Bøger som en del af indretningen

Gitte skrev for lidt over en måned et indlæg, som handlede om at finde en balance mellem nye og gamle bøger, og om hvilket visuelt udtryk bøger kan give, og det var virkelig til stor inspiration for mig.

Jeg har altid været fascineret af folk, som har bøger som en del af indretningen. Jeg synes simpelthen, det giver så meget til et rum, og så elsker jeg bare generelt at kigge på bøger. Desuden elsker jeg, hvordan forskellige bøger kan være med til at give forskellige udtryk.

Jeg har også stort set altid selv benyttet mig af bøger i indretningen. Bøger har på mit barn/ungdomsværelse været sirligt placeret forskellige steder. Skrivebordet, under skrivebordet, på natbordet, under natbordet, på kommoden og i vindueskarmene. Og da jeg flyttede hjemmefra, var der heller ingen tvivl om, at bøgerne skulle have en plads i indretningen.

Da vi lige flyttede ind, havde jeg dog svært ved helt at finde ud af, hvor bøgerne skulle placeres, og hvor stor en del af indretningen, de egentlig skulle have. Men efter at have læst Gittes indlæg, og fået sat to ekstra hylder op i stuen, stod det lige pludselig klart, hvordan bøgerne skulle placeres – og ikke mindst hvilke bøger, der skulle have en særlig plads.

Den første hylde blev hurtigt indrettet, der var nemlig ingen tvivl om, hvilke bøger, der skulle være der. Der skulle selvfølgelig være alle mine Jo Nesbø og Chris Carter bøger (hvoraf der pt. mangler de to sidste, da de er på visit hos Irene)! For det første pynter de ret fint, og for det andet elsker jeg at sidde og kigge på dem.

Anden hylde kunne jeg også stort set med det samme se for mig. Jeg har igennem de sidste par måneder fundet fire forskellige af de fine bøger fra Verdenslitteraturens perler, og de skulle selvfølgelig have deres egen plads. Og med inspiration fra Gitte fik jeg sådan en stor lyst til at ’parre’ dem med nogle nye og farverige bøger, og der passede En historie fra kanten jo helt perfekt ind.

Tredje hylde er egentlig ikke som sådan planlagt, og fungerer mest af alt som en form for organiseret rod. Jeg kan dog alligevel ret godt lide det blandede og farverige udtryk. Det hele behøves jo ikke at se perfekt og gennemtænkt ud.

Derudover står vores (stadig forholdsvis lille) samling af Gåsehud på skrivebordet og pynter så fint. I stuen står der desuden også en reol, hvor vores samling af Stephen King har to hylder for sig selv. I reolen er det nederst rum dedikeret til Harry Potter-serien, Harry Potter Library-boksen og Barden Beedles Eventyr. Desuden ligger vores Tolkien/Ringenes Herre bøger og The Hunger Games der også. På toppen af reolen har A Song of Ice and Fire fået en speciel plads, sammen med kærestens samling af Fullmetal Alchemist.

Til slut har vi vores to bogreoler, som er det første man ser, når man træder ind i lejligheden. Hvilket jeg virkelig elsker – folk skal nemlig slet ikke være i tvivl om, hvor meget bøger betyder for mig/os. Desuden har jeg tidligere haft en stak ældre bøger, som lå på gulvet mellem to døre og pyntede så fint. De er dog kommet videre til en anden bogelsker, og nu går jeg og overvejer, hvilke bøger jeg i stedet skal lægge der. Et eller andet skal der i hvert fald være, da der nærmest ser helt tomt ud uden.

Benytter I jer af bøger i indretningen? Hvorfor/hvorfor ikke? Og hvis I gør, hvordan benytter I dem så? Ny inspiration er jo altid velkommen.

Top 5: Literary Couples

På Booktube kører der noget, der hedder Top 5 Wednesday, og der er ofte nogle rigtig gode emner. Jeg synes, det er rigtig hyggeligt at høre folks forskellige top 5, og for det meste sidder jeg og overvejer mine egne, når jeg ser videoerne. Jeg har derfor besluttet, at jeg engang imellem vil skrive lidt om mine top 5 af forskellige bogrelaterede ting.

