“Den sorte dæmon” af Jon Rex Laugen

Titel: “Den sorte dæmon” / Forfatter(e): Jon Rex Laugen / Serie: Sebastian og vennerne #3 / Sideantal: 407 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 24.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Sommerferien er slut. Sebastian og hans stedsøster Liva vender tilbage fra sydens varme, nøddebrune og med solbleget hår.

Heldigvis starter skoleåret med lejrtur. Men turen bliver brat afbrudt af en frygtelig ulykke,  og hele Sebastians verden bliver revet i stykker.

Samtidig begynder han at få mærkelige drømme. Nat efter nat besøger han en dreng og en pige  i en fremmed verden af kærlighed, ondskab og død.

Men uhyggen hjemsøger ham ikke kun i fantasien. Han bliver forfulgt af en mystisk fremmed med klare, blå øjne.

Sebastian og Liva bliver hvirvlet ind i et dødeligt spil.  De må finde al deres mod og vilje frem,  men er det nok til at overvinde det onde som jager dem?

Jeg er helt enormt begejstret for Laugens forfatterskab, og denne bog gjorde det bare endnu tydeligere for mig, hvor god han er til at skrive. Jeg var ellers en smule nervøs i starten af bogen, da den virkede til at være ret anderledes i forhold til hans to andre bøger i serien. Og det vil jeg egentlig også sige, den var. Der er mange af de samme elementer som fra de tidligere bøger, men samtidig føles denne ret unik i forhold til de andre. Hvilket efter min mening kun er en rigtig god ting.

Bogen er på en måde inddelt i to historier; historien om Sebastian og vennerne, og så historien i de drømme, Sebastian har. Noget jeg synes fungerede helt perfekt og faktisk over al forventning. Hovedhistorien handler selvfølgelig om Sebastian, og alle de utrolige ting, han endnu engang kommer ud for. For ja, det er virkelig ikke så lidt i denne bog. Hvilket nok også siger ret meget i forhold til, hvad han har oplevet i de tidligere bøger. Der sker nemlig crazy ting. Den anden historie udfolder sig lige så langsomt gennem Sebastians drømme, hvilket gør den utrolig spændende. Især fordi man kun får brudstykker af historien, og der derfor er rig mulighed for at sidde og gætte. Noget jeg sætter rigtig stor pris på. De to historier bliver desuden flettet sammen på en måde, som virkede meget realistisk. Jeg synes i hvert fald, det gav rigtig god mening, og var også med til at gøre mig endnu mere begejstret for bogen.

Selvom jeg var virkelig vild med bogen, så har dog to mindre problemer med den. Først og fremmest synes jeg, at slutningen virkede lidt for let. Jeg forstår godt, hvorfor Laugen har sluttet den, som han har. Men hvor ville jeg faktisk ønske, han havde sluttet den lidt tidligere i historien. Det kunne nemlig havde givet sådan en stærk slutning, omend jeg nok også ville have hadet ham lidt for det. 😉 Derudover synes jeg lidt, at folk rundt om Sebastian tager lidt for let på alt, hvad der sker. Jeg forstår sådan set godt, at han måske ikke er super overrasket over tingenes gang. Han har jo trods alt oplevet en del andre utrolige ting. Men jeg forstår f.eks. ikke helt, hvordan Liva kan tage det hele så roligt, og bare tro på alt han fortæller. Det ville jeg i hvert fald ikke selv. Faktisk ville jeg nok gå rimelig meget i panik. Det er dog mindre detaljer, og ikke som sådan noget, der gør så meget i forhold til min overordnede læseoplevelse.

Alt i alt var det altså en virkelig fed læseoplevelse med masser af spænding, action og gys. Og det er helt sikkert, at jeg allerede glæder mig til at læse meget mere fra Laugens hånd. Jeg er nemlig sikker på, det kun kan være godt! Desuden håber jeg meget på, der kommer flere bøger om Sebastian og vennerne. Jeg er nemlig ikke rigtig klar til at sige farvel.

