Spørgerunde!

Bloggen har (meget!) snart eksisteret i to år, og jeg tænker derfor, det må være ved at være på tide med en spørgerunde. Desuden tænker jeg det er en god måde for mig, at kunne få lavet nogle indlæg resten af december. Jeg er nemlig lidt inspirations forladt i øjeblikket. Samtidig skal jeg også have læst op til eksamen, og hygget en masse med min familie. Så tid er der heller ikke så meget af.

Jeg har egentlig overvejet en spørgerunde længe, men jeg har været lidt bange for, der slet ikke var nogen, der ville spørge om noget. Men nu ser jeg frygten i øjnene, og krydser fingre for der kommer spørgsmål.

I må spørge om alt mellem himmel og jord. Det behøver altså ikke have noget med bøger at gøre, selvom det selvfølgelig også kunne være hyggeligt. Dog kan det samtidig godt være, der er noget, jeg ikke vil svare på – men det tager vi til den tid.

Jeg ville egentlig have brugt en fin boks, hvor jeres spørgsmål ville være anonyme, men det drillede. Men hvis I ikke vil genkendes, så kan I jo altid lægge en anonym kommentar.

Jeg tænker at spørgerunden løber til omkring d. 24, så jeg evt. kan begynde på nogle besvarelser imellem jul og nytår.

Spørgsmål! GO!

Flytning

Som overskriften så fint afslører, skal dette indlæg handle om flytning. Vi har nemlig netop modtaget nøglerne til vores nye lejlighed, og jeg flytter derfor de næste par dage. Der er jo en hel masse, man skal have styr på. Og så tænker nogle af de faste læsere måske: “Jamen, er du ikke lige flyttet?” Og jo, det er jeg, men det var til min kærestes lille 1-værelses, hvor der af gode grunde ikke var helt så meget plads til to personer.

Vi har derfor søgt efter en større lejlighed i et stykke tid, og den 28 august kom der så en sms om, vi havde fået et boligtilbud. Vi havde dog fået den tilbudt som nr. 2, så herefter gik der næsten en uge med spændt at vente på svar, og heldigvis fik vi den!

Den sidste uge er derfor hovedsageligt gået med nedpakning af min kærestes lejlighed, og praktiske (og kedelige!) ting såsom at søge boligstøtte. Desuden har jeg prøvet at guide mine forældre til, hvad de har skulle pakke i bilen, da jeg ikke blev helt færdig med min nedpakning, før jeg tog til Aalborg.

Mine far har også været så sød, at tage tirsdag-torsdag fri, så ham og min mor kan hjælpe til med flytningen, hvilket er virkelig rart! Vi skal godt nok kun flytte ca. 150 m., men det er nu virkelig rart at have en bil, så vi f.eks. kan få hentet den seng og det spisebord, vi har købt og få købt ind i Ikea.

Rustur og start på studie

Den sidste uge har været stille. Meget stille.. Altså herinde. I virkeligheden har den været fyldt med masser af larm, mennesker og hygge. Jeg har nemlig været på rustur fra onsdag-fredag. Det har været en rigtig god tur, og jeg føler virkelig, den har fået rystet os bedre sammen. Jeg kan i hvert fald en hel del flere navne nu, end jeg kunne før vi tog afsted.

I det hele taget synes jeg virkelig, min start på studiet har været rigtig god. Introdagene var ikke altid helt så spændende, men det var en rar måde at blive ført ind på studiet. Desuden synes jeg virkelig, underviserne har været gode til at starte nogenlunde stille op, så man ikke har siddet og følt sig totalt lost.

Nu har jeg jo endnu ikke haft så meget undervisning, men jeg er allerede blevet ret glad for studiet. Der er selvfølgelig nogle ting, som ikke er helt så spændende, men overordnet synes jeg, undervisningen er rigtig spændende, og jeg er slet ikke i tvivl om, jeg er det rette sted.

Har jeres opstart på studiet (nyt som gammelt) været god?

Status

Bloggen har stået lidt død på det sidste, da tiden bare er fløjet afsted. Jeg forstår på ingen måder, at vi er ved at være i september. Hvor blev sommeren og min ferie lige af?

Og ja, min ferie er slut. Den sluttede nemlig i onsdags, da jeg havde første dag på mit nye studie. Studiet virker rigtig spændende, jeg glæder mig i hvert fald meget til undervisningen. Desuden virker folk rigtig søde.

Udover jeg er startet på studiet, er jeg også flyttet hjemmefra (selvfølgelig – der ville være lidt langt at pendle fra Svendborg til Aalborg). Min flytning betyder også, at jeg endelig er flyttet sammen med min kæreste, hvilket virkelig er rart.

Jeg håber der kommer lidt mere liv i bloggen igen, men hvis jeg forsvinder et par dage, så er det bare fordi, jeg mangler timer i døgnet.

Er I startet på (nyt) studie, eller har I stadig et par dages ferie?

Hjemme

Så er jeg hjemme igen efter en rigtig god tur til Prag. Eller det vil sige, at vi ankom til Danmark tirsdag aften. Herefter tilbragte vi dog lige et par dage hos min kærestes mor på Lolland og tog hjem derfra fredag eftermiddag. Siden der har jeg prøvet at blive lidt opdateret. Jeg har kigget både Facebook, Instagram og Bloglovin’ igennem. Desuden har jeg slappet en masse af, fået læst en smule og bare nydt at være hjemme igen. For som man siger: “Ude godt, hjemme bedst”.

Jeg vil få skrevet et indlæg om Prag en af de nærmeste dage, men først skal jeg lige have sorteret i alle de mange billeder, som vi har fået taget. Og så skal jeg også lige have skrevet anmeldelser af de bøger, som jeg har læst på det seneste. Jeg er nemlig kommet en anelse bagud.

Jeg håber, i alle har haft nogle gode uger, og at i ikke er helt forsvundet, selvom bloggen har stået lidt stille.