Det er jo ikke ligefrem en nyhed, at der i weekenden (d. 5-6 april) bliver afholdt den årlige krimimesse i Horsens, men jeg vil alligevel lige knytte et par ord til den.
Jeg har aldrig selv været afsted til den, og kommer det desværre heller ikke i år, da jeg prioriterer at tage hjem i påsken istedet. Altså medmindre der er nogle, der har lyst til at betale min transport og/eller indgangen – så ville jeg da bestemt ikke tøve med at tage afsted. Anyone? 😉 Ej, spøg (det er det ikke) til side, så er programmet virkelig godt, og jeg vil derfor gerne fortælle lidt om, hvordan mit program ville se ud, hvis jeg skulle afsted. Det kunne jo være, det kunne give lidt inspiration.
Jeg vil dog udelukkende gå ud fra programmet lørdag, da det er den dag, jeg finder mest interessant – selvom programmet søndag nu også er meget godt.
- 11.00: Maria Kjær-Madsen taler med Bent Stenbakken om Tavshedens mørke (Arresten).
- 12.40: Chris Carter fortæller om sit arbejde som kriminalpsykolog i staten Michigan (Teltet).
- 14.30: Kærlighed, sex og erotik som litterært begreb i moderne (dansk) krimi. Sissel-Jo Gazan, Stephanie Gaarde Caruana og Jesper Stein taler med Nanna Mogensen (Snedkeriet).
- 15.45: Chris Carter taler med Niels Lillelund om Dødsshowet (Snedkeriet).
- 16:20: Sander Jakobsen taler med Liselotte Wiemer om Forkynderen (Teltet).
Derudover er der en masse andre oplæg om krimier og horror, som kunne være virkelig spændende at deltage i. Desuden ville jeg da også gerne se forfattere som Christian Reslow, Jesper Stein, Jussi Adler-Olsen, Jørn Lier Horst, Mads Peder Nordbo, Rasmus Dahlberg, Sara Blædel og Sofie Sarenbrant – men det er ikke nogen, som bare måtte være på mit program.
Samtidig skulle jeg selvfølgelig rundt til de forskellige messestande, og mon ikke også, jeg skulle have signeret nogle bøger? Carters signetur ville jeg i hvert fald ikke sige nej til 😉
Skal I på krimimesse, og hvad står på jeres program?