“Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?” af Maise Njor

Du ser træt ud, skal jeg holde dine brysterTitel: “Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?”
Forfatter(e): Maise Njor
Serie: 
Sideantal: 143
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2.3.2009
Læst på: Dansk

Denne bog er en samling af de bedste Eurowoman-klummer, som Maise Njor skrev i perioden 1999 til 2006, da hun var bladets chefredaktør. Klummerne spænder vidt: fra barndomsminder fra Espergærde over funderinger over chefers dansetalent til regelrette visoner for en ny feminisme. Maise Njor har den særlige nådegave, der gør hendes klummer både hylende morsomme, dybt rørende og provokerende tankevækkende. Maise Njor portrætterer også sig selv og sit behov for at snakke nonstop. Det var netop dét umættelige behov, der en skønne dag fik hendes kæreste til at variere den gode gamle joke, der er bogens titel, og sige: “Du ser træt ud, skal jeg holde din kæft?”

Jeg havde ret store forventninger til denne bog, da jeg havde hørt rigtig meget godt om den, og har været ret vild med det, jeg tidligere har læst af Njor. Jeg havde dog specielt store forventninger om, at den ville få mig til at grine. Og det gjorde den bestemt. Jeg grinte helt vildt igennem min læsning, og synes virkelig bogen var helt igennem sjov.

Jeg synes, der var en rigtig god rød tråd i bogen. Klummerne hang ret godt sammen, og de kom i en helt perfekt rækkefølge. Derudover var jeg ret forbløffet over, at det ikke var tydeligere, at klummerne var skrevet til Eurowoman – ment på den måde, at der var utrolig få referencer til andre artikler, og det kunne jeg virkelig godt lide. På flere måder virkede det nærmest som om, klummerne var skrevet til bogen.

Derudover kunne jeg heller ikke rigtig mærke, at klummerne var skrevet over en forholdsvis lang årrække. Jo, nogle gange kunne jeg da godt fornemme, at der var sket noget nyt i Njors liv, og at hun havde udviklet sig. Men det var ikke noget, der på nogen måde forstyrrede læsningen. Selvom klummerne er skrevet fra 1999-2006, kunne de desuden lige så godt have været skrevet i dag. Mange af dem var i hvert fald stadig meget aktuelle.

Det er vidst efterhånden ved at være et år siden, jeg læste bogen. Og selvom jeg efterhånden har glemt en del af de ting, klummerne handlede om (resten af anmeldelsen er skrevet lige efter, jeg læste bogen), så tænker jeg ret ofte på bogen. Der er nemlig alligevel et eller andet, der sidder fast – og jeg husker tilbage på den med stor glæde.

Jeg kan virkelig anbefale bogen, og især hvis man bare gerne vil læse noget let og sjovt.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

Månedens læsning #3: Marts

Så er marts ved at være til ende, og det er tid til at se på månedens læsning igen. Denne måned har føltes lidt sløj på læsefronten, da jeg har prioriteret ting som film og tv-serier lidt højere.

Det er dog alligevel lykkedes mig at læse 13 bøger, hvoraf de 5 af dem blev læst til readathonet i startet af måneden.

Gennemsnits sidetallet for måneden ligger dog også ret så godt, så det har nok udelukkende været en følelse af, at læsningen gik lidt sløvt – for det gjorde den jo slet ikke! Sidetallet ligger nemlig på 99 sider om dagen i gennemsnit, og det kan jeg jo bestemt ikke klage over. Men readathonet har så helt sikkert også haft en rimelig god virkning på tallet.

Jeg har læst nedenstående bøger i marts.

Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster? af Maise Njor: 5. Fantastisk sjov bog!

Nynnes dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard: 4. Dejlig letlæst og for det meste også virkelig sjov.

Grønne øjne af Dennis Jürgensen: 4. Spændende genlæsning af gode noveller som fletter sig fint ind i hinanden.

Én på katapulten af Stephen King: 3. En okay læsning. Hverken virkelig ringe eller virkelig fantastik.

Dødelig alvor af bl.a. Sara Blædel: 4. En lidt blandet fornøjelse, dog med en overvægt af rigtig spændende noveller.

