Gavmildhed

Gavmildhed er en fantastisk ting. Jeg elsker når folk giver andre noget, bare fordi de har lyst. Og jeg elsker specielt når tingen(e) bliver givet til mig, og disse ting er bøger. De sidste par måneder har jeg virkelig oplevet denne gavmildhed med bøger, og jeg er simpelthen så glad for det.

Det hele startede vidst egentlig ud med Sabrina gav ud af nogle af hendes kasserede bøger, hvis man bare selv betalte portoen. Herefter var der en kvinde, der gav en kasse med bøger (hovedsageligt ældre) væk i en af de utallige køb og salg-sider på Facebook, som jeg var hurtig til at skrive, jeg meget gerne ville overtage. Herefter delte Katja bøger (næsten) gratis ud. Hun ville have en 5’er pr. stk, hvilket jo også må siges at være ret så gavmildt. Specielt fordi mange af bøgerne var rimelig nye, og stadig bliver solgt til rimelig høje priser.

Et par uger efter skulle vi så hente nogle flyttekasser hos en, som spurgte om vi ikke også ville have nogle bøger med, da hun alligevel bare skulle af med dem, og hun havde hørt jeg meget gerne tog i mod. Så der kom lige endnu en kasse med hjem. Som om det ikke var nok, så skrev Sabrina fornyligt på Twitter, om der var nogle, der ville have Den tomme plads af J.K. Rowling, hvor jeg igen var hurtig, og dermed fik fingre i en af de bøger, som jeg virkelig har ønsket mig, og glæder mig til at få læst.

Nu skulle man jo så tro, det ikke rigtig kunne blive bedre. Men det gjorde det! I torsdags hentede mine forældre nemlig hele 4 flyttekasser fyldt med bøger hos en, som havde fået af vide af en anden, at hun kendte en, der nok meget gerne ville overtage dem. Og hun havde helt ret!

Ved hjælp af gavmildhed er jeg derfor blevet en masse (forhåbentlig) gode bøger rigere. Selvfølgelig har det ikke været alle bøger, jeg har fundet interessante, men en god stor del af dem, og resten, har jeg besluttet mig for, ryger videre til min (tidligere) lokale (yndlings) genbrug, så de forhåbentlig kan skaffe penge til et godt formål.

Til slut vil jeg lige slutte af med at sige tusinde tak til alle dem, som har tænkt på mig, eller på anden vis har været gavmild, når de har haft nogle kasserede bøger stående. Jeg kunne ikke være mere glad for gavmildheden 🙂