Nyt i reolen #39

#39Jeg viste nye bøger frem for et par uger siden, men allerede der skrev jeg, at jeg havde en stak, der lå og ventede på mig hjemme hos mine forældre. Disse bøger er jeg endelig blevet genforenet med, så derfor får i endnu en book haul – også selvom det ikke er så længe siden den sidste. Men jeg tænker, at det nok ikke gør så meget; det er jo altid skønt at se hvilke nye bøger, andre har fået tilføjet til deres samling.

Bøgerne denne gang er også en ret god blanding. Der er lidt anmeldereksemplarer, lidt gaver fra Høst & Søn, som jeg fik med hjem fra Workshop, og så er der en ordentlig stak købt på loppemarked. Eftersom jeg er på ferie hos mine forældre, har jeg selvfølgelig været en tur forbi mit yndlingsloppemarked, og der er det altså nærmest umuligt ikke at komme hjem med en ordentlig stak bøger. Der kan man nemlig oftest finde en masse skønne skatte til nærmest ingen penge.

Desuden havde jeg også slæbt en god stak bøger med hjem til mine forældre, som jeg agtede at få byttet. Og som tænkt så gjort – man må jo udnytte, at der i Arnold Busck i Svendborg er en bytte-reol. Jeg fik derfor byttet mig til tre skønne bøger; ikke super mange, men lidt har også ret. Især fordi jeg gerne ville eje de tre bøger, men på ingen måde ville være gået ud og have givet fuld pris for dem. Derudover har jeg også været forbi min yndlingsgenbrug, men utrolig nok kom jeg faktisk kun hjem med én bog herfra – det var dog Skarpe genstande af Gillian Flynn til bare 10 kr, hvilket var et virkelig godt fund.

  • Den trettende fortælling af Diane Setterfield.
  • Leona af Jenny Rogneby. Vundet på Politikens Forlags Facebookside.
  • Mino & dragen af Frederik Brinth Christiansen. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Uhyret i Loch Ness af Jesper W. Lindberg. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Sådan er det nu af Meg Rosoff.
  • Kære dumme døde Vik af Caroline Ørsum. Gave fra Høst & Søn.
  • Minus Iris af Natasha Farrant. Gave fra Høst & Søn.
  • Vernon G. Little af DBC Pierre.
  • Gåden om Alaska af John Green. Anmeldt her.
  • Fordelene ved at være en bænkevarmer af Stephen Chbosky. Vundet på Bøger til børns Facebookside.
  • Ugly love af Colleen Hoover.
  • Den hvide pige af Jon Rex Laugen. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Skarpe genstande af Gillian Flynn
  • Juliette selskabet af Sasha Grey.
  • Dæmonernes by af Cassandra Clare.
  • Savnet af Michael Katz Krefeld.
  • Hende du forlod af Jojo Moyes. Gave fra Høst & Søn.
  • Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn.

Hvilke bøger har I købt/fået på det seneste?

Nyt i reolen #38

#38I løbet af den sidste måned er jeg blevet beriget med virkelig mange nye skønne bøger. Eller faktisk var det mest først på måneden, hvilket medførte at jeg kom hjem fra en kort ferie hos mine forældre til pakker, der i alt indeholdte 14 bøger. Det er altså ret vildt på lidt over en uges tid. Men der er så også kommet rigtig mange nye bøger i løbet af juni, som jeg længe har glædet mig meget til.

Bøgerne jeg har været så heldig at modtage er en god blanding af lidt bøger, jeg selv har købt til sommerlæsningen, bøger jeg havde vundet og en god bunke anmeldereksemplarer. Udover de bøger jeg viser frem nu, fik jeg jo også en god stak med hjem, da jeg var til Bogbyttemarked – hvilke kan I se her. Og så har jeg faktisk også allerede en god stak bøger, som ligger og venter på mig hjemme hos mine forældre, så I kan sagtens allerede glæde jer til, at der snart bliver vist endnu flere nye bøger frem på bloggen.

Selvom bøgerne kommer fra mange forskellige steder fra, så har de alligevel mindst én ting tilfælles. Udover at jeg har glædet mig meget til de bøger, der lige er udkommet, så er det faktisk stort set alle af bøgerne, som jeg slet ikke kan vente med at læse. De fleste af dem håber jeg derfor også på at få læst i løbet af sommerferien – men mere om det i et indlæg på søndag.