Genesis af Bernard Beckett: 4. Virkelig overraskende bog, som jeg var meget begejstret for.

Shadow Army af Thomas Rathsack: 4. Rigtig god krisroman – historien var ikke så speciel, men bogen fungerede virkelig godt alligevel.

En mand der hedder Ove af Fredrik Backman: 5. Helt fantastisk fortælling med et virkelig godt persongalleri. Anmeldt her.

Hunter af Chris Carter: 4. God lille novelle som gav mig virkelig stor trang til at genlæse Hunter-serien – og til at læse den nye bog, som kommer senere på året.

Sønnen af Jo Nesbø: 5. Endnu en fantastisk krimi fra Nesbø! Anmeldt her.

[geim] af Anders de la Motte: 4. Rigtig god spændingsroman med et lidt anderledes plot.

Den statistiske sandsynlighed for kærlighed ved første blik af Jennifer E. Smith: 4. Næsten for sød, men alligevel rigtig skøn læsning.

Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky: 4. Virkelig barsk, men samtidig også virkelig fantastisk.

I mens jeg skrev dette indlæg, gik det lige op for mig, at jeg virkelig har læst nogle gode bøger denne måned. Det er jo vildt hvor mange, jeg har givet 4 stjerner. Det må meget gerne gentage sig i næste måned!

Har I læst noget godt i marts?

Bogudsalg!

I morges kl. 7.00 startede dette forårs bogudsalg! Jeg har dog ‘snydt’ lidt, og tog forskud på glæderne i går, hvor jeg sammen med Gitte og Irene tog til førudsalg hos både Arnold Busck og Bog&idé.

Jeg er egentlig ikke super imponeret over dette bogudsalg. Jeg har i hvert fald set det, der var bedre. Alligevel har jeg nærstuderet katalogerne et utal af gange, overvejet adskillige bøger, tilføjet dem til min liste og slettet dem igen. Jeg er rigtig ‘god’ til at komme til at købe bøger, bare fordi de er billige; jeg har derfor fokuseret en del på, at jeg ikke bare skulle købe en bestemt bog, fordi den var billig, men fordi jeg rent faktisk havde lyst til at læse den. Og det virkede faktisk! Jeg kom i hvert fald hjem med en forholdsvis lille stak, hvor jeg havde lyst til at læse dem alle sammen med det samme.

Bøgerne, jeg har købt, kan ses på nedenstående liste. Jeg har valgt at skrive, hvor de er købt, og til hvilken pris, hvis nu nogle af jer kunne have lyst til at få fingre i en eller flere af dem.

  • Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster? af Maise Njor (Arnold Busck – 29,95)
  • Spøgelseslinien 5: Sagen om den brændende klovn af Dennis Jürgensen (Arnold Busck – 29,98)
  • Opfindelsen af Hugo Cabret af Brian Selznick (Bog & idé – 29,95)
  • Kun hvis du har lyst af Margaux Fragoso (Bog & idé – 39,95)
  • Rum af Emma Donoghue (Bog & idé – 49,95)

Jeg er dog ikke helt færdig med udsalget, da jeg lige skal have kigget lidt mere på Bog & idé’s tilbud med 3 hardbacks for 200. Samtidig regner jeg med at benytte mig af deres dagstilbud på fredag, hvor man får -25% på alle ikke nedsatte krimier og skønlitteratur, da der specielt er en bog, som hvisker til mig om at komme hjem på min hylde. Desuden skal jeg have kigget lidt nærmere på Sallings forskellige tilbud.

Har I planer om at skulle på bogudsalg, eller har I måske allerede været det? Og hvilke bøger skal I have/har I haft med hjem?

Status over læsningen i 2013

Jeg så disse spørgsmål hos Sort Tale, og blev simpelthen nødt til at hugge dem. Jeg synes, det er en rigtig god og hyggelig måde at lave en lille (forsinket) status over min læsning i 2013.

I 2013 fik jeg læst 50 (hele) bøger, hvilket jeg er super tilfreds med. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har fået læst så mange bøger på et år. Og når jeg samtidig tænker over, hvor travlt jeg havde den første halvdel af året, er det bare endnu federe!

