Med inspiration fra bl.a. Michella og Idas #Sortsuperego, Katytastics TBR jar challenge og div. boglege er Rikke og jeg kommet op med vores egen idé til månedlige udfordringer. Vi nyder nemlig at blive udfordret en anelse i vores læsning, så vi ikke sidder fast i de samme genrer og bøger. Vi vil derfor hver måned, begyndende fra i denne, trække en magisk seddel fra en lille krukke, hvorudfra månedens udfordring vil blive bestemt.
Alle er velkomne til lege med på vores udfordringer. Ja, faktisk håber vi, at I vil være med, da det bare gør det hele endnu sjovere. Vi håber selvfølgelig også på, at I har lyst til at dele jeres deltagelse med os på jeres blogs og via #flyvehjoernet på de sociale medier. Hold desuden øje med os på Instagram (@melianosia og @boghjoernet), hvor vi nogle gange vil lave små fotoudfordringer.
Vi vil desuden også komme til at afholde read-alongs med forskellige bøger nogle måneder, men mere om dette på et senere tidspunkt. Efter hver måned vil der også komme en opsummering på, hvordan udfordringen er gået i løbet af måneden.
Rikke har været så sød at lade mig trække udfordringen for denne måned, og efter nøje udvælgelse af en fin lille lukket og anonym papirlap, kan jeg fortælle, at denne måneds udfordring hedder:
“Læs en bog du har haft på din TBR-liste i mindst to år”.
En ret god start, hvis jeg selv skal sige det. Så støv jeres ”gamle” bøger af og vær med! Dette er i hvert fald en god mulighed for, at få læst én eller to af de bøger, som længe har stået i ens reol, men som man bare aldrig er nået til af en eller anden grund. For sådan nogle har vi vel alle sammen? Jeg har i hvert fald en del at vælge imellem, men jeg overvejer meget, om det ikke skal være enten Tre små cyklister af Terese Philipsen eller Afvigeren af Veronica Roth (nej, jeg har aldrig fået den læst); men nu må vi se.
Vi håber meget, I har lyst til at deltage. Vi ses på #flyvehjoernet!