  • Tvivlen af Anna Tood. Anmeldereksemplar fra People’s Press.
  • Blood of my blood af Barry Lyga. Anmeldeksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.
  • I’ll Meet You There af Heather Demetrios.
  • My Life With the Walter Boys af Ali Novak.
  • Moskitoland af David Arnold. Vundet på Deungesord.dk Facebookside.
  • Lola og naboens søn af Stephanie Perkins. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. Anmeldt her. Husk to personer pt. kan vinde den lige her.
  • Forbandede mødom & Forpulede kærlighed af Sarah Engell. Vundet på Deungesord.dk Facebookside.
  • Nattens fucking magi af Leila Sales. Vundet på Deungesord.dk Facebookside.
  • Mit hjerte og andre sorte huller af Jasmine Warga. Anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.
  • Sådan opfinder man en pige af Caitlin Moran. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Prodigy af Marie Lu. Anmeldereksemplar fra Carlsen.
  • Vi var løgnere af E. Lockhart. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.

Hvilke nye bøger har juni budt på hos jer?

“Blood of my blood” af Barry Lyga

Blood of my bloodTitel: “Blood of my blood” / Forfatter(e): Barry Lyga / Serie: Jasper Dent #3 / Sideantal: 416 / Forlag: Høst & Søn / Udgivet: 9.6.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jazz er i New York, hvor han prøver at finde og standse Billy Dent. Men han krydser en grænse, som han altid har frygtet, men aldrig har krydset før, og nu tænker hele nationen: “Som far, så søn? Hvem er det rigtige monster?” Fra New York til Lobo’s Nod er jagten i gang, men denne gang er Jazz byttet, mens Billy Dent lurer i skyggerne. Og bag ved Billy lurer noget værre, noget langt værre: Kragekongen…

Efter at have læst nr. to bog i denne serie, havde jeg meget høje forventninger til denne og havde ventet på dens udgivelse med længsel. Game sluttede nemlig med den vildeste cliffhanger, som gjorde at jeg bare måtte læse denne bog med det samme – jeg var jo virkelig nysgerrig efter at se, hvad der ville ske.

Bogens historie var virkelig spændende; præcis som i de tidligere bøger i serien. Bogen foregik generelt i et rigtig højt tempo, som gjorde således, at historien bare flød derudaf, og jeg hele tiden sad med den genkendelige følelse af, at det var umuligt at stoppe min læsning. Derudover finder man ud af rigtig mange nye ting i denne bog, hvilket også var med til at gøre den endnu mere spændende – især fordi jeg ikke sådan lige kunne regne alle detaljer ud. Og det elskede jeg virkelig.

For selvom jeg da regnede noget af plottet ud, så havde jeg på ingen måder forventet, at bogen ville tage den drejning, den gjorde. Den blev meget mere grum, end jeg på nogen måder havde regnet ud, da jeg i sin tid startede på serien. Men det hele gav virkelig god mening, og man kan tydeligt mærke, at Lyga har haft fuldstændig styr på plottet – jeg sad i hvert fald tilbage uden nogen ubesvarede spørgsmål.

Jeg har været mere eller mindre irriteret på alle bogens personer i de to forgangne bøger, men det var jeg på ingen måder i denne. Jo, de gjorde da stadig nogle lidt dumme ting – men de gav så meget mening for mig, og hvis jeg havde stået i deres situation, så ville jeg nok ikke havde handlet meget anderledes. Desuden kom jeg virkelig til at elske dem alle, og det smerter mig især, at jeg ikke kommer til at læse mere om Howie. Han er simpelthen sådan en skøn person, der gav både denne bog og resten af serien en fantastisk humor.

Alt i alt var det en super god bog. Dog var der et eller andet ved den, som bare ikke fik mig til at elske den helt så meget som Game. Men det var en perfekt afslutning til serien, og jeg kan på alle måder anbefale både denne bog og resten af serien.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

Vind “Vi var løgnere” af E. Lockhart

IMG_5129 - Kopi - Kopi - Kopi - KopiJeg har lige læst og anmeldt Vi var løgnere af E. Lockhart (læs min anmeldelse her); en bog jeg har glædet mig til fra allerede før, den overhovedet udkom på engelsk sidste år. Bogen fik nemlig helt ekstremt meget ros, og blev hypet længe før dens udgivelse. Og selvom jeg normalt ikke er alt for begejstret for hypede bøger, så var der noget ved denne, som gjorde mig meget nysgerrig efter at læse den. Jeg havde dog alligevel af en eller anden grund ikke fået det gjort.

Men så var Høst & Søn så søde at sende mig et eksemplar af bogen, som lige er udkommet på dansk, til anmeldelse, og så måtte jeg bare læse den med det samme. Jeg kunne i hvert fald på ingen måder lade bogen være, da jeg pakkede den ud. Og jeg er så glad for, at jeg har fået den læst – også selvom læseoplevelsen kom til at virke en smule flad for mig. Det er nemlig uden tvivl en meget læseværdig bog, jeg virkelig vil anbefale.

