfølgelig har gjort sit til, at jeg har fået læst så mange bøger. Men samtidig er jeg virkelig også bare fløjet igennem de fleste af dem. Flere af dem har jeg i hvert fald læst på et døgns tid.

Jeg har ikke noget bestemt sidetal, jeg i gennemsnit vil nå pr. dag i år, men jeg vil alligevel regne det ud hver måned, så jeg har en mere klar idé om, hvor meget jeg egentlig får læst. De 17 bøger jeg har læst i januar svarer til 4587, hvilket vil sige i gennemsnit 148 sider om dagen. Og det kan jeg vidst ikke være andet end meget tilfreds med.

I januar har jeg læst følgende bøger:

  • Dash & Lily’s Book of Dares af Rachel Cohn & David Levithan: 3. En solid middelmådig bog, jeg er glad for at have fået læst, men nok ikke kommer til at genlæse. Anmeldt her.
  • Mind the Gap, Volume 1 af Jim McCann: 5. En helt fantastisk comic, som gav mig lyst til med det samme at læse videre i serien.
  • Mind the Gap, Volume 2 af Jim McCann: 4.5. Endnu et fantastisk volume i serien – dog med et stykke, der forvirrede mig en smule.
  • Mind the Gap, Volume 3 af Jim McCann: 4. Stadig en virkelig fantastisk og spændende historie, men med et ret langt stykke med en irriterende tegnestil.
  • Judging a Book by Its Lover af Lauren Leto: 3. En rigtig god bog – i de første halvdele. Herefter blev den til tider meget kedelig.
  • My True Love Gave to Me af Stephanie Perkins m.fl.: 4. En rigtig skøn samling af julede og romantiske noveller, som jeg i store træk nød at læse de fleste af.
  • In Real Life af Cory Doctorow & Jen Wang: 4. En lidt skuffende oplevelse, men alligevel en ret god og lærerig læseoplevelse. Anmeldt her.
  • Game af Barry Lyga: 5. Fantastisk og meget spændende fortsættelse på “I hunt killers”. Anmeldt her.
  • Will Grayson, Will Grayson af John Green & David Levithan: 5. En bog som jeg med det straks efter endt læsning havde lyst til at genlæse, da den var så god. Anmeldt her.
  • Den fredløse af C. Evytt: 5. En meget positivt overraskende læseoplevelse af en helt fantastisk bog. Anmeldt her.
  • Skyggernes bog af H.W. Klaris: 4.5. Virkelig spændende bog, som jeg fløj igennem på ingen tid. Anmeldt her.
  • Let it snow af John Green m.fl.: 2. Mest af alt en ret ligegyldig læseoplevelse. Anmeldt her.
  • Operation ud-med-Benny af Hilde Vandermeeren: 5. Fantastisk børnebog med en virkelig god historie og meget skønne illustrationer.
  • Paprika Zola Elvira #1 & #2 af Marie Duedahl: 4. To børnebøger som jeg virkelig gerne selv ville havde læst, da jeg var yngre. Jeg nød dem dog også meget nu.
  • Som stjerner på himlen af Jennifer Niven: 4. En rigtig god og meget ægte bog med fantastiske personer. Desværre blæste den mig aldrig rigtig bagover.
  • Lygtemandens datter af Jette Kjær Petersen: 1.5. En meget forudsigelig bog med en hovedperson, som jeg virkelig ikke kunne lide.

Hvordan har januar været læsemæssigt for jer? Har I fået læst, det I ville? Og har I fået læst noget godt, der kan anbefales?

“Game” af Barry Lyga

GameTitel: “Game”
Forfatter(e): Barry Lyga
Serie: Jasper Dent #2
Sideantal: 456
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 7.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Tre deltagere, to hold.

Fire deltagere, tre hold.

Fem deltagere, tre hold.

Fem deltagere, fire hold.

Det er flere måneder siden, at Jazz hjalp politiet i Lobo’s Nod med at fange den seriemorder, som blev kaldt Kopisten. Jazz’ far Billy Dent, stak af fra fængslet, og Jazz kom til at hjælpe ham uden at vide det. Han føler sig stadig tynget af skyldfølelse, da en politimand fra New York pludselig banker på hans dør. Han har brug for hjælp med at opklare den række nye mord. Morderen Hat-Dog har skabt panik i storbyen, og politiet aner ikke deres levende råd. Jazz har allerede løst en større mordsag, men omkostningerne har været høje. Uskyldige mennesker har mistet livet. Vil sagen om Hat-Dog bare betyde, at han bliver fanget i endnu en morderes dræbende spil?