“Den hvide pige” af Jon Rex Laugen

Den hvide pigeTitel: “Den hvide pige” / Forfatter(e): Jon Rex Laugen / Serie: Sebastian og vennerne #2 / Sideantal: 285 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 19.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Der er fastelavnsfest på skolen, og Sebastian forvilder sig ned i kælderen.
Her møder han hende. Pigen i den hvide kjole. Og da han mærker hendes isnende greb i mørket, flygter han i panik.

Dagene går, og i selskab med kæresten Alberte og vennen Muffe forsøger Sebastian at lægge det forfærdelige møde bag sig.
Men inden længe viser pigen sig på ny.

De tre venner beslutter sig for at grave i kælderens mysterier. Men snart viser det sig at de har vækket en frygtelig kraft. Noget har hvilet i kælderen i årevis, og nu hjemsøger det dem alle tre.

Sebastian, Alberte og Muffe ledes ud i en desperat jagt på liv og død. Eneste udvej er at knække den hvide piges uhyggelige hemmelighed.

Jeg var virkelig vild med den første bog om Sebastian, og der var derfor heller ingen tvivl om, at jeg skulle læse denne bog, så snart det var muligt. Jeg blev derfor også virkelig glad, da Laugen spurgte mig, om jeg havde lyst til at være betalæser på bogen; for selvfølgelig havde jeg det. Bogen var dog så god, at jeg også blev nødt til at læse den færdige udgave af bogen, selvom der faktisk kun var kommet meget få rettelser efter den udgave, jeg tidligere havde læst. Og jeg kan med det samme sige, at bogen er ligeså god anden gang – også selvom man på forhånd kender bogens twist; for ja, sådan nogen indeholder den et par stykker af, og de er virkelig godt udførte. Der var i hvert fald flere af dem, som jeg på ingen måde havde set komme.

Bogens historie er virkelig spændende, og bogen er i det hele taget meget svær at slippe, når man først er gået i gang med den. Der sker nemlig virkelig mange ting som gør, at man hele tiden har lyst til bare at læse ét enkelt kapitel mere; og før man har set sig om er sidste side vendt. Desuden er denne bog faktisk ret creepy – meget mere end jeg lige havde forventet. Men det passer virkelig perfekt til bogens overordnet historie, og det var uden tvivl bare med til at gøre bogen endnu mere spændende.

Dog synes jeg måske, at selve det store klimaks i bogen kunne havde været lidt længere og noget mere actionfyldt, end det egentlig var. Forstå mig ret; det er virkelig spændende, og tempoet er meget højt – men det er bare som om, det gik lidt for stærkt. I hvert fald i forhold til nogen af de andre ting, der sker i bogen. Men det var dog ikke noget, der trak læseoplevelsen meget ned – jeg ville bare have ønsket, at det ikke var overstået helt så hurtigt.

Humoren i bogen er var helt på niveau med den første bog – den var simpelthen så sjov til tider. Jeg elsker f.eks. virkelig Muffe! Han er sådan en skøn og sjov karakter, som virkelig ofte kommer med nogle skønne kommentarer, som sørger for, det hele ikke bliver alt for seriøst.

I det hele taget kunne jeg ret godt lide bogens sprog. Jeg er personligt ret vild med, det er så let, som det er. Det giver nemlig et godt flow til bogen, og er bare med til at få siderne til at flyve endnu hurtigere forbi, hvilket fungerede perfekt.  Man vil jo virkelig bare gerne vide, hvad der kommer til at ske, og hvordan det hele hænger sammen. I sammenhæng med dette så kunne jeg også rigtig godt lide de forholdsvis korte kapitler, da de virkelig også giver et godt flow til læsningen.

Alt i alt var det altså en virkelig god og meget spændende læseoplevelse (begge gange), og der er ingen tvivl om, at Laugen virkelig kan skrive. Jeg skal i hvert fald uden tvivl læse mere af ham – også selvom jeg måske ikke helt er en del af målgruppen; for hans bøger fanger mig altså fuldstændig.

