Så er det endelig tid til endnu en konkurrence! Det er jo mandag, og ugen startes vel bedst med en konkurrence – det synes jeg i hvert fald.
Denne gang udlodder jeg Mødet af Anna Todd. En bog som jeg selv lige har læst og elsket. Faktisk blev jeg fuldstændig hooked, selvom det egentlig var en bog, jeg ikke havde regnet med, jeg overhovedet skulle læse.
Bogen er nemlig skrevet som fanfiction om One Direction, hvilket jeg må indrømme ikke tiltalte mig specielt meget. Katja fik dog lokket mig til at læse den, og det er jeg så uendelig glad for – bogen var nemlig på ingen måder som forventet, og jeg kunne faktisk slet ikke se ligheden med 1D.
Bogen handler i store træk om Tessas start på college, hvilket bringer lidt af hvert med sig. Det bringer f.eks. den lækre britiske fyr Hardin med sig, og selvom Hardin på ingen måder er Tessas type, og hun egentlig har en kæreste derhjemme, tiltrækkes hun straks af noget ved Hardin. Og herfra tager historien om Tessa og Hardin så fat, og man stopper på ingen måder med at læse til den sidste side i bogen er vendt – og selv herefter hungrede jeg efter mere.
Har jeg endnu ikke overbevist jer om, I skal læse bogen? Så prøv at læs min anmeldelse af den her.
Nå, men tilbage til den der konkurrence. Jeg har indgået et samarbejde med Gucca.dk, som er en side, der sælger alverdens ting inden for bl.a. bøger og film. Og faktisk sælger de f.eks. rigtig mange af de nyeste bøger til en rigtig god pris, og samtidig har de et fantastisk stort udvalg (ADVARSEL: Det kan godt være farligt at kigge hos dem :P). Og i forbindelse med dette samarbejde, vil der forhåbentlig kommer lidt flere konkurrencer på bloggen fremover, som Gucca.dk vil sponsorere. Det er derfor også dem, der har været så søde at sponsorere et eksemplar af Mødet af Anna Todd til én heldig vinder.
Og hvordan vinder man så? Tja, man skal såmænd bare lægge en kommentar herunde, hvor du skriver hvilken bog, der sidst sugede dig fuldstændig ind, og først slap dig igen, da der ikke var flere sider tilbage? Jeg skal have dit svar senest tirsdag d. 24/3 kl. 12.00. Desuden vil jeg sætte meget pris på, hvis du følger bloggen på enten Bloglovin’ eller Facebook – men dette er ikke et krav. Husk forresten e-mail så jeg kan komme i kontakt med vinderen.
Jeg håber meget, I har lyst til at deltage – det er i hvert fald en meget anbefalelsesværdig bog, og på ingen måder kun for fans af One Direction.