Månedens læsning #16: April

Jeg kan virkelig godt mærke, at april har været en måned, der har stået i eksamens tegn. Det har nemlig været en ret så sløv læsemåned – i hvert fald ift. hvad jeg normalt læser på en måned. Derudover kan jeg mærke, at jeg har svært ved at koncentrere mig om læsning i øjeblikket, og når jeg endelig kobler af, så foregår det oftest med f.eks. Say yes to the dress på skærmen eller bare ved at ligge og lave ingenting.

April blev dog måneden, hvor jeg ramte 50 læste bøger i år. Hvilket jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår, hvordan jeg har nået. Det er jo det samme antal, som jeg læste i hele år 2013. Ret syret at tænke på! Men jeg har så også fået en del mere tid til læsning, og så er jeg blevet glad for graphic novels, som selvfølgelig også giver lidt ekstra hurtigt læste bøger 😉

April bød på 6 læste bøger, hvoraf én var en graphic novel og én anden blev hørt som lydbog. Selvom jeg ikke har læst helt så mange bøger i april, så har jeg dog læst nogle virkelig gode bøger. Faktisk har jeg ikke givet nogle af de seks under 4 stjerner, så det må siges at have været en ret stor succes.

De 6 bøger svarer tilsammen til 15oo sider, hvilket vil sige, jeg i gennemsnit har læst 50 sider om dagen. Dette har jeg dog på ingen måder, hvilket altså vil sige, at jeg rent faktisk har haft nogle ret gode læsedage i løbet af den forgangne måned – jeg husker åbenbart bare mest de dage, hvor jeg intet har fået læst 😉

I april har jeg læst følgende:

  • Revolution af Louise Haiberg: 4. Ikke helt så god som de første to, men alligevel en fantastisk afslutning på serien. Anmeldt her.
  • Maybe Someday af Colleen Hoover: 5. Dette var en genlæsning, og hvor var det virkelig en skøn én af slagsen. Bogen blev i hvert fald på ingen måder dårligere af, jeg vidste hvad der ville ske. Anmeldt her.
  • Hvor intet kan røre dig af Simone van der Vlugt: 4.5. Virkelig intens! Jeg var fuldstændig fanget fra start til slut. Anmeldt her.
  • Morning Glories, Vol. 1: For a Better Future af Nick Spencer: 4. Ret interessant historie og karakterer – jeg glæder mig meget til at læse videre.
  • Blod på sneen af Jo Nesbø: 4. En noget kort oplevelse, men alligevel endnu en skøn bog fra Nesbøs hånd. Anmeldt her.
  • Stormesteren af Dennis Jürgensen: 4. En virkelig gennemført historie tiltrods for dens kun 47 sider. Desuden kan lydbogen virkelig anbefales. Anmeldt her.

Har I læst noget godt i april?

Nyt i reolen #36

#36April har været en ret sløv læsemåned, men det betyder på ingen måder, at jeg ikke har fået tilføjet nye bøger til min samling. Jeg benyttede mig nemlig af Arnold Buscks byt-til-nyt tilbud, og kom dermed hjem med to nye bøger til én bogs pris. Desuden solgte Katja lidt ud af hendes bøger, og det kan jeg aldrig sige nej til. Hun sælger i hvert fald ofte en del bøger, som jeg længe har overvejet at tilføje til samlingen, hvilket hun også gjorde denne gang. Og således blev der sendt fem bøger fra Sjælland til Nordjylland.

Derudover er der kommet nogle skønne anmeldereksemplarer hjem, som jeg glæder mig meget til at læse. Især kan jeg på ingen måder vente på, jeg får tid til at dykke ned i Wonder af R.J. Palacio, som jeg har været så heldig at få tilsendt, selvom den officielt først kommer til efteråret.

Jeg forudbestilte også Confess af Colleen Hoover, før den blev udgivet i marts, men grundet forskellige problemer, nåede den først herhjem i midten af april. Den sidste bog var egentlig en fødselsdagsgave til den søde Irene, men den kom desværre skadet hjem fra Saxo, de var dog hurtige til at få sendt en ny afsted, og da min kæreste virkelig gerne ville læse The Giver Quartet af Lois Lowry, valgte jeg at beholde den skadede udgave. Indholdet fejler jo heldigvis ikke noget.

