Titel: “Ham” / Forfatter(e): Elle Kennedy & Sarina Bowen / Serie: Him #1 / Sideantal: 305 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 10.8.2018 / Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Jamie Canning har aldrig fundet ud af, hvorfor han mistede sin bedste ven for fire år siden. Hans fandenivoldske, flabede roommate droppede ham fra den ene dag til den anden uden en forklaring. Ja okay, tingene udviklede sig lidt mærkeligt mellem dem deres sidste nat på hockey camp – men de havde bare fået alt for meget at drikke og fjollede rundt. Der skete jo ikke rigtig noget.
Ryan Wesleys største fortrydelse er, at han lokkede sin meget heteroseksuelle ven ud i et væddemål, der overtrådte grænserne for deres venskab. Nu, hvor deres hold skal spille imod hinanden i det nationale collegehockeymesterskab, får han endelig en chance for at sige undskyld. Men efter at han har kastet blot et enkelt blik på sit crush, er hans længsel større end nogen sinde.
Jamie har ventet længe på svar, men mødet med Wesley efterlader ham bare med endnu flere spørgsmål. Og da Wesley melder sig til at være træner sammen med Jamie på seks ugers hockeycamp opdager Jamie overraskende ting og sager om sin ven – og en stor ting om sig selv.
Kender du det med, at du har lyst til at læse en bog – men samtidig også vælger at glemme den lidt, fordi du er bange for ikke at kunne lide den? Sådan havde jeg det lidt med “Ham”. Jeg har kendt til bogen, siden før den udkom i USA, og jeg har også set alle de fine ord, den bliver beskrevet med. Men jeg har haft det lidt svært med M/M romances. Altså jeg elsker, at det er blevet en hel genre for sig selv, og der udkommer så mange gode bøger med M/M forhold. Men som ciskønnet hetroseksuel kvinde er M/M romances bare så langt væk fra mit liv, og det har længe afholdt mig fra at kaste mig ud i genren.
Heldigvis er mine øjne løbende gennem de sidste år blevet åbnet op for, at bøgerne sagtens kan være lette at relatere til. Endda også selvom det er langt væk fra min hverdag. Derfor blev jeg så glad, da jeg så, at “Ham” udkom på dansk. Det måtte nemlig være et tegn på, at jeg ikke skulle undgå bogen længere. Således startede jeg den, idet den kom ind ad døren, og jeg fortryder det ikke et sekund. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke har læst den før. For selvom der var nogle ting, jeg ikke rigtig kunne relatere til, så var der jo samtidig så meget andet, som gjorde historien meget relaterbar.
“Ham” er jo ganske enkelt en kærlighedsfortælling. En fortælling om hvordan det er, at være (ulykkeligt) forelsket i sin bedste ven. Ydermere er det en fortælling om at finde sig selv, og at turde udforske det ukendte i forsøget. Noget jeg synes bogen gør rigtig godt. Jeg elskede i hvert fald at følge med i Jamies udvikling, omend jeg godt synes, det kunne havde været et endnu større fokuspunkt i fortællingen. Det var nemlig rigtig interessant læsning.
I det hele taget var jeg vild med bogen. Jeg elskede humoren i den, og det var så tydeligt, at Elle Kennedy er en af forfatterne bag. Hun har nemlig sådan en vidunderlig skrivestil, hvor humoren flyder så let – også selvom emnet er både stort, tungt og vigtigt. Det bløder det hele op på sådan en fantastisk måde, og ligeledes gøres det i denne. Faktisk tænkte jeg på intet tidspunkt over, at bogen er skrevet af to personer. Jeg ved ikke, om det er fordi, Kennedy & Sarinas skrivestil minder om hinanden, eller om Kennedy har overtaget sprogligt. Men uanset hvad fungerede det helt perfekt, og det er jo det vigtigste.
Jeg kunne dog godt havde ønsket mig en smule mere handling i bogen. For selvom historien egentlig er rigtig fin, som den er, så synes jeg til tider, der kom et lidt for stort fokus på sex. På den måde hvor jeg endte med at blive lidt træt af det intime i bogen. Simpelthen fordi det blev lidt for meget. Jeg elskede dog måden, akterne blev beskrevet på. De er rimelig eksplicitte, men samtidig også ret lærerige for én, der ikke har den store kendskab til M/M sex. Så altså lidt for mange sexscener, men de var trods alt fin læsning. Jeg ville bare gerne havde set lidt mere forhold og udvikling af kærligheden og ikke bare intimiteten. Det synes jeg nemlig til gengæld ikke, der var helt nok af.
Overordnet er “Ham” virkelig en skøn læseoplevelse, som jeg klart kan anbefale. Især hvis du gerne vil læse en bog, hvor du uden tvivl kommer til at forelske dig i begge hovedpersoner. De er nemlig så søde – både hver for sig og sammen. I det hele taget er det sådan en sød kærlighedshistorie, som ikke kan andet end give dig lykkebobler i maven.