I sidste uge skrev jeg om det med ikke at læse bøger færdig. Hvis du ikke har læst indlægget, så finder du det lige her. I den forbindelse tænkte jeg, at jeg i dag ville fortælle lidt om fem af de bøger, jeg har opgivet i løbet af årene. Jeg har selvfølgelig opgivet flere bøger end de udvalgte, men det er dem, jeg lige kommer i tanke om først. Desuden er det alle sammen bøger, som bliver rost virkelig meget, og derfor tænker jeg, at det er ekstra interessant, at jeg har opgivet dem.

Det skal dog nævnes, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg aldrig får læst bøgerne. Derfor befinder de fleste sig også stadig i min samling. Men lige i øjeblikket tror jeg ikke rigtig på, jeg nogensinde vil få læst videre i dem.

“The Book Thief” af Markus Zusak
Nogle bøger bør man måske bare hurtigt indse ikke er noget for én. Ja, faktisk bør man måske overveje, om det overhovedet er en bog, man bør prøve at læse. Sådan en bog er “The Book Thief” for mig. Så mange mennesker elsker den, og har den som én af de bedste bøger, de nogensinde har læst. Og sådan håbede jeg selvfølgelig også, den ville være for mig. Men samtidig kunne jeg måske også godt på forhånd havde forudset, at den ikke ville falde i god jord. Jeg læser nemlig ikke rigtig historiske romaner, da de fleste bøger i denne genre slet ikke siger mig noget. Af den grund fangede bogen mig derfor heller aldrig, og jeg er faktisk ikke engang nysgerrig efter at vide, hvad der kommer til at ske i den. Alligevel kan jeg dog ikke helt skille mig af med bogen. For hvis nu en dag? Ej, efter jeg har skrevet dette indlæg, så ryger den altså videre til en anden, som måske vil sætte lidt større pris på den. Den er jo nærmest for fin til bare at stå og samle støv.

“The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making” af Catherynne M. Valente
Denne bog er nok en af de bøger, der har været hårdest for mig at opgive. Og derfor håber jeg egentlig også stadig lidt på, at jeg vil komme til at læse den på et tidspunkt. Det er nemlig en bog, som jeg havde forventet, jeg ville komme til at elske fuldkomment. Desværre nåede jeg ikke engang halvvejs ind i den, før jeg simpelthen måtte opgive. For selvom jeg egentlig godt kunne lide historien, og var ret forelsket i Valentes sprog, så var det bare ikke mig. Jeg fandt nemlig både bogen helt ufatteligt kedelig, og samtidig synes jeg også, at sproget var alt for beskrivende. I hvert fald i forhold til, hvad jeg nød på daværende tidspunkt.

“Jeg henter solen ned” af Jandy Nelson
Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg blev nødt til at opgive denne bog. Eller jo, måske en smule. Men jeg ville bare sådan ønske, at det havde været anderledes. Jeg kan nemlig ret godt lide Nelsons anden bog, så jeg burde jo også kunne lide denne. Sagen er bare den, at historien virkede fuldstændig flad for mig, og jeg var hele tiden ret ligeglad med, hvad det hele egentlig gik ud på. Samtidig havde jeg svært ved at knytte mig til bogens personer, og jeg hadede de ekstremt lange kapitler. Jeg hader altid lange kapitler, men det bliver på ingen måde bedre af, at jeg samtidig heller ikke på nogen måde var fanget. Jeg er derfor også ret sikker på, dette er en bog, jeg aldrig kommer til at læse videre i. Heller ikke selvom jeg så inderligt gerne ville kunne lide den.

“Den kroniske uskyld” af Klaus Rifbjerg
Denne er måske ikke den store overraskelse. Jeg læser nemlig ikke super mange klassikere og slet ikke i genren ungdomsrealisme. Alligevel er den faktisk lidt overraskende for mig selv. Jeg havde nemlig forventet, at jeg ville være vild med bogen. Jeg læste nemlig engang et uddrag af den, som virkelig fangede mig, og gjorde mig nysgerrig efter at læse videre. Jeg blev derfor så glad, da jeg endelig tog mig sammen til dette. Desværre kæmpede jeg mig igennem bogen, da både sprog og historie virkelig ikke sagde mig noget. Da jeg nåede ca. halvvejs indså jeg derfor, at det nok bare ikke var noget for mig.

“Rød opstand” af Pierce Brown
“Rød opstand” burde være en bog, jeg elskede. Beskrivelsen af den er i hvert fald ret meget mig. Dog tror jeg måske, den havde tidspunktet lidt i mod sig. Jeg startede nemlig på den på et tidspunkt, hvor jeg var lidt træt af dystopier. Så selvom bogen egentlig virkede ret original, så fangede den mig bare aldrig. Jeg gav den dog heller ikke helt den store chance for at imponere mig. Og derfor har jeg heller ikke opgivet den 100% endnu. For den fortjener altså at få en bedre chance, og helst på et tidspunkt hvor jeg rent faktisk gider genren. Desuden hørte jeg den som lydbog, og det er muligt, at min læseoplevelse også blev påvirket af dette. Det er jo ikke alle bøger, som fungerer helt ligeså godt som lydbog, som de gør, hvis man selv læser dem.

Hvilke bøger har du opgivet at læse færdig?