Julegaver 2014

Boglige julegaver 2014

Julen er overstået, og det er derfor tid til at vise jer, hvilke fine gaver, der lå under træet til mig. Jeg fik virkelig mange rigtig gode gaver, og der var virkelig ingen tvivl om, at gavegiverne kender mig rigtig godt. De havde i hvert fald ramt fuldstændig plet! Og jeg kunne efterfølgende slette en hel del ønsker fra min ønskeseddel, hvilket jo altid er skønt. Derudover fik jeg i år en god lille stak bøger, hvilket jeg virkelig ikke havde regnet med, da jeg normalt ikke plejer at få dette. Men nøj hvor er jeg glad for dem, og det er derfor også disse, som jeg vil vise frem i dag. Det er jo nok alligevel disse, som I finder mest interessante. Jeg kan dog kort nævne de andre gaver, som jeg fik. Disse bestod af en radio, en Rosendahl Grand Cru termokande, Peter Plys og Grusomme mig 2 på DVD, Scrabble, Backword, en pakke Pukka te og en æske lakridspiber.

Derudover fik jeg penge, og en del af disse er selvfølgelig allerede brugt på lidt bøger, som jeg gerne skulle modtage engang i starten af det nye år. Disse bøger er Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren, In Real Life af Cory Doctorow og Jen Wang, Judging a Book by It’s Lover af Lauren Leto og The Merciless af Danielle Vega. Jeg skal selvfølgelig nok vise bøgerne frem, når de dukker op.

Boglige julegaver 2014.1

Jeg var så heldig/uheldig (?), at jeg fik to forskellige udgaver af Grimms samlede eventyr fra hhv. mine forældre og svigermor. Udgaven fra min svigermor var den fra Nyt Nordisk Forlag, og da jeg forelskede mig i dens simple udtryk og blå ryg, fik den lov til at blive i min samling, selvom udgaven fra mine forældre også var rigtig fin. Jeg byttede derfor udgaven fra mine forældre, og fik istedet Brudeskibet og Hvalernes sang af Jojo Moyes, Den stjålne vej af Anne-Cathrine Riebnitzsky og et tilgodebevis på 100 kr. til Bog&Idé med hjem. En virkelig god byttehandel, hvis du spørger mig!

Af min bedstefar fik jeg Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren, men da min mor har fundet en næsten ubrugt udgave af denne til bare 40 kr, så valgte jeg at bytte den udgave, jeg fik, til Bogen om Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren og købe den næsten ubrugte udgave for nogle af de penge, jeg fik.

Min søster gav mig Alle historierne om Snøvsen af Benny Andersen, og af min skønne kæreste var jeg så heldig at få Harry Potter: Film Wizardry af Brian Sibley. Helt fantastiske boggaver på hver deres måde. Jeg har i hvert fald allerede læst den første historie i Snøvsen, og Harry Potter: Film Wizardry er også allerede blevet bladret igennem en del gange – jeg har dog endnu ikke læst noget i den.

Boglige julegaver 2014.2

Af mine forældre fik jeg H.C. Andersens samlede eventyr og historier i den blå jubilæumsudgave, så nu kan jeg endelig få læst alle de eventyr og historier, jeg aldrig har læst før. Desuden gav de mig en anden gave, som ikke var en bog, men som er lidt bogrelateret alligevel. Da de købte H.C. Andersen bogen, stødte de nemlig på Lillefidusen, og den mente de, at jeg bare måtte have, så den kunne sidde i min reol og vogte over mine bøger. Og hvor havde de ret! Jeg er vildt glad for den, og den bringer så mange minder om min tidlige læsning sammen med Læsefidusen frem. Det var nok også den bedste julegave, jeg fik i år, selvom jeg også er super glad for alle mine andre gaver.

Hvilke julegaver fik I, og var der mon nogle bøger i blandt? Hvilke?

Månedens læsning #10: Oktober

Månedens læsning #11 - OktoberOktober var den måned, hvor jeg besluttede mig for at starte på TV-serien Gossip Girl, og også den måned, hvor jeg så fem sæsoner af det. Sagt på en anden måde så var oktober en måned, hvor jeg tilbragte mere tid i selskab med Netflix, end jeg gjorde med bøger. Alligevel har jeg fået læst en hel del; faktisk har jeg fået læst meget mere, end jeg lige umiddelbart havde troet. Men readathonet gjorde selvfølgelig også lidt.

Jeg har i læst 12 bøger i løbet af måneden, hvoraf to af dem har været graphic novels/comics. Hvilket jeg synes er ret vildt, i forhold til hvor lidt tid jeg egentlig føler, jeg har brugt på læsning i denne måned.