Bedømmelses hjerter - 4,5 ud af 5

 

Nyt i reolen #39

#39Jeg viste nye bøger frem for et par uger siden, men allerede der skrev jeg, at jeg havde en stak, der lå og ventede på mig hjemme hos mine forældre. Disse bøger er jeg endelig blevet genforenet med, så derfor får i endnu en book haul – også selvom det ikke er så længe siden den sidste. Men jeg tænker, at det nok ikke gør så meget; det er jo altid skønt at se hvilke nye bøger, andre har fået tilføjet til deres samling.

Bøgerne denne gang er også en ret god blanding. Der er lidt anmeldereksemplarer, lidt gaver fra Høst & Søn, som jeg fik med hjem fra Workshop, og så er der en ordentlig stak købt på loppemarked. Eftersom jeg er på ferie hos mine forældre, har jeg selvfølgelig været en tur forbi mit yndlingsloppemarked, og der er det altså nærmest umuligt ikke at komme hjem med en ordentlig stak bøger. Der kan man nemlig oftest finde en masse skønne skatte til nærmest ingen penge.

Desuden havde jeg også slæbt en god stak bøger med hjem til mine forældre, som jeg agtede at få byttet. Og som tænkt så gjort – man må jo udnytte, at der i Arnold Busck i Svendborg er en bytte-reol. Jeg fik derfor byttet mig til tre skønne bøger; ikke super mange, men lidt har også ret. Især fordi jeg gerne ville eje de tre bøger, men på ingen måde ville være gået ud og have givet fuld pris for dem. Derudover har jeg også været forbi min yndlingsgenbrug, men utrolig nok kom jeg faktisk kun hjem med én bog herfra – det var dog Skarpe genstande af Gillian Flynn til bare 10 kr, hvilket var et virkelig godt fund.

  • Den trettende fortælling af Diane Setterfield.
  • Leona af Jenny Rogneby. Vundet på Politikens Forlags Facebookside.
  • Mino & dragen af Frederik Brinth Christiansen. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Uhyret i Loch Ness af Jesper W. Lindberg. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Sådan er det nu af Meg Rosoff.
  • Kære dumme døde Vik af Caroline Ørsum. Gave fra Høst & Søn.
  • Minus Iris af Natasha Farrant. Gave fra Høst & Søn.
  • Vernon G. Little af DBC Pierre.
  • Gåden om Alaska af John Green. Anmeldt her.
  • Fordelene ved at være en bænkevarmer af Stephen Chbosky. Vundet på Bøger til børns Facebookside.
  • Ugly love af Colleen Hoover.
  • Den hvide pige af Jon Rex Laugen. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Skarpe genstande af Gillian Flynn
  • Juliette selskabet af Sasha Grey.
  • Dæmonernes by af Cassandra Clare.
  • Savnet af Michael Katz Krefeld.
  • Hende du forlod af Jojo Moyes. Gave fra Høst & Søn.
  • Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn.

Hvilke bøger har I købt/fået på det seneste?

“Skovens hemmelighed” af Jon Rex Laugen

Skovens hemmelighedTitel: “Skovens hemmelighed”
Forfatter(e): Jon Rex Laugen
Serie: Sebastian og vennerne #1
Sideantal: 269
Forlag: Tellerup
Udgivet: 5.3.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Sebastian gider egentlig ikke at holde ferie ude på landet, men da hans mor skal ud at rejse, bliver han sendt på fem ugers ophold hos sin faster i Jylland.

Heldigvis møder han her den jævnaldrende Nadia, som lærer ham at der findes en spændende og anderledes verden uden for storbyen.

Snart finder de ud af at der foregår mystiske ting i landsbyen og på markerne omkring den. Mærkelige personer vandrer i skoven. Flokke af ulve trænger ind i landet. Og snart hærges egnen af uhyggelige angreb.

Nadia og Sebastian forsøger at afsløre den ukendte trussel der spreder skræk og rædsel, og pludselig kastes de ud i et nervepirrende eventyr.

Jeg havde ingen forventninger til denne bog, da jeg intet havde hørt om den – bagsideteksten fangede mig dog ret hurtigt, og gav mig en del lyst til at prøve den af. Og det er jeg glad for, jeg gjorde. Jeg endte nemlig med at være ret begejstret. Dog er jeg glad for, jeg gik indtil den uden forventninger, da jeg er sikker på, det var med til at gøre min oplevelse af den endnu bedre.