  • Mumitrolden. De tre næste romaner af Tove Jansson.
  • Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz.
  • Blod på sneen af Jo Nesbø – Anmeldereksemplar fra Modtryk. Anmeldt her.
  • Blogbitch af Sara Kadefors – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn.
  • Bogen om børnene i Bulderby af Astrid Lindgren.
  • The Giver Quartet af Lois Lowry.
  • Wonder af R.J. Palacio – Anmeldereksemplar fra Alvilda.
  • Confess af Colleen Hoover.
  • Poison Study af Maria V. Snyder.
  • Magic Study af Maria V. Snyder.
  • Fire Study af Maria V. Snyder.
  • 172 Hours on the Moon af Johan Harstad.

Har I købt/fået nye bøger hjem til samlingen i april? I så fald hvilke?

“Blod på sneen” af Jo Nesbø

Blod på sneenTitel: “Blod på sneen”
Forfatter(e): Jo Nesbø
Serie: Blood on Snow #1
Sideantal: 160
Forlag: Modtryk
Udgivet: 24.4.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget. 

Olav er lejemorder. Og ensom. Når man lever af at slår folk ihjel, er det ikke let at komme tæt på andre mennesker. 

Nu har han endelig mødt sin drømmekvinde. 

Men der er et problem. Hun er hans chefs kone. Og han er lige blevet hyret til at slå hende ihjel.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Nesbø. Jeg havde derfor også rigtig store forventninger til denne meget korte bog, men var alligevel også ret bange for at blive skuffet, netop fordi den er så kort, som den er. For ville det rent faktisk være muligt for Nesbø at skrive en helstøbt thriller på kun 160 sider? Efter at have læst den, kan jeg dog sige, at ja, det kunne sagtens lade sig gøre. Endda virkelig godt! Også selvom det på ingen måder er en ‘typisk’ Nesbø bog. Faktisk var den efter min mening meget anderledes end det, som Nesbø har skrevet tidligere.

Bogens historie var ret meget som forventet, men så alligevel overhovedet ikke. Jeg havde forventet, at bogen på en eller anden måde ville indeholde en kærlighedshistorie, men jeg havde på ingen måder forventet, at denne kærlighedshistorie ville være en så stor del af plottet. Desuden var det en forholdsvis stille thriller, som på ingen måder var så hårdkogt, som jeg ellers havde forventet. At mine forventninger ikke blev mødt, var dog ikke som sådan noget, der gjorde noget for min læseoplevelse. Historien var nemlig virkelig god alligevel; også selvom jeg til tider godt kunne havde ønsket en smule mere action.

Jeg følte desuden, det var en smule svært at komme helt ind på bogens personer. Mange af de vigtige bipersoner virkede en smule flade for mig, og selvom jeg godt forstod dem og deres handlinger, så voksede de bare aldrig rigtig på mig. Det var der dog to andre lettere ‘ubetydelige’ bipersoner, der gjorde – hvilket jeg elskede. Men det var lidt synd, det ikke var de personer, som man så mest til. Når det er sagt, så elskede jeg dog Olav. Han var nemlig virkelig godt beskrevet, og jeg følte fuldstændig, jeg kom ind under huden på ham. Han er en meget sarkastisk person, hvilket fungerede rigtig godt, og gjorde ham virkelig levende for mig.

Bogens sprog er fantastisk. For det første er der en underliggende humor gennem hele bogen, som virkelig fungerede så perfekt, og gjorde at jeg faktisk grinede højlydt et par gange. For det andet er bogen skrevet på en ret fin og poetisk måde, som jeg aldrig ville have tænkt kunne passe til en thriller, men det gjorde det virkelig. Især fordi det var gjort på en sådan måde, at sproget alligevel aldrig var det, som var det vigtigste; det tillod nemlig alligevel historien at stå stærkt frem.

Alt i alt endnu en virkelig skøn læseoplevelse fra Nesbø, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste bog i serien. For selvom jeg ikke som sådan har en klar idé om, hvad den vil komme til at omhandle, så er jeg sikker på, den nok skal være virkelig god.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

Sommerferielæsning 2014

Sommerferielæsning 2014Jeg fik sommerferie i tirsdags, og min sommerferielæsning er dermed påbegyndt! Jeg har haft ret svært ved at finde ud af, hvad mine planer for min læsning over sommeren har skulle være. Jeg vil gerne læse en del bøger, og jeg havde da også allerede udvalgt, hvad jeg ville læse tilbage i maj, men de planer føler jeg ikke rigtig for længere; istedet ser mine planer nu således ud:

Læs mindst 30 bøger!