Dette indlæg handler om mine top 5 par fra bøger, og nøj hvor har det været svært at udvælge fem. Der er simpelthen så mange gode par, der burde komme på listen, så fem har været alt for lidt. Det er dog lykkedes nogenlunde at finde fem, dog bliver jeg nødt til komme med nogle honorable mentions til sidst. Samtidig kan jeg altså heller ikke sætte dem i rækkefølge.

Jeg tror, de fleste kender hovedparten af parene/bøgerne, og der derfor ikke er nogle spoilers. Men alligevel vil jeg gerne lige gøre opmærksom på, at der (måske) kan forekomme spoilers i min liste.

Ron og Hermione fra Harry Potter serien af J.K. Rowling
De er godt nok ikke som sådan et par i løbet af bøgerne, men jeg kan ikke lave en liste uden dem. Jeg synes virkelig, de passer helt perfekt sammen! De er på mange måder hinandens modsætninger, hvilket bare gør, at jeg føler, de er endnu mere perfekte sammen.

Eleanor og Park fra Eleanor og Park af Rainbow Rowell
De er simpelthen så søde sammen! Begge er de ret usikre, men sammen virker det som om, de kan klare hele verden. Desuden er Park bare en helt fantastisk kæreste over for Eleanor – der er i hvert fald ingen tvivl, om hans følelser for hende.

Hazel og Augustus fra En flænge i himlen af John Green
Gus trækker virkelig det bedste frem i Hazel, og man kan tydeligt mærke, hvordan det får Hazel til at ændre mening om sig selv. Derudover er de en helt fantastisk støtte for hinanden, og i det hele taget bare helt perfekte sammen.

Anne og T.J. fra Vores Ø af Tracey Garvis-Graves
De burde ikke være sammen, men med alt det de gennemgår, giver det god mening. Selvom aldersforskellen er stor, er de virkelig gode sammen. De tænker på hinanden, og ønsker kun den anden det bedste – også selvom det betyder, at de ikke kan være sammen. Desuden er de virkelig gode til at støtte hinanden. Og så elsker jeg dem virkelig bare sammen.

Lochan og Maya fra Forbudt af Tabitha Suzuma
Endnu et par, der ikke burde være sammen, men som jeg ikke kunne forestille mig ikke var. Det er så tydeligt, at de har et helt specielt bånd mellem sig. Desuden passer de virkelig på hinanden, og det sammen burde de kunne klare alle udfordringer (jeg ved godt, det ikke er sådan i bogen, men det er alligevel sådan, jeg ser dem).

Honorable mentions
Harry og Ginny fra Harry Potter serien af J.K. Rowling, Susanne og Matt fra Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson, Luna og Janus fra Serien om Luna og Jepsen af Maria Kjær-Madsen og Lena og Alex fra Delirum af Lauren Oliver.

Hvilke par fra bøger ville være på jeres liste? Er i enige/uenige i nogle af mine valg? Eller er der måske et par, I virkelig synes, jeg mangler?

Jeg ønsker mig #9

Min bogønskeliste er uendeligt lang, og der bliver hele tiden tilføjet flere og flere til den. Jeg vil derfor hver torsdag vise én bog(serie) frem, som jeg ønsker mig, så det måske kan give lidt inspiration til, hvilke bøger I kunne ønske jer.

I dag vil være lidt anderledes, end det plejer. Jeg vil nemlig i anledning af julen, vise hvilke bøger, der er på min ønskeseddel til juleaften. Nogle af bøgerne, har jeg vist før under dette tema, mens andre er nogle, jeg endnu ikke har nået at vise jer.

I får ikke et billede, da mine Photoshop/Paint skills ikke er helt så gode, og jeg har en opgave hængende over hovedet. Jeg håber derfor, I kan nøjes med en liste. Der er dog selvfølgelig stadig links – præcis som der plejer.

Danske

  • Amok af Richard Bachmann/Stephen King (Jep, jeg hader tilsyneladende min familie, og ønsker mig en bog, som der er virkelig (!) svær at få fat på)
  • Freddy & Monstrene 1-5 samlingen i én bog af Dennis Jürgensen (Endnu en bog der er svær at få fat på, da den er udgået. Dog trods alt ikke så svær som Amok)
  • Politi af Jo Nesbø
  • Steve Jobs af Walter Isaacson
  • Under kuplen af Stephen King

Engelske

Jeg glæder mig helt vildt til at se, om jeg får nogen af dem – og i det hele taget bare, hvad jeg får af gaver. Jeg er så dårlig til at vente på sådanne ting 😛

Hvilke bøger har I på jeres ønskeseddel til jul?