De 12 bøger svarer til 97 sider i gennemsnit om dagen, hvilket jeg er meget mere end tilfreds med. Jeg havde i hvert fald på ingen måder forventet, at mit tal ville ligge så tæt på 100 i denne måned, selvom jeg selvfølgelig havde håbet på det.

I oktober har jeg læst følgende bøger:

  • Ondskab af Chris Carter: 5. Endnu en helt fantastisk bog fra Carters hånd! Anmeldt her.
  • Kaldet af James Frey og Nils Johnson-Shelton: 5. Fantastisk! Jeg var fuldstændig opslugt fra start til slut, og vil bare have mere nu. Anmeldt her.
  • Når vanviddet rører på sig af Nathan Filer: 3. Ret interessant historie, men meget hurtigt glemt igen. Anmeldt her.
  • Text Me Love af Eli Shulga: 3. Let og sød kærlighedshistorie fortalt i et lidt anderledes format. Anmeldt her.
  • Sjældne dyr af Charles Ogden: 5. Virkelig hyggelig børnebog med fede illustrationer.
  • Mount København af Kaspar Colling Nielsen: 3. Ret fed men samtidig også virkelig underlig.
  • Artemis Fowl af Eoin Colfer: 4. En rigtig spændende bog, og en ret perfekt start på serien.
  • Hawkeye, Vol. 1 af Matt Fraction: 3. Hverken det bedste eller dårligste jeg har læst. Men sagde mig ikke rigtig det store.
  • Alex af Pierre Lemaitre: 3. En krimi med stort potentiale. Dog ret skuffende og lidt kedelig læseoplevelse.
  • Honeymoon i Paris af Jojo Moyes: 4. Meget fin og ærlig. Rigtig god modvægt til de mange ultra søde kærlighedshistorier.
  • Bravest Warriors, Vol. 1 af Pendleton Ward: 4. Virkelig fed og hyggelig læsning krydret med helt fantastiske illustrationer.
  • The Iron Trial af Cassandra Clare og Holly Black: 3. På ingen måder dårlig, men heller ikke det bedste jeg har læst. Giver mig dog lyst til at læse videre i serien.

Hvad har I læst i oktober?

Nyt i reolen #29

Jeg har igennem de sidste par måneder virkelig nedsat mine bogkøb, og regner egentlig også med, at det fortsætter sådan lidt endnu (mere om dette i et kommende indlæg). Men det betyder ikke, at jeg ikke har lidt at vise frem til jer. Jeg har nemlig både fået en skøn stak anmeldereksemplarer og købt lidt bøger selv. For selvom jeg har nedsat mine bogkøb, så har jeg altså stadig lyst til at købe bøger, og så har jeg samtidig stadig virkelig svært ved at sige nej til billige bøger.

Jeg kan derfor vise jer en enkelt bog fra biblioteksudsalg (nej, jeg ved heller ikke, hvordan det lykkedes mig kun at købe én), tre bøger købt da Saxo havde -30% og to bøger fra da en på mit hold (studie) solgte ud. Og en bog købt til ‘specialpris’ over to måneder før den skulle være udkommet.

#29

  • Honeymoon i Paris af Jojo Moyes – Anmeldereksemplar fra Cicero.
  • Spillet om sirenen af Pernille Vørs – Anmeldereksemplar fra forfatteren.
  • Du af Caroline Kepnes – Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
  • Når vanviddet rører på sig af Nathan Filer – Anmeldereksemplar fra Forlaget Punktum. Anmeldt her.
  • Endgame: Kaldet af James Frey og Nils Johnson-Shelton – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.
  • Tvunget til tavshed af Linda Castillo.

#29.1

  • Stolen af Lucy Christopher.
  • Vampire Academy af Richelle Mead.
  • On the Fence af Kasie West.
  • Udvalgt af Louise Haiberg. Anmeldt her.
  • MARY: The Summoning af Hillary Monahan.
  • The Kiss of Deception af Mary E. Pearson.

Hvilke bøger har I købt/fået på det seneste?

Månedens læsning #6: Juni

Juni har været præget af masser af frihed, og en stor trang til at læse en masse. Den har dog også været præget af en ubeslutsomhed overfor, hvad jeg egentlig har haft lyst til at læse, og jeg har derfor læst en del forskellige genrer. En stor del af dem har dog været lette sommeragtige bøger.