Jeg var dog så heldig, at jeg faktisk endte med at modtage hele to eksemplarer af bogen fra Høst & Søn, og da jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge to til, så giver jeg ét af eksemplarerne væk til én af jer! Bloggen har nemlig næsten også lige ramt 200 følgere på Bloglovin’ (tusinde tak!!), og det bliver jo nødt til at blive fejret bare en smule.

Hvis du har lyst til at deltage i konkurrencen om ét eksemplar af Vi var løgnere af E. Lockhart, så smid en kommentar til dette indlæg, hvori du husker at skrive din mail. Hvad der ellers står er helt op til dig, men du må meget gerne skrive lidt om, hvilke bøger du planlægger at læse i sommerferien. Desuden skal man følge bloggen på Bloglovin’, og have en dansk adresse jeg kan sende præmien til.

Konkurrencen slutter mandag d. 15/6 2015 kl. 12.00.

“Vi var løgnere” af E. Lockhart

Vi var løgnereTitel: “Vi var løgnere” / Forfatter(e): E. Lockhart / Serie: – / Sideantal: 229 / Forlag: Høst & Søn / Udgivet: 29.5.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Vi er Sinclair-familien.
Ingen lider.
Ingen har uret.
Vi bor, i hvert fald om sommeren, på en privat ø ud for Massachusetts kyst.
Det er muligvis alt. hvad du behøver at vide.
Bortset fra, at nogle af os er løgnere.

Vi var løgnere var en meget speciel bog for mig at læse. Jeg vidste nemlig på forhånd intet om den, andet end at der sker noget meget uventet i den, men alligevel glædede jeg mig helt enormt meget til at læse den. For selvom bogen blev virkelig hypet, da den udkom sidste år, så var der noget virkelig mystisk ved den, som tiltrak mig helt vildt. Jeg blev derfor også nødt til med det samme at læse den, da jeg modtog den på dansk.

Jeg vil være lige så irriterende som stort set alle andre, og ikke rigtig fortælle noget om historien, andet end hvad der kort står på bogens bagside. Jeg er nemlig enig i, at man uden tvivl får mest ud af den, hvis man på forhånd ikke ved noget om den. Ikke fordi jeg føler, det er så nødvendigt at holde hele historien hemmelig, men mere fordi jeg selv elskede, bare at kaste mig ud i historien og se, hvor den førte hen. Jeg var i hvert fald personligt meget begejstret for, ikke på forhånd at vide noget, hvad det hele gik ud på. Jeg vil dog sige, at det er en ret fin og faktisk også tankevækkende historie, som virkelig bør opleves.

“Det var kærlighed, og det ramte mig så hårdt, at jeg måtte læne mig ind mod døren, der stadig var imellem os, for ikke at falde.”

Som mange af jer nok ved, så er der et plot twist i denne bog; et ret udspekuleret og virkelig godt udført plot twist, som virkelig giver så meget til bogen. Jeg gættede dog desværre i grove træk dette twist omkring en trejdedel inde i bogen – om det var (u)held eller hvad, skal jeg ikke kunne sige. Men det gjorde desværre, at læseoplevelsen (i hvert fald i slutningen) blev en anelse flad for mig, selvom jeg overordnet var ret vild med bogen og twistet i den. Jeg var dog alligevel ret hooked på at læse videre i bogen, da jeg på ingen måder var sikker på, at jeg havde gættet det, og ikke fuldstændig kunne regne ud, hvordan det hele hang sammen.

“En dag begav hun sig ind i slotsbiblioteket og gjorde den glædelige opdagelse, at bøger kan være rigtig godt selskab.”

Bogens sprog var desuden ret specielt, hvilket på ingen måde var en dårlig ting. Jeg var dog heller ikke head over heels forelsket i det, men det passede meget godt til stemningen i bogen. Desuden stødte jeg da også på nogle enkelte sætninger, som efter min mening var helt fantastiske. Samtidig bliver noget af bogen på en måde også fortalt via forskellige eventyrfortællinger, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Det lyder måske skørt, men det passede bare så godt ind i bogen.

Alt i alt var det, på trods af en lidt flad oplevelse, en ret fin bog, som jeg på alle måder synes er læseværdig. Jeg kan i hvert fald virkelig anbefale den, selvom det ikke er den bedste bog, jeg har læst. Jeg kan nemlig helt sikkert godt se, hvorfor der er så mange, der virkelig elsker den.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5