Nyt i reolen #17

Denne boks har jeg glædet mig til at vise jer længe! Jeg har længe været helt vild med A Song of Ice and Fire boksen af George R.R. Martin, men for det første, har den været rimelig dyr, og for det andet vil jeg gerne læse bøgerne på dansk. Jeg tror nemlig ikke, jeg kommer igennem dem på engelsk. Desuden ejede vi allerede den første.

Men da CDON i anledning af Black Friday satte den ned, og samtidig lagde en -10% rabatkode på alle engelske bøger ud, og gav gratis fragt så prisen nåede ned på 209 kr., blev jeg nødt til at slå til. Specielt fordi min kæreste lige havde sagt, at han på et tidspunkt måtte have resten af bøgerne.

Boksen endte derfor med at blive en del af hans julegave, og nøj hvor blev han glad, da han åbnede den! Det var virkelig en helt perfekt reaktion 🙂

 

5 forfattere

Den anden dag sad jeg og kiggede rundt på forskellig booktubers, og faldt over et spørgsmål der lød på, hvilke fem forfattere man endnu ikke har læst noget af, men rigtig gerne vil læse noget af på et tidspunkt. Jeg synes, det var et rigtig godt spørgsmål, som virkelig fik mig til at tænke. Jeg har derfor gået og overvejet spørgsmålet i nogle dage, og har fået kortet min ret lange liste ned. Ja, jeg har åbenbart en del forfattere, som jeg gerne vil have læst noget af. Men de fem forfattere, jeg har udvalgt, kommer her:

Neil Gaiman
Jeg har hørt så mange gode ting om Neil Gaiman, og jeg synes, hans bøger lyder virkelig spændende. Desuden synes jeg, ud fra de citater fra hans bøger jeg har læst, han skriver i et rigtig godt sprog. Hvorfor jeg endnu ikke har fået ham læst, ved jeg ikke rigtig. Slet ikke fordi jeg faktisk er oppe på at eje tre af hans bøger. Måske er det fordi, det er engelsk, at det skræmmer mig lidt, eller måske fordi det er fantasy. Uanset hvad vil jeg i hvert fald meget gerne snart have begyndt på hans forfatterskab.

Stephen King
Jeg elsker gys, og King er jo virkelig en af mestrene inden for genren, så hvorfor jeg endnu ikke har læst ham, ved jeg ikke. Måske fordi hans forfatterskab er så stort, og jeg har virkelig svært ved at beslutte, hvor jeg skal starte. Jeg har dog lige bestilt Amok hjem fra biblioteket, og så regner jeg med, jeg snart vil få læst Det onde af ham.

J.R.R Tolkien
Endnu en fantasyforfatter. Jeg burde læse både Hobbitten og Ringenes Herre-trilogien, men jeg kan bare ikke rigtig tage mig sammen til at få begyndt. For det første har jeg bildt mig selv ind, jeg ikke rigtig kan lide fantasy, og for det andet er jeg så bange for, jeg ikke vil kunne lide bøgerne. Hvilket jeg virkelig gerne vil! Jeg overvejer dog meget snart at begynde på Hobbitten, da den stort set hele tiden ligger og tikker mig om at gå i gang med den.

Suzanne Collins
Jep, jeg er en af dem, der endnu ikke har læst The Hunger Games. Her kan jeg dog komme med en grund. Jeg er meget dårlig til bøger/film, der bliver virkelig hypet, og jeg må indrømme, at jeg nåede at blive lidt træt af The Hunger Games, før jeg fik begyndt på serien. Jeg har dog set den første film, og var ret vild med den, så det er helt sikkert en serie, som jeg planlægger at få læst inden året er omme.

George R.R. Martin
Jeg har virkelig tænkt over, hvorfor jeg endnu ikke har fået læst En sang om is og ild-serien, men jeg kan ikke rigtig komme på nogen god grund. Jeg har virkelig lyst til at læse bøgerne, men jeg har bare ikke fået det gjort. Jeg håber dog på, der ikke går alt for lang tid før, jeg får taget mig sammen.

Til sidst har jeg en lille bonus forfatter, som jeg også bliver nødt til at nævne. Jeg kunne ikke rigtig tage ham med i oversigten, da jeg har læst en bog af ham. Jeg har dog kun læst den ene, og jeg var helt vild med den. Desuden får han virkelig meget ros for sine bøger, og jeg har så meget lyst til at læse resten af hans bøger. Bonus forfatteren er John Green! Og jeg vil altså meget meget snart have læst noget mere af ham, for jeg var simpelthen så vild med En flænge i himlen.

Hvilke fem forfattere har du endnu ikke læst noget af, men virkelig gerne vil på et tidspunkt?