Vinder af “Jeg er her stadig”

Konkurrencen blev sponsoreret af Plusbog.

Så blev det mandag, og jeg vil lige starte med at sige tak fordi, der var lidt, der gad at deltage. Jeg kommer desuden uden tvivl til at tjekke alle de fantastiske bøger ud, som I hver især nævnte i jeres kommentar. Desuden var det rigtig hyggeligt at se, at flere af jer nævnte bøger, som virkelig også har sat sig dybt i mig. Jeg er f.eks. helt enig med vinderens kommentar, som kommer her:

Stort tillykke til Sarah, som blev den heldige vinder i denne omgang! Jeg sender dig en mail, så snart dette indlæg er udgivet. Desuden er jeg helt enig med “Det ender med os” af Colleen Hoover – den har nemlig virkelig også brændt sig fast hos mig. Den er jo simpelthen bare så fantastisk! <3

Er der nogen bestemte konkurrencer, I godt kunne tænke jer at se herinde i fremtiden?

 

 

Konkurrence #11: “Jeg er her stadig” af Clélie Avit

Denne konkurrence er sponsoreret af Plusbog.

I sidste uge modtog jeg en overraskelsespakke fra Plusbog i forbindelse med, jeg har opstartet et samarbejde med dem. Pakken indeholdte et fint stofnet med to bøger og et par bogmærker. Den ene bog var en skøn opskriftbog med kager, hvilket man jo altid kan bruge. Den blev derfor straks sat ind sammen med mine andre kogebøger. Den anden bog var “Jeg er her stadig” af Clélie Avit, som jeg med det samme tænkte, ville være meget oplagt at udlodde i en konkurrence.

Bogen står nemlig allerede i min reol og pynter noget så fint. Desuden har jeg faktisk også allerede læst den. Jeg lyttede nemlig til den som lydbog i løbet af ganske få dage i efteråret 2016, hvor jeg forelskede mig fuldkomment i den. Jeg gik på daværende tidspunkt ind til den uden de store forventninger, men den endte med at overraske mig virkelig positivt. Den var simpelthen bare fantastisk, og jeg elskede, hvor unik dens indhold var. Ydermere har den virkelig sat sig fast – både i mit hjerte og i min hukommelse.

Jeg vil derfor med glæde dele den med dig, hvis du endnu ikke har fået læst den. Desværre har jeg kun et ekstra eksemplar af den – men det er da en start. Så hvis du mener, du skal være den heldige, der får muligheden for at tilføje denne skat til din reol, så læg en kommentar til dette indlæg med din e-mailadresse. Fortæl desuden meget gerne om en bog, der har brændt sig fast i din hukommelse. Jeg skal have kommentaren senest d. 19. marts kl. 12, og vinderen skal have en dansk adresse, som bogen kan sendes til.

Held og lykke <3

Nyt i reolen #45

#45Så er det book haul-tid igen! Selvom både bloggen og min læsning står en anelse stille for tiden, så betyder det bestemt ikke, at jeg ikke tilføjer nye bøger til min ellers totalt overfyldte reoler. Jeg er derfor også en del bagud med at vise jer, hvad jeg egentlig har tilføjet til min bogsamling i løbet af de sidste par måneder – men det skal nok komme på et tidspunkt.

Jeg er jo så heldig, at jeg får en masse skønne anmeldereksemplarer, men samtidig indeholder denne bunke af bøger også lidt bøger fra Bogbyttemarked, som blev afholdt for anden gang for nogle uger siden, og hvor jeg selvfølgelig var at finde endnu engang. Jeg elsker nemlig stadig virkelig idéen om, at bytte nogle af mine lidt mindre interessante bøger, til nogen jeg er mere begejstret for. Derudover har jeg købt én enkelt bog i løbet af den sidste måned – jep, du læste rigtigt! Kun én enkelt. Og så har Irene været så sød at give mig en lille gave, som jeg virkelig sætter pris på.

Selvom jeg faktisk kun har læst en enkelt af bøgerne i denne omgang, så er jeg vildt begejstret for at eje dem alle! Faktisk ville jeg lidt ønske, at jeg kunne læse dem alle sammen samtidig – det er jo helt enormt svært at vælge mellem dem.

  • Himmelnøglen af James Frey og Nils Johnson-Shelton. Anmeldereksemplar fra Bogreolen.dk.
  • Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman. Anmeldereksemplar fra People’s Press.
  • Faldet af Anna Todd. Anmeldereksemplar fra People’s Press.
  • Himlen ved mine fødder af Jandy Nelson. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Den som han peger på af Lauren Beukes.
  • Nobody af Neil Gaiman.
  • 61 timer af Lee Child.
  • Jeg er døden af Chris Carter. Anmeldereksemplar fra Jentas.
  • Jeg levede af Gayle Forman. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Mind games af Teri Terry. Anmeldereksemplar af Nyt Nordisk Forlag. (EDIT: Har lige opdaget, at jeg allerede har vist den frem før)
  • Jeg er her stadig af Clélie Avit. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.
  • November 9 af Colleen Hoover.
  • Kærlighedsbreve til de døde af Ava Dellaira. Anmeldereksemplar fra Ordenes By.
  • The Secret of Ella and Micha af Jessica Sorensen.
  • En hjælpende hånd af Gillian Flynn. Anmeldereksemplar fra Gad.

Hvilke bøger har I tilføjet til jeres samling for nylig? Og hvilke bøger synes I, jeg skal læse først?