Hypede bøger

Jeg har altid haft det rigtig svært med bøger, der bliver hypet alt for hurtigt. Hvis en bog stort set kun har positive udtalelser, allerede før den er udkommet, står jeg for det meste af. Jeg når nemlig ofte at blive træt af bogen/bøgerne, før jeg har taget stilling til, om det overhovedet er noget, jeg vil læse. Og derfor går der for det meste også længe inden, jeg tager ordentlig stilling til disse bøger.

Jeg er desuden også altid så bange for at blive skuffet. Hvis alle virkelig elsker bogen, hvad så hvis jeg ikke gør? Skal jeg så alligevel kæmpe mig igennem, fordi folk siger, jeg skal? Og er det egentlig fordi, jeg ikke kan lide bogen, eller er det fordi, jeg havde forventet noget andet? Det har jeg altid ret svært ved at finde ud af.

Ofte ender jeg dog med at læse disse bøger alligevel, for når de (stort set) kun får gode anmeldelser, så bliver jeg jo nødt til at finde ud af hvorfor. Desuden er jeg også så tilpas nysgerrig til, at jeg bliver nødt til at finde helt ud af, hvad bogen handler om. Samtidig er det også bare rart, at man kan være med til at diskutere bogen, når andre gør det.

Jeg har derfor også læst Harry Potter, startet på Twilight (som dog ikke fangede mig) og anskaffet mig The Hunger Games, som jeg meget snart vil påbegynde læsningen af.

Hvordan har I det med hypede bøger? Skal I læse dem med det samme, eller har I det også bedst med at vente lidt?

Hvilken bog er din favorit?

Mit svar kommer for det meste altid med det samme, og lyder således:

Hele Harry Potter serien!

Svaret er jo lidt snyd, og sandheden er da også, at jeg synes, det er et virkelig ondt spørgsmål, for det er helt umuligt for mig at vælge bare én. Harry Potter serien er fantastisk, men er det min(e) favorit bog/bøger. Det ved jeg virkelig ikke.

For hvad betyder favorit egentlig? Er det den bog, jeg har læst flest gange? Den bog jeg aldrig vil glemme? Den bog jeg brugte hele natten på at læse, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig? Eller den bog, jeg ikke kan lade være med at anbefale til alle?

Jeg har virkelig ingen idé om det. Og derfor bliver mit svar altid bare Harry Potter, for det kan de fleste relatere til, og det kræver ikke så lang reflektionstid. Jeg har dog et udvalg af andre bøger, som godt kunne ligge på pladsen som favorit – jeg kan bare umuligt vælge mellem dem. Udvalget er vidst nogenlunde således:

  • Snemanden af Jo Nesbø har en helt særlig plads i mit hjerte. Det var den bog, som introducerede mig ordentlig til krimigenren, og som gjorde at jeg ikke har kunnet slippe denne genre siden. Den fangede mig ved første sætning, og jeg lagde den ikke fra mig før sidste side.
  • Bødlen af Chris Carter var nok den mest klamme bog, jeg nogensinde har læst. Men jeg elskede den! Jeg er i det hele taget helt vild med Robert Hunter serien, men den her er nok den bedste af bøgerne, og den bog som jeg læste aller hurtigst, fordi jeg bare blev nødt til at kende slutningen.
  • Freddy & Monstrene af Dennis Jürgensen har jeg så mange minder forbundet med, hvilket gør den helt speciel. Desuden synes jeg, historierne i samlingen er så hyggelige.
  • En flænge i himlen af John Green blæste mig totalt bagover, og sendte mig direkte ud i en bogkrise. Jeg kunne jo umuligt finde en bog, der var ligeså god som den. Det skete, men alligevel ligger den stadig meget højt på min liste over mulige favorit bøger.
  • Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson havde jeg ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg ville synes om. Den kom egentlig bare med hjem, fordi jeg lige hurtig så den på biblioteket, og synes jeg havde brug for lidt let læsning. Bogen viste sig dog at være meget mere end bare lidt læsning. Den viste sig at være en helt igennem smuk kærlighedshistorie, som jeg stadig tænker på, selvom det er meget længe siden, jeg læste den, og jeg har glemt det meste af plottet.

Har I én favorit bog, eller synes I også, det er helt umuligt at vælge bare én?