Titel: “Bare en dag” / Forfatter(e): Gayle Forman / Serie: “Just One Day”, #1 / Sideantal: 339 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 2.5.2016 / Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Allysons liv er præcis som hendes kuffert: pakket, planlagt og ordentligt. Lige indtil hun på den sidste dag i sin tre uger lange rejse rundt i Europa møder Willem. Han er alt det, Allyson ikke er, og han slår fuldstændigt benene væk under hende. Da han opfordrer hende til at droppe sine planer og tage med ham til Paris, er Allyson klar. Det ligner hende ellers ikke at være så spontan, men det fører til en dag med chancer, frihed, nærhed og forelskelse: et døgn, der forandrer Allysons liv.
En bog om kærlighed, rejser og identitet, og om hvordan tilfældigheder kan ændre ens liv.
Jeg troede egentlig, jeg var færdig med Formans forfatterskab. Ikke fordi jeg ikke kan lide hendes bøger, men fordi jeg ikke var jublende begejstret for ”Jeg levede”, og ikke har været så begejstret over nye udgivelser fra hende. Jeg havde dog hørt meget godt om ”Bare en dag”, så da Gyldendal sendte den til mig, var der ingen tvivl om, jeg skulle læse den. Og nu kan jeg bestemt sige, at jeg på ingen måde er færdig med Forman. For hvor kan hun altså virkelig bare skrive!
“[..]Vi bliver født på én dag. Vi dør på én dag. Vi kan forandre os på én dag. Og vi kan forelske os på én dag. Alt kan ske på en eneste dag.”
”Bare en dag” var sådan en bog, som jeg slet ikke vidste, jeg havde brug for at læse. Jeg tænkte bare, det ville være en simpel kærlighedshistorie. Men det var slet ikke sådan, jeg oplevede bogen. Og faktisk overhovedet heller ikke det, den er. Jo, det er en kærlighedshistorie, men det er på så mange flere måder en bog om at finde sig selv. Det er en bog, som alle ”nye” voksne bør læse. For den fortæller så godt om, hvor svært det f.eks. kan være, at finde ud af hvad der er ens egne drømme, og hvilke drømme der mere er opstået på baggrund af andres forventninger. Desuden handler den om at lade livet gå sin gang, og om at man nok skal nå det hele – men at det går bedst i ens eget tempo.
“Nogle gange giver det faktisk mest mening at gøre noget, der ikke umiddelbart giver mening for en. Det kan føre en på rette vej.”
Endvidere elskede jeg altså også kærlighedsdelen af bogen. For selvom det er insta-love, så føltes det slet ikke sådan. Forman fik mig på alle måder til at tro på, at kærlighed kan opstå ved første blik. Og at kærlighed dermed sagtens kan opstå, selvom man endnu ikke kender hinanden. Desuden elskede jeg hele konceptet omkring forskellen i at være og blive forelsket. Det fungerede nemlig helt perfekt for historien, og gav mig samtidig en del at tænke over.
“Man må blive forelsket for at være forelsket, men at blive forelsket er ikke det samme som at være forelsket.”
Jeg elskede også, hvor metaforisk sproget er i denne bog. Det var ikke noget, jeg havde forventet, men samtidig kunne jeg heller ikke havde set det være anderledes. Det passede nemlig også perfekt til selve historien men også bogens generelle stemning. Ydermere fandt jeg i det hele taget sproget virkelig skønt, og jeg elskede hvordan Forman ikke var bange for at bruge udenlandske ord og sætninger. Også uden nødvendigvis at oversætte det hele fuldstændig.
“[..]Han viste mig, hvordan man farer vild, og så lærte jeg mig selv at blive fundet igen. Måske er tilfældet alligevel ikke det rigtige ord. Måske er mirakel mere passende. Eller måske er det ikke et mirakel. Måske er det bare livet. Når man åbner sig mod det. Når man sætter sig selv i spil. Når man siger ja.”
Til slut vil jeg give Forman credit for at turde slutte bogen på den måde, som den gør. Det var overhovedet ikke den slutning, jeg forventede. Hvilket på en måde er lidt bittersødt, men mest af alt virkelig fedt! Især fordi den formåede at overraske mig på en måde, som jeg ikke troede mulig. Dog glæder jeg mig til en dag at læse ”Just One Night” og se, hvad historien rigtigt slutter med.