  • Læs mindst 3 King/Bachmann bøger.
  • Læs mindst 5 bøger på engelsk.
  • Læs mindst 2 klassikere.
  • Læs mindst 5 anmeldereksemplarer.

Jeg har ikke 100% besluttet mig for, præcis hvilke bøger jeg vil læse under hver kategori, da jeg flere forskellige at vælge imellem. Men jeg føler, jeg i år har brug for, bare at læse de bøger jeg har lyst til, uden at låse mig selv fast til nogle bestemte. Jeg vil dog virkelig gerne nå at læse nedenstående bøger.

  • Amy & Roger’s Epic Detour af Morgan Matson
  • Flagermusmanden af Jo Nesbø
  • Forsvindinger af Amity Gaige
  • Manden der blev tyndere af Richard Bachman
  • Misery af Stephen King
  • Say Her Name af James Dawson
  • Second Chance Summer af Morgan Matson
  • Stadig Alice af Lisa Genova

Derudover vil jeg virkelig også gerne nå at læse Under kuplen af Stephen King, men jeg ved desværre ikke rigtig, om jeg kan nå det, med alle de mange andre bøger, som jeg virkelig også gerne vil nå. Desuden bliver jeg virkelig nødt til at genlæse Vores ø af Tracey Garvis Graves!

Har I en idé til en bog, jeg bør læse i ferien? I kan se lidt af mit større udvalg her, men I må også meget gerne komme med et helt andet forslag – boginspiration er jo altid godt!

Månedens læsning #3: Marts

Så er marts ved at være til ende, og det er tid til at se på månedens læsning igen. Denne måned har føltes lidt sløj på læsefronten, da jeg har prioriteret ting som film og tv-serier lidt højere.

Det er dog alligevel lykkedes mig at læse 13 bøger, hvoraf de 5 af dem blev læst til readathonet i startet af måneden.

Gennemsnits sidetallet for måneden ligger dog også ret så godt, så det har nok udelukkende været en følelse af, at læsningen gik lidt sløvt – for det gjorde den jo slet ikke! Sidetallet ligger nemlig på 99 sider om dagen i gennemsnit, og det kan jeg jo bestemt ikke klage over. Men readathonet har så helt sikkert også haft en rimelig god virkning på tallet.

Jeg har læst nedenstående bøger i marts.

Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster? af Maise Njor: 5. Fantastisk sjov bog!

Nynnes dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard: 4. Dejlig letlæst og for det meste også virkelig sjov.

Grønne øjne af Dennis Jürgensen: 4. Spændende genlæsning af gode noveller som fletter sig fint ind i hinanden.

Én på katapulten af Stephen King: 3. En okay læsning. Hverken virkelig ringe eller virkelig fantastik.

Dødelig alvor af bl.a. Sara Blædel: 4. En lidt blandet fornøjelse, dog med en overvægt af rigtig spændende noveller.

Genesis af Bernard Beckett: 4. Virkelig overraskende bog, som jeg var meget begejstret for.

Shadow Army af Thomas Rathsack: 4. Rigtig god krisroman – historien var ikke så speciel, men bogen fungerede virkelig godt alligevel.

En mand der hedder Ove af Fredrik Backman: 5. Helt fantastisk fortælling med et virkelig godt persongalleri. Anmeldt her.

Hunter af Chris Carter: 4. God lille novelle som gav mig virkelig stor trang til at genlæse Hunter-serien – og til at læse den nye bog, som kommer senere på året.

Sønnen af Jo Nesbø: 5. Endnu en fantastisk krimi fra Nesbø! Anmeldt her.

[geim] af Anders de la Motte: 4. Rigtig god spændingsroman med et lidt anderledes plot.

Den statistiske sandsynlighed for kærlighed ved første blik af Jennifer E. Smith: 4. Næsten for sød, men alligevel rigtig skøn læsning.

Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky: 4. Virkelig barsk, men samtidig også virkelig fantastisk.

I mens jeg skrev dette indlæg, gik det lige op for mig, at jeg virkelig har læst nogle gode bøger denne måned. Det er jo vildt hvor mange, jeg har givet 4 stjerner. Det må meget gerne gentage sig i næste måned!

Har I læst noget godt i marts?