Markus Zusak

Top 5: Bøger jeg ikke læste færdig

| Simone Hagemann

I sidste uge skrev jeg om det med ikke at læse bøger færdig. Hvis du ikke har læst indlægget, så finder du det lige her. I den forbindelse tænkte jeg, at jeg i dag ville fortælle lidt om fem af de bøger, jeg har opgivet i løbet af årene. Jeg har selvfølgelig opgivet flere bøger end de udvalgte, men det er dem, jeg lige kommer i tanke om først. Desuden er det alle sammen bøger, som bliver rost virkelig meget, og derfor tænker jeg, at det er ekstra interessant, at jeg har opgivet dem.

Det skal dog nævnes, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg aldrig får læst bøgerne. Derfor befinder de fleste sig også stadig i min samling. Men lige i øjeblikket tror jeg ikke rigtig på, jeg nogensinde vil få læst videre i dem.

“The Book Thief” af Markus Zusak
Nogle bøger bør man måske bare hurtigt indse ikke er noget for én. Ja, faktisk bør man måske overveje, om det overhovedet er en bog, man bør prøve at læse. Sådan en bog er “The Book Thief” for mig. Så mange mennesker elsker den, og har den som én af de bedste bøger, de nogensinde har læst. Og sådan håbede jeg selvfølgelig også, den ville være for mig. Men samtidig kunne jeg måske også godt på forhånd havde forudset, at den ikke ville falde i god jord. Jeg læser nemlig ikke rigtig historiske romaner, da de fleste bøger i denne genre slet ikke siger mig noget. Af den grund fangede bogen mig derfor heller aldrig, og jeg er faktisk ikke engang nysgerrig efter at vide, hvad der kommer til at ske i den. Alligevel kan jeg dog ikke helt skille mig af med bogen. For hvis nu en dag? Ej, efter jeg har skrevet dette indlæg, så ryger den altså videre til en anden, som måske vil sætte lidt større pris på den. Den er jo nærmest for fin til bare at stå og samle støv.

“The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making” af Catherynne M. Valente
Denne bog er nok en af de bøger, der har været hårdest for mig at opgive. Og derfor håber jeg egentlig også stadig lidt på, at jeg vil komme til at læse den på et tidspunkt. Det er nemlig en bog, som jeg havde forventet, jeg ville komme til at elske fuldkomment. Desværre nåede jeg ikke engang halvvejs ind i den, før jeg simpelthen måtte opgive. For selvom jeg egentlig godt kunne lide historien, og var ret forelsket i Valentes sprog, så var det bare ikke mig. Jeg fandt nemlig både bogen helt ufatteligt kedelig, og samtidig synes jeg også, at sproget var alt for beskrivende. I hvert fald i forhold til, hvad jeg nød på daværende tidspunkt.

“Jeg henter solen ned” af Jandy Nelson
Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg blev nødt til at opgive denne bog. Eller jo, måske en smule. Men jeg ville bare sådan ønske, at det havde været anderledes. Jeg kan nemlig ret godt lide Nelsons anden bog, så jeg burde jo også kunne lide denne. Sagen er bare den, at historien virkede fuldstændig flad for mig, og jeg var hele tiden ret ligeglad med, hvad det hele egentlig gik ud på. Samtidig havde jeg svært ved at knytte mig til bogens personer, og jeg hadede de ekstremt lange kapitler. Jeg hader altid lange kapitler, men det bliver på ingen måde bedre af, at jeg samtidig heller ikke på nogen måde var fanget. Jeg er derfor også ret sikker på, dette er en bog, jeg aldrig kommer til at læse videre i. Heller ikke selvom jeg så inderligt gerne ville kunne lide den.

“Den kroniske uskyld” af Klaus Rifbjerg
Denne er måske ikke den store overraskelse. Jeg læser nemlig ikke super mange klassikere og slet ikke i genren ungdomsrealisme. Alligevel er den faktisk lidt overraskende for mig selv. Jeg havde nemlig forventet, at jeg ville være vild med bogen. Jeg læste nemlig engang et uddrag af den, som virkelig fangede mig, og gjorde mig nysgerrig efter at læse videre. Jeg blev derfor så glad, da jeg endelig tog mig sammen til dette. Desværre kæmpede jeg mig igennem bogen, da både sprog og historie virkelig ikke sagde mig noget. Da jeg nåede ca. halvvejs indså jeg derfor, at det nok bare ikke var noget for mig.

“Rød opstand” af Pierce Brown
“Rød opstand” burde være en bog, jeg elskede. Beskrivelsen af den er i hvert fald ret meget mig. Dog tror jeg måske, den havde tidspunktet lidt i mod sig. Jeg startede nemlig på den på et tidspunkt, hvor jeg var lidt træt af dystopier. Så selvom bogen egentlig virkede ret original, så fangede den mig bare aldrig. Jeg gav den dog heller ikke helt den store chance for at imponere mig. Og derfor har jeg heller ikke opgivet den 100% endnu. For den fortjener altså at få en bedre chance, og helst på et tidspunkt hvor jeg rent faktisk gider genren. Desuden hørte jeg den som lydbog, og det er muligt, at min læseoplevelse også blev påvirket af dette. Det er jo ikke alle bøger, som fungerer helt ligeså godt som lydbog, som de gør, hvis man selv læser dem.

