“Mareridt & Myrekryb #3” af Nick Clausen

Titel: “Mareridt & Myrekryb #3” / Forfatter(e): Nick Clausen / Serie: Mareridt & Myrekryb #3 / Sideantal: 248 / Forlag: Facet / Udgivet: 1.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Historier som lusker – historier som rusker.

Historier som støder – historier som bløder.

Historier som snerrer – historier som skærer.

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Clausens udgivelser er efterhånden nogle, jeg kun kan se frem til med glæde; og denne var ingen undtagelse. Jeg frygtede dog en smule, at jeg ville blive lidt skuffet over mængden af uhygge, da jeg jo var det i den forrige bog. Det var derfor skønt at se, at Nick bestemt har oppet sig på dette punkt i denne samling. Her er der i hvert fald på ingen måde sparet på hverken uhygge, spænding eller creepiness. Den gav mig dermed både mareridt og myrekryb, hvilket jo er lige netop det, som jeg havde håbet på.

Novellerne i denne samling var rigtig godt udtænkt, og de fleste passede også ret godt sammen. Faktisk tror jeg kun, der var én enkelt (Evig sne), som jeg ikke helt følte passede ind. Og det var bestemt ikke fordi, denne var dårlig. Jeg følte bare, den havde en lidt anden stemning til sig, end de andre noveller havde. Det var derfor også en novelle, som jeg egentlig gerne ville havde set som værende en fuld bog; det tror jeg nemlig, den havde været perfekt til.

Jeg var desuden ikke helt så vild med Et liv for en idé og Mareridt. De var egentlig begge to fine nok, men jeg synes, de haltede lidt i forhold til de andre noveller i samlingen. Det var dog mest Mareridt, som jeg ikke var super glad for. Den kom nemlig mest bare til at føles flad for mig. Jeg blev nemlig hverken fanget eller skræmt af den, og jeg var derfor lidt ligeglad med den. Til gengæld var der også historier, jeg virkelig elskede. Jeg var f.eks. helt vild med Myrekryb og Ekkohuset, som sjovt nok også begge var nogle, som jeg ville elske at se på det store lærred. De var nemlig skrevet ret filmisk, og jeg så dem derfor også tydeligt som en lille minifilm under læsningen. Samtidig var de også begge både rigtig godt udtænkt men også meget veludførte.

“Mareridt & Myrekryb #3” var altså rigtig god læsning – også selvom novellerne ødelagde min nattesøvn i flere dage efter endt læsning. For sådan skal det jo helst være med gyserhistorier.

“Mareridt & Myrekryb #2” af Nick Clausen

Titel: “Mareridt & Myrekryb #2” / Forfatter(e): Nick Clausen / Serie: Mareridt & Myrekryb #2 / Sideantal: 232 / Forlag: Facet / Udgivet: 2.2.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Historier som lurer – historier som knurrer.

Historier som bider – historier som svider.

Historier som tænder – historier som brænder.

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Jeg glædede mig meget til at dykke ned i “Mareridt & Myrekryb #2”, da jeg var ret vild med det første bind i serien. Jeg synes dog ikke helt, novellerne i denne samling nåede op på samme niveau, som de andre gjorde. Det betyder dog ikke, at jeg ikke var ret begejstret for disse noveller. Der var bare lidt flere, som ikke sagde mig helt så meget. Og sådan vil det jo nok altid være med novellesamlinger. Der var i hvert fald noveller, som jeg virkelig elskede, og så var der nogle, som jeg egentlig godt kunne havde undværet. Men samtidig skal der jo helst være lidt til enhver smag, og det synes jeg egentlig kom meget godt til udtryk i samlingen.

Jeg har dog en fælles ting ved novellerne i “Mareridt & Myrekryb #2”, som jeg ville ønske havde været anderledes. Der var simpelthen for lidt fokus på uhygge og gyset. I hvert fald i forhold til, hvad jeg havde forventet. Clausen plejer nemlig ikke at holde sig tilbage – heller ikke selvom nogle af hans historier til tider måske er lidt for skræmmende i forhold til målgruppen. Men det følte jeg desværre, han gjorde lidt i denne samling. Det er dog muligt, at mine forventninger bare var alt for høje. Men lidt mere uhygge ville klart havde gjort det til en endnu bedre læseoplevelse.

Mine to yndlingsnoveller i samlingen var uden tvivl “Babysitteren” og “Indtrængeren”, som jeg begge gav fem stjerner. Først og fremmest var de netop mine yndlings, fordi de indeholdte masser af skræmmende elementer. Men samtidig var de også bare virkelig godt udført. De formåede begge at overraske mig fuldkommen, og selvom jeg efterhånden har glemt en god del af de overordnede detaljer ved novellerne i samlingen, så står disse stadig klart frem i min hukommelse. De er nemlig ikke sådan lige at glemme igen. Desuden er begge noveller nogle, som jeg ville elske at læse mange flere sider af.

#Bogbloggertræf 2016: Gæsteindlæg af Nick Clausen

Irene, Michelle og jeg har spurgt hver af de fire deltagende forfattere fra #Bogbloggertræf16, om de havde lyst til at skrive et lille gæsteindlæg på hver er vores blogs. Noget de heldigvis alle sammen havde lyst til. I kan derfor læse Nanna Foss’ her, Marie-Louise Rønnings her, og Pernille Vørs’ kommer snart hos Karin her. Og herunder kan I læse det fine brev vi modtog fra Nick Clausen umiddelbart efter træffet.

Fotocredit: Adam Lehn
bbt16-nick-clausenKære bloggere

Det var virkelig hyggeligt at møde jer. Tusind tak fordi jeg måtte komme.