I 2013 genlæste jeg Harry Potter serien, og da det ville være synd for de andre bøger, at den overtog de fleste pladser. Så den bliver altså helt udeladt – men den var jo selvfølgelig helt fantastisk!

1. Den bedste bog læst i 2013?
Det er virkelig svært at svare på, da jeg virkelig har læst rigtig mange gode bøger i 2013. Men hvis jeg skal vælge én, må det nok blive PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern. Den var simpelthen så sød.

2. En længe ventet bog som mod al forventningen skuffede?
Jeg har faktisk ikke rigtig noget svar på denne, hvilket jo egentlig bare er godt!

3. Mest overraskende bog i 2013?
Alkymisten af Paulo Coelho. Jeg forventede virkelig ikke rigtig noget af den, men jeg nød den virkelig. Historien gjorde et eller andet ved mig, og jeg blev virkelig draget af den.

4. Den bog du oftest har anbefalet i 2013 som også er læst i 2013?
Det må være Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson. Det var godt nok ikke første gang, jeg læste den i 2013, men jeg har godt nok anbefalet den mange gange. Og jeg gør det stadig; læs den!

5. Den bedste serie opdaget i 2013?
Jeg vaklede lidt mellem Delirium af Lauren Oliver og Slettet af Teri Terry, men når jeg tænker det ordentligt igennem, er der ikke rigtig nogen tvivl. Det må helt sikkert være Slettet! Jeg nyder den serie så meget, og jeg er så utålmodig efter at læse den sidste bog i trilogien.

6. Den bedste forfatter opdaget i 2013?
Åhh, den er virkelig også svær. Jeg har opdaget en del gode forfattere i år, som jeg glæder mig til at læse mere af. Hvis jeg skal vælge en, må det dog nok være Michael Katz Krefeld. Lige så snart jeg færdiggjorde Protokollen, havde jeg lyst til at læse mere af ham!

7. Den bedste bog som ikke var inden for din sædvanelige comfort zone (genre)?
Det er helt sikkert også Alkymisten af Paulo Coelho. Det er slet ikke en genre, jeg normalt ville læse, men alligevel var jeg så begejstret for den.

8. Mest spændende bog i 2013?
Den er svær, da det næste kunne være alle de krimier, jeg har læst i 2013. Men uden at vælge én, da jeg simpelthen ikke kan det, må det være en af de følgende: Dødsshowet og Dødens kunstner af Chris Carter, Politi af Jo Nesbø, Protokollen af Michael Katz Krefeld og/eller Øjensamleren af Sebastian Fitzek.

9. En bog læst i 2013 som højst sandsynligt vil blive genlæst i 2014?
Her er der ingen tvivl. Jeg bliver nødt til at genlæse Amok af Richard Bachman/Stephen King. Jeg var ikke super begejstret, da jeg læste den. Men den har ikke forladt mine tanker siden, så den må altså have en genlæsning!

10. Yndlings cover i 2013?
Jeg kan konstaterer, at de bøger, jeg læste i 2013 ikke havde super interessante covers. Men hvis jeg alligevel skal vælge et, må det være Politi af Jo Nesbø. Det er virkelig enkelt, men passer rigtig godt sammen med historien, og så matcher det resten af serien, hvilket jeg sætter pris på.

11. Mest uforglemmelige karakter i 2013?
Susanne fra Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson. Jeg elsker hende virkelig. Hun virker som en helt igennem sød person, og jeg ville så gerne kende hende i virkeligheden.

12. Den mest velskrevne bog læst i 2013?
Det må være Alkymisten af Poul Coelho eller Stardust af Neil Gaiman. Begge bøgers sprog er simpelthen så fint, samtidig med historien også er rigtig god.

13. Bogen med størst indflydelse på 2013?
Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved. Den blev godt nok læst i slutningen af 2013, men den fik mig virkelig til at tænke. Den viser virkelig hvor store konsekvenser ens forkerte valg kan få.