Hvilke bøger har du opgivet at læse færdig?

“You wanna fly, you got to give up the shit that weighs you down.”

| Simone Hagemann

Jeg kredser om bogen. Lægger den fremme på bordet, så den hele tiden fanger min opmærksomhed, og giver mig dårlig samvittighed. Jeg tager den op, læser ti sider, og lægger den fra mig igen. Stirrer lidt mere intenst på den, og tager den endnu engang op, og læser ti sider. Sådan bliver det ved nogle dage eller måske endda uger, og langsomt men sikkert bliver jeg mere og mere irriteret. Hvorfor fanger den mig ikke?

Heldigvis sker ovenstående ikke særlig ofte, men når det gør, kommer jeg altid i et stort dilemma. Skal jeg bare tage mig sammen, og få den læst færdigt? Eller skal jeg indse, at det bare ikke bliver os to, og give op på den. Den første mulighed er oftest den jeg tyer til, selvom jeg inderst inde godt ved, det ikke gavner noget. Jeg bliver bare mere og mere frustreret, og min læselyst forsvinder ned i et dybt hul. Den anden mulighed knuser dog mit læse-elskende-hjerte. Bogen fortjener jo at blive læst færdig, for hvad nu hvis, den bliver bedre, og lige pludselig fanger mig? Og selvom jeg godt ved, det er meget sjældent, det sker, så er det stadig en meget svær beslutning.

Nogle gange vinder den anden mulighed dog alligevel, og bogen bliver lige så stille sat tilbage på hylden eller afleveret på biblioteket. Nogle gange med et lille “på gensyn”, og andre gange med direkte had og uden det mindste farvel.

Denne gang sætter jeg bogen tilbage på hylden og hvisker det lille “på gensyn”, med et håb og ønske om at vores veje mødes igen på et tidspunkt. Lige nu er bare ikke tiden for os. Vi kæmper mod hinanden, og kan ikke finde gnisten til at holde forholdet i live, og helt ærligt orker jeg ikke mere. Jeg vil læse noget, der omfavner mig, og som bidrager til min læselyst istedet for at få den til at forsvinde.

Så “på gensyn” The Book Thief af Markus Zusak. Jeg håber du finder én, der sætter mere pris på dig end mig, for inderst inde er du sikkert god nok.

Hvordan har I det med at give op på bøger? Og hvilken bog opgav I sidst?

Currently reading #6

| Simone Hagemann

I øjeblikket er jeg ved at læse The Book Thief af Markus Zusak, som jeg skal læse til læseklub på mandag. Jeg har villet læse bogen længe, så da Irene forslog, at vi skulle læse den i november, slog jeg til med det samme. Bogen får rigtig meget ros af forskellige booktubers, så jeg var rigtig nysgerrig efter at komme igang med den.

Jeg er endnu ikke nået så langt i bogen. Jeg har nemlig været ret irriteret på sproget i bogen. Sætningerne er meget korte, og bogens opstilling virker/virkede bare mærkelig for mig. Jeg er dog blevet lidt mere bidt af bogen, efter at historien sådan rigtigt er begyndt at udfolde sig. Jeg ved dog endnu ikke helt, om jeg synes om bogen – så jeg glæder mig til at få læst videre i den.

Jeg læser bogen på engelsk (originalsproget), hvilket jeg har frygtet lidt. Den er nemlig rimelig lang og ret tung læsning. Jeg synes dog, det går ret godt alligevel, og jeg er faktisk lidt stolt af mig selv. Jeg kan jo rent faktisk læse på engelsk – også selvom det (selvfølgelig) stadig går lidt langsomt, og der er nogle ord, jeg ikke helt forstår.

Hvad læser I i øjeblikket?

Læseklub

| Simone Hagemann

Jeg har længe drømt om at være medlem af en læseklub. Det virker simpelthen så hyggeligt. Tænk at læse den samme bog som andre, og kunne snakke med dem om den efter læsningen. Det kan jo kun være rart. Og det kan jeg nu sige, at det er. Jeg er nemlig kommet med i en læseklub.

Læseklubben er sammen med Karin og Irene, og vi har i dag haft vores første møde, som foregik hjemme hos mig. Vi havde læst Stardust af Neil Gaiman, eller det vil sige, at de to andre havde – jeg er stadig i gang 😉

Det har været en hel fantastisk dag. Snakken gik lystigt, både om bogen men lige så meget om alt muligt andet. Faktisk var det nok mest det der andet, der blev snakket om. Men det meste af det omhandlede bøger, og det er altså altid rart at have nogle, som forstår ens interesse fuldstændig, og vil snakke om det.

Vores næste møde er i november, hvor vi skal læse Bogtyven af Markus Zusak, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Det er nemlig en bog, jeg længe har ville læse, men ikke rigtig har fået læst. Og til næste gang skal jeg nok sørge for at gå i gang med bogen i lidt bedre tid, så jeg rent faktisk kan snakke med om det hele.

Er nogle af jer med i en læseklub, og hvad synes I om det?