Jeg læser næsten altid jeres anmeldelser, og jeg har altid sat virkelig stor pris på, at I tager jer tiden til at læse mine bøger og skrive jeres tanker omkring dem. Jeg er meget interesseret i at høre om jeres oplevelse af mine historier. Også når der er negative ting at sige. Det er vigtigt, at I er ærlige, og ikke lader jer holde tilbage af hvad andre måtte tænke, eller hvordan forfattere og forlag kan finde på at reagere. Jeg respekterer jeres holdning, og jeg vil rigtig gerne høre, hvad der kan gøres bedre, og det finder jeg jo ikke ud af, hvis I ikke siger jeres ærlige mening. Så bliv endelig ved med det.

Selvom jeg læser jeres anmeldelser, har jeg faktisk hidtil ikke været så god til at dele dem på Facebook, som er det sociale medie, jeg bruger. Det gælder ikke kun jer, men også fx aviser. Jeg har nok holdt mig tilbage, fordi jeg fandt det lidt underligt at dele med mine følgere, hvad anmelderne sagde. Det føltes lidt, som om jeg prøvede at sige ’Se, hvor god denne person synes, at min bog er.’ Måske er jeg bare vokset op under Janteloven. Men sådan var min indstilling.

Indtil i går. Jeg fandt virkelig ud af, hvor meget det betyder for mange af jer at få jeres anmeldelser ud i det sociale rum. Og hvorfor i alverden skulle det ikke dét? Jeg skriver jo heller ikke bøger for at lade dem ligge i en skuffe. Så den bedste måde for mig at vise min påskønnelse over for jeres anmeldelser, må jo være at dele dem med omverdenen, hvilket jeg vil begynde med – fra i dag. Desuden er der jo ikke noget i vejen med at sælge sig selv og sine bøger. Men jeg synes alligevel, I skal vide, at det faktisk kun er en sidegevinst for mig.

Jeg håber, I vil blive ved med (eller begynde på) at læse mine bøger, og jeg glæder mig til at høre, hvad I synes.

Kærlig hilsen
Nick.

Nyt i reolen #23

På det sidste har jeg været rigtig heldig på bogfronten. Jeg har vundet et par bøger, og min kæreste har vundet en bog til mig. Derudover har jeg fra søde forlag modtaget en god stak spændende anmeldereksemplarer, og så har brødrene Ellemose været så søde at sende to af deres bøger til det næste læseklubsmøde (som forresten bliver virkelig spændende – men mere om det senere på måneden). Desuden har jeg selv fået gjort nogle fine køb til billige penge. Så det er altså ikke nye spændende bøger, jeg mangler 😉

#23

  • Vand til elefanterne af Sara Gruen
  • Profetiens kald af Mette Bundgaard Laursen – Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet
  • Skyggernes spil af Mette Bundgaard Laursen – Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet
  • Skæbnens valg af Mette Bundgaard Laursen – Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet
  • Klaverstemmeren af Carin Gerhardsen
  • Cirinos fortælling af Nick Clausen – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn
  • Det sidste brev fra din elsker af Jojo Moyes – Anmeldereksemplar fra Rosinante&Co

#23.1

  • Madame Salvatins Hemmelighed af Søren & Morten Ellemose – Venligst tilsendt af forfatterne
  • The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald – Vundet hos Tanker om sprog
  • Den unge Werthers lidelser af Goethe
  • Kantslag af Dorte Norts – Vundet i Rosinante&Co‘s #gætenbog på Instagram
  • Vinterpiger af Laurie Halse Anderson
  • Killer Killer af Morten Ellemose – Venligst tilsendt af forfatteren
  • DrømmeSyn af Maja Flak – Vundet hos Andrup’s bookshelf

Har I tilføjet nogle spændende bøger til jeres samling for nylig?

“Silhuet” af Nick Clausen

SilhuetTitel: “Silhuet”
Forfatter(e): Nick Clausen
Serie: –
Sideantal: 267
Forlag: Tellerup
Udgivet: 15.11.2011
Læst på: Dansk

Selv et lyst sind kan have dybe, mørke afgrunde.

Leas liv ændres drastisk da en menneskelignende skygge begynder at forfølge hende. Hun kæmper fysisk for at holde væsenet fra livet, og tvinges ud i en indædt kamp for at bevare sin forstand.

Jeg havde ikke forventet det store af denne bog. Mest fordi jeg ikke vidste specielt meget om den, og ikke har læst nogle anmeldelser af den. Jeg blev derfor virkelig overrasket over den. Jeg var nemlig ret vild med den!

Den var så spændende, og helt umulig at lægge fra mig. Historien fungerede rigtig godt, og jeg følte mig mest ligeså forvirret som Lea, hvilket bare gjorde læsningen endnu bedre. Jeg havde ikke hvert fald på ingen måder regnet plottet ud, selvom jeg ellers var overbevist om det op til flere gange.

Bogen er skrevet rigtig godt. Den er skrevet i et dejlig let sprog, som virkelig fik læsningen til at flyde. Desuden var der både inddelinger med dage, og kapitler i dette, hvilket gjorde historien meget overskuelig – også selvom den til tider var lidt forvirrende, idet Lea selv var forvirret over det hele.

Jeg levede mig også ret meget ind i bogen, og var glad for, der var lys i hele lejligheden, og jeg ikke var alene. Jeg havde i hvert fald en følelse af, at Skyggen kunne være dukket op, hvornår det skulle være, hvilket jeg synes, var virkelig fedt og ret skræmmende!

Er man til thriller og uhygge, så vil jeg virkelig anbefale at læse denne bog!