Titel: “Følelse”
Forfatter(e): Christina Bonde
Serie: Nattens Sanger #3
Sideantal: 310
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 4.7.2014
Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Missionen er sat i værk. Med blodet som sit eneste våben og med de følelser, der manifesterer budskabet, kaster Victoria sig ud i kampen. Helt tæt på Hector skal hun sikre sejren. Men intet går som forventet.
I ondskaben finder Victoria svar på vitale spørgsmål, der sender hende ud i en afgørende vendetta, der truer med at koste hende dyrt. Nødtvungent må hun acceptere Lucas og Alexander i en magtfuld forening, der vil revolutionere vampyrsamfundet for altid.
Fortidens dæmoner bekæmpes, og i kulissen venter uforudsete forandringer. I sin endegyldige skæbne finder Victoria omsider sig selv. Lykken synes fuldbragt … men er alle fjender besejret?
Jeg ville ønske, at “LÆS DEN, LÆS DEN, LÆS DEN!” fungerede som en ordentlig anmeldelse, for jeg har virkelig svært ved at finde på andet at skrive. Som i hvert fald ikke bare er en gentagelse af mine anmeldelser af de første to bøger i trilogien.
Nå, men vi kan jo prøve at starte ud med endnu engang at rose Bonde for hendes fine sprog. For ja, jeg elskede det virkelig også i denne! Og faktisk tror jeg næsten, jeg elskede det endnu mere i denne, end jeg gjorde i de andre bøger. Her er nemlig også virkelig fine beskrivelser og sætninger, men derudover bliver sproget brugt på en endnu mere kreativ måde, som i sig selv får flettet hele trilogien virkelig fint sammen.
Historien i denne bog, havde jeg dog også en lidt anden mening omkring end i de tidligere bøger i trilogien. Jeg havde nemlig absolut intet at sætte en finger på, da jeg virkelig elskede alt, som skete i bogen! Historien var bare så gennemført, og den var skrevet, så den foregik i et helt perfekt tempo. Desuden fik jeg besvaret alle spørgsmål, og jeg følte, bogen havde den mest perfekte slutning. I det hele taget synes jeg, det var en helt perfekt afslutning på trilogien, og jeg kunne ikke have ønsket mig mere, end at bogen eller trilogien ville have været længere.
Desuden fangede denne bog mig også hele vejen igennem, og endnu engang ville jeg have ønsket, jeg ikke havde læst bogen, mens jeg var på ferie. Jeg havde nemlig så svært ved at slippe den, da jeg hele tiden blev nødt til at læse videre, så jeg kunne finde ud af, hvad der ville komme til at ske, og hvordan slutningen ville blive.
Alt i alt elskede jeg altså virkelig denne bog! Og hvis I endnu ikke har læst eller påbegyndt trilogien, så bliver I virkelig nødt til at komme i gang. Jeg kan i hvert fald ikke anbefale den nok.