Desuden venter Billy et eller andet sted derude, lurer og venter…

Jeg var ikke helt så begejstret for den første bog i serien, og havde derfor heller ikke alt for høje forventninger til denne. Jeg glædede mig dog til at se, hvordan historien ville udvikle sig, og samtidig kunne jeg med første bogs slutning på ingen måder lade være med også at læse denne.

Denne bog var dog slet ikke som den første, og jeg kunne uden tvivl godt have haft rigtig høje forventninger til den, da de helt sikkert ville være blevet opfyldt. Bogen var helt ekstremt spændende fra side et, og jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg først kom igang med at læse den. Jeg blev nemlig hele tiden nødt til lige at vide, hvad der nu skete. Desuden følte jeg på intet tidspunkt, at det var en ungdomsbog, som jeg sad og læste, hvilket gjorde mig endnu mere begejstret for bogen. Det var nemlig noget af dette, som fik mig til ikke at holde helt så meget af den første bog.

Bogens historie var virkelig god, og jeg sad med en følelse af, at plottet var virkelig godt udtænkt. Der var nogle lidt forudsigelige ting, men der var også rigtig mange gange, hvor jeg blev overrasket, og hvor jeg sad med tanken om, at det havde jeg på ingen måder set komme. Desuden var det som om, at historien var med til at samle knuden fra den første, og gøre således at det bliver lettere at samle alle trådene og binde knuden i den sidste bog.

Jeg følte desuden, jeg kom lidt tættere på bogens personer i denne bog, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Alle tre hovedpersoner laver nogle lidt dumme ting, hvor jeg sad og overvejede, at de måske skulle havde tænkt sig om en ekstra gang. Men samtidig passede det også ret godt ind, da de jo er teenagere, og ikke politibetjente der har styr på alle regler, og som ved præcis hvordan man bør opføre sig i forskellige situationer.

Alt i alt var det virkelig en fornøjelse at læse denne bog, også selvom den sluttede et meget ondt sted, og efterlod mig med en kæmpe trang til at læse den næste bog med det samme!

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


Nyt i reolen #30

Denne lørdag virker lidt kedelig og grå, og jeg tænkte derfor, det ville være en perfekt dag at vise de skønne bøger frem, som har fundet vej hjem til min reol de sidste par uger. På trods af bogkøbsnedsættelse har jeg nemlig tilføjet hele 14 nye bøger til min samling siden sidst, jeg viste nye bøger frem.

Jeg har nemlig fået en ret stor stak anmeldereksemplarer, og en for tidlig julegave af mine forældre. Derudover har jeg fået Monstre af Mathias Clasen gratis, fordi jeg tilmeldte mig forlagets nyhedsbrev, købt lidt bøger selv, som jeg bare ikke kunne undvære i min samling og blevet ‘beordret’ til af min kæreste til at købe Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children af Ransom Riggs, fordi han virkelig gerne ville læse den.

#30

  • Ondskab af Chris Carter. Anmeldt her.
  • Paper Towns af John Green. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.
  • Game af Barry Lyga. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn.
  • Dukkebarn af Mo Hayder. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.
  • Den Fredløse af C. Evytt. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Slim nr. 7 af Henrik Rehr, Per Sanderhage og Dennis Jürgensen m.fl.

#30.1

  • Monstre af Mathias Clasen.
  • Let it Snow af John Green, Lauren Myracle og Maureen Johnson. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
  • Will Grayson, Will Grayson af John Green og David Levithan. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
  • My True Love Gave To Me af Stephanie Perkins m.fl.
  • Snevampyren af Dennis Jürgensen.
  • Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children af Ransom Riggs.
  • Samlerne af Michael Kamp. Anmeldereksemplar fra Tellerup.

People’s Press har desuden også været så søde at sende Britt-Marie var her af Fredrik Backman til mig. Jeg har dog pt. udlånt den til en veninde, og den er derfor ikke med på billederne. I kan finde min anmeldelse af den her.

Hvilke nye bøger har I tilføjet til jeres reol for nylig?