I juni har jeg desuden læst hele 14 bøger, hvilket jeg er meget godt tilfreds med. Desuden har fem af dem været på engelsk, hvilket jeg er rigtig stolt af, da det virkelig viser mig, at jeg faktisk får gjort noget ved mit ønske om at læse mere på engelsk.

I gennemsnit har jeg læst 143 sider om dagen, hvilket jeg også er meget tilfreds med. Specielt fordi mit tal jo var lidt lavere end 100 sider om dagen i maj, så det er skønt at se, at jeg har fået læst en del mere om dagen.

I juni har jeg læst følgende bøger:

Mig før dig af Jojo Moyes: 4. En rigtig fin historie, men desværre ikke helt, som jeg havde forventet.

Knust af Teri Terry: 5. Helt perfekt afslutning på en spændende trilogi! Anmeldt her.

Uncharted af Tracey Garvis Graves: 4. Virkelig god novelle.

New Delhi – Borås af Per J. Andersson: 4. Ret kedelig og langtrukken i starten, men derefter helt fantastisk. Anmeldt her.

Brædder til Draculas kiste af Dennis Jürgensen: 5. En hyggelig genlæsning.

Kammerat Napoleon af George Orwell: 3. På en måde en ret skræmmende fortælling.

Ambrosia / Live af A. Silvestri: 2. En meget blandet oplevelse, som desværre aldrig fik mig helt op at ringe. Anmeldt her.

Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joël Dicker: 5. En fuldstændig fantastisk bog! Den er helt sikkert blevet en favorit. Anmeldt her.

Attachments af Rainbow Rowell: 4. Så fin og hyggelig bog. Nærmest som at se en film.

The Summer I Turned Pretty af Jenny Han: 5. Fantastisk sommerbog som jeg var helt opslugt af.

It’s Not Summer Without You af Jenny Han: 4.5. Også en ret fantastisk sommerbog, som jeg havde svært ved at lægge fra mig.

We’ll Always Have Summer af Jenny Han: 4. Rigtig god afslutning på trilogien, men til tider med ret irriterende personer – dog meget ægte.

Læserne i Broken Wheel anbefaler af Katarina Bivald: 4. Kærlighed og bøger. Hvad mere kan man ønske sig? Virkelig skøn læsning!

KBH Noir af Martin Dan Rasmussen: 2. Desværre ikke rigtig noget for mig, selvom den ellers virkede ret fed.

Har I fået læst nogle gode bøger i juni?

Månedens læsning #5: Maj

Maj har været præget af eksamensopgaver og familiebesøg og dermed alt for lidt læsning. I hvert fald for lidt læsning ift., hvad jeg gerne ville have nået. Jeg synes dog alligevel, jeg har fået læst en del, og kan ikke helt forstå, hvordan jeg har fundet tiden til det. Jeg har nemlig nået at læse hele 9 bøger i løbet af måneden.

I gennemsnit har jeg også fået læst 89 sider om dagen, hvilket jeg er virkelig begejstret for! Selvom jeg ville ønske, jeg havde nået 100, så synes jeg alligevel, det er ret godt klaret, da jeg slet ikke havde regnet med at få læst så meget.

Derudover har jeg givet de fleste af bøgerne 4, og det har altså været nogle ret gode læseoplevelser, jeg har haft.

I maj har jeg læst følgende bøger:

Mærket for livet af Emelie Schepp: 4. En rigtig spændende krimi, som dog ikke helt var som forventet.

Det sidste brev fra din elsker af Jojo Moyes: 4. En virkelig god kærlighedshistorie, som dog desværre skuffede mig en anelse. Anmeldt her.

Madame Salvatins hemmelighed af Søren & Morten Ellemose: 4. En rigtig skøn novellesamling, der bare skal læses!

Fordærvet af Lars Kramhøft & Tom Kristensen: 4. En lidt skuffende oplevelse, som jeg dog alligevel nød. Anmeldt her.

Profetiens kald af Mette Bundgaard Laursen: 4. Rigtig god kærlighedshistorie, der opslugte mig fuldstændig. Anmeldt her.

Skyggernes spil af Mette Bundgaard Laursen: 3. Fin historie, men personerne irriterede mig en del. Anmeldt her.

Skæbnens valg af Mette Bundgaard Laursen: 3. Til tider en irriterende historie med irriterende personer, men alligevel en ret god slutning på trilogien.

Killer Killer af Morten Ellemose: 4. En rigtig spændende krimi, som gav mig lidt Carter-vibes.

Bundet til dig af Sylvia Day: 3. Ret overfladisk, men alligevel ret underholdende.

Hvad har I læst i maj?