I de sidste par år har jeg hvert år deltaget i mindst én bogudfordring, og hvert år har jeg fejlet. Det er ikke fordi, jeg ikke har haft gode intentioner om at klare dem, og jeg har da også prøvet, men hver gang er jeg bare nået frem til konklusionen om, at det ikke kommer til at lykkes.
Jeg er en lystlæser, hvilket gør, at jeg lidt mister min læselyst, hvis jeg læser bøger, som jeg af en eller grund kan føle mig presset til at læse, på et tidspunkt hvor jeg ikke har lyst til at læse dem. Jeg læser nemlig meget efter, hvilket humør jeg er i, og hvilken bog jeg lige føler for, i det øjeblik hvor jeg sætter mig til at læse.
I år har jeg derfor besluttet, at jeg vil holde min læsning fuldstændig åben. Jeg vil ikke deltage i nogen bogudfordringer overhovedet, og jeg sætter heller ikke nogen op for mig selv. Heller ikke uofficielt. I stedet vil jeg læse de bøger, jeg har lyst til, når jeg har lyst til at læse dem. I år vil det dog mest være ulæste bøger fra min bogreol, da jeg gerne vil formindske dette tal lidt, men det skal alligevel ikke afholde mig fra, også at læse lidt fra hhv. biblioteket og Mofibo. I øjeblikket har jeg dog så mange ulæste bøger på mine hylder, som jeg har lyst til at læse lige nu! Så det bliver helt sikkert ikke et problem at finde på en ny bog at læse, selvom jeg ikke deltager i nogen bogudfordring, som kan hjælpe mig på vej.
Jeg har dog sat et læsemål for mig selv på Goodreads, hvilket er at læse 100 bøger (inkl. comics og graphic novels) i løbet af året. Et tal som jeg er ret sikker på at kunne nå, men som jeg alligevel ikke bliver ked af, hvis jeg ikke når. Det vigtigste for mig er nemlig bare, at jeg får læst en masse gode bøger, som jeg har lyst til at læse. Men som I kan se, så går det ret godt allerede, og jeg har allerede læst en del godt.
Har I sat jer nogen bogudfordringer for i år, og hvad er jeres læsemål for 2015?