Historien var ret fed! Og på mange måder mindede den mig lidt om noget, som Dennis Jürgensen kunne havde skrevet. Jeg lagde i hvert fald mærke til flere aspekter af historien, som kunne passe fint ind i et af hans universer, hvilket jeg synes var rigtig fedt. Jeg havde i hvert fald på ingen måder regnet med, jeg ville havde det sådan – og efter mit hoved er den sammenligning virkelig stor ros. Historien var dog en smule forudsigelig, men samtidig formåede den også at komme med hele to plot twist, som jeg på ingen måder havde forudset. Desuden var historien stadig virkelig spændende, og jeg havde hele tiden lyst til at læse videre i bogen.

Bogens personer var helt perfekte, og passede så godt ind i historien. Sebastian var en rigtig fed hovedperson, og jeg nød meget at følge med i, hvordan det var at komme på ferie på landet for ham. Derudover virkede han også bare som om, hans opførsel passede meget godt til hans alder (selvom jeg aldrig fandt ud af, hvad den præcis var). Nadia var virkelig også skøn, og jeg ville sådan havde ønsket, at hun havde fået et par kapitler i bogen – jeg ville i hvert fald gerne havde lært hende endnu bedre at kende.

Bogens sprog var ret let, men virkede samtidig ret passende for den målgruppe, som jeg regner med, bogen er skrevet til. Desuden var sproget ret sjovt – især sagde Sabastian nogle gange nogle ret sjove ting. I det hele taget passede sproget ret godt til historien, og det gav et rigtig godt flow til læsningen.

Alt i alt var det en rigtig fed læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede til at læse mere fra Laugens hånd i fremtiden. Hvis det er lige så godt som denne, så er jeg i hvert fald uden tvivl hooked på hans forfatterskab.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

Nyt i reolen #34

Nyt i reolen #34Jeg er gået fuldstændig uden om bogudsalget i denne omgang, da jeg simpelthen ikke synes, der var noget, der var værd at komme efter. Det betyder dog på ingen måder, at februar har været fri for skønne bøger og bogpakker – jeg har nemlig alligevel fået en god stak hjem til mine hylder.

Jeg har selv kun købt én enkelt bog i månedens løb (i hvert fald foruden Harry Potter-boksen, og to andre som er på vej/forudbestilt), og denne er endda en, jeg allerede havde læst, før jeg købte den. Jeg har dermed overholdt min bogkøbsnedsættelse ret godt, hvis jeg selv skal sige det.

Jeg har dog fået en god stak anmeldereksemplarer, hvoraf flere af dem har været overraskelsespakker, og så har jeg været så heldig at vinde et par bøger. Jeg har dog også fået to bøger hjem, som jeg har vundet for noget tid siden – men som altså først er dukket op i denne måned.

Siden sidst har jeg altså tilføjet nedenstående bøger til min samling.

  • Landline af Rainbow Rowell. Vundet hos Malene.
  • Kampen om kongevåbnet af Sara Ejersbo Frederiksen. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Når man kysser med øjnene af Carsten Flink. Anmeldereksemplar fra Turbine. Anmeldt her.
  • Djævlens lærling af Kenneth Bøgh Andersen. Vundet på Facebooksiden Den Store Djævlekrig.
  • Stålhjerte af Brandon Sanderson. Anmeldereksemplar fra DreamLitt.
  • Cirkusbarn af Juliane Vejen Thulesen. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Legend af Marie Lu. Anmeldereksemplar fra Carlsen. Anmeldt her.
  • Skyggernes bog af H.W. Klaris. Gave fra Tellerup. Anmeldt her.
  • Skovens hemmelighed af Jon Rex Laugen. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Aldrig uden dig af Harris Lane. Vundet i Gads nyhedsbrev.
  • Maybe Someday af Colleen Hoover. Anmeldt her.
  • Since You’ve Been Gone af Morgan Matson. Vundet til Dewey’s Read-a-Thon.

Har I været på bogudsalg? Og/ eller har I i det hele taget fået købt nogen gode bøger for nylig?