14. En bog som burde være læst før 2013?
Et juleeventyr af Charles Dickens! Det er sådan en god historie, men alligevel har jeg bare aldrig før fået taget mig sammen til at læse den.

15. Yndlingscitat/passage læst i 2013:
“PS: Jeg elsker dig.”
PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern.

“Du spurgte: Hvorfor smiler du?
Og hvad kunne jeg sige andet end: Jeg er bare glad for dig.”
Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl.

“Livet er virkelig gavmildt over for dem der følger deres livsbane, tænkte drengen.”
Alkymisten af Paulo Coelho.

16. Korteste og længste bog læst i 2013?
Korteste: Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl og I månens skær af Jon Brændsgaard Toft på 63 sider.

Længste: 1001 bøger du skal læse før du dør af Peter Boxall (red.) på 960 sider eller Politi af Jo Nesbø (hvis det skal være skønlitterær) på 526 sider.

17. Yndlingsbog af en forfatter som du kendte før 2013?
Dødsshowet af Chris Carter. Jeg elsker Chris Carters bøger, men specielt denne gjorde stort indtryk på mig. Den er så meget mere end bare en krimi.

18. Mest læste genre i 2013?
Jeg ved det ikke 100%, da jeg synes, det er svært at putte én bestemt genre på nogle af bøgerne. Men jeg er ret overbevist om, det må være krimi! Jeg elsker den genre.

19. Nyeste fiktionscrush fra 2013?
Gerry fra PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern! Der er på ingen måder nogen tvivl. Selvom han jo af gode grunde ikke er direkte med i bogen, så er han altså virkelig en helt perfekt mand!

20. Den sjoveste bog læst i 2013?
Her bliver jeg nødt til både at vælge Balladen om den forsvundne mumie af Dennis Jürgensen og Michael Laudrups tænder af Camilla Stockmann og Maise Njor. Det er meget forskellige bøger, men begge grinte jeg mig stort set hele vejen igennem.

Hvordan gik jeres læsning i 2013? Fik I læst noget godt og anbefalelsesværdigt?

Nyt i reolen #13

Jeg har jo egentlig en lille (MEGET lille tilsyneladende) aftale med mig selv om, jeg ikke må købe flere bøger i øjeblikket, da jeg grundet flytning ikke har så mange penge. Og så har jeg jo ret mange bøger, jeg mangler at få læst. Jeg har dog alligevel fået købt lidt bøger på det seneste, så dem skal i selvfølgelig se.

Jeg har dog ikke brugt så mange penge alligevel, da bøgerne er genbrugsfund, og så er det jo okay (prøver jeg at overbevise mig selv om ;))

Den første bunke kostede 10 kr. stk. – en helt okay pris for nogle bøger, som jeg er sikker på, jeg bliver rigtig glad for.

  • Alkymisten af Paulo Coelho
  • Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee
  • The best horror stories
  • Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
  • Nightmares & Dreamscapes af Stephen King

Disse to bøger fandt jeg i samme genbrug til 10 kr. stk. Begge bøger er nogle, som jeg virkelig gerne vil læse, og endnu ikke havde i min samling, og så gør det jo absolut ikke noget, at de tilfældigvis var der i den smukke udgave fra Verdenslitteraturens perler.

Denne bunke kostede kun 10 kr. (ja, jeg fik alle bøgerne samlet for den pris!). Der var nemlig et bord fuld af bøger, hvor man kunne fylde en pose til denne pris. Det tilbud kunne jeg jo ikke sige nej til, når der var en god del af bøgerne, som jeg gerne ville eje.

  • Hvem er jeg? af Sophie Kinsella
  • Madklubben af Saskia Noort
  • Solstorm af Åsa Larsson
  • Pandekagehuset af Carin Gerhardsen
  • Charlie Hotel Oscar Kilo af Maise Njor og Camilla Stockmann
  • Balladen om den forsvundne mumie af Dennis Jürgensen
  • En shopaholics hemmelige drømmeverden af Sophie Kinsella
  • Konge, dame, knægt af Vladimir Nabokov
  • Rose Madder af Stephen King
  • Sjakalen af Frederick Forsyth