Seks år, seks år, seks år. Det bliver ikke mere virkeligt, selvom jeg skriver det flere gange. Men hvordan kan det allerede være seks år siden, jeg udgav det første indlæg her på domænet? Eller, det var jo selvfølgelig ikke helt på dette domæne, da det jo startede ud med en fin endelse på .wordpress.com. Men du forstår nok meningen alligevel.
Havde jeg troet for seks år siden, at jeg stadig ville være bogblogger den dag i dag? Helt klart ikke! Jeg havde nemlig ikke tidligere kunne holde mig til én enkelt blog særlig længe ad gangen. Men Boghjørnet endte med at blive mit lille hjertebarn, og jeg er så lykkelig for det. Jeg oplever selvfølgelig dage og perioder, hvor min inspiration er i bund, og hvor jeg overvejer, om bloggen er tiden værd. Men jeg når altid frem til, at jeg nok ville have svært ved at undvære den.
For selvom mine tanker om den går lidt op og ned, så er jeg så glad for min lille platform i denne krog af internettet. Hvilket uden tvivl skyldes en masse forskellige ting – men ikke mindst også dig. Dig, kære læser, som klikker dig herind jævnligt, og som lader mig vide, du kigger med ved hjælp af likes og kommentarer. Det er fedt at skrive for mig selv, men det er endnu federe også at skrive for dig. Så tak for det! Og tak for dig <3
Selvom ord siger meget, så er tak typisk et fattigt ord. Så jeg vil i stedet vise min taknemmelighed ved at sætte en konkurrence i gang. Denne konkurrence er venligst sponsoreret af de søde folk hos Lovebooks, og præmien består af et eksemplar af “9. november” af Colleen Hoover. Desuden smider jeg også et par andre små goodies med i pakken som en ekstra lille tak. Det eneste du skal gøre for at være med i konkurrencen er, at smide en kommentar til dette indlæg, hvori du inkludere din e-mailadresse. Ydermere skal du have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.
Jeg trækker en heldig vinder onsdag d. 20. december.
Tak for at følge med – og stort tillykke med de seks år til Boghjørnet! 😀