“Knust” af Teri Terry

KnustTitel: “Knust”
Forfatter(e): Teri Terry
Serie: Slated #3
Sideantal: 285
Forlag: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Udgivet: 6.6.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kylas hukommelse blev slettet og hendes minder nulstillet. Hendes fortid var væk. Eller burde være det …

I tredje og afsluttende del af SLETTET-trilogien sætter Kyla alt ind på at finde sine rødder og sin rigtige mor for på den måde at afdække sin dramatiske historie og sin identitet.

Men samfundets undertrykkere – Lorderne – er i hælene på hende, og hun må flygte over hals og hoved hjulpet af mennesker, som hun tror, hun kan stole på – men kan hun nu også det?

Jeg havde skyhøje forventninger til denne bog, da jeg virkelig elskede de to andre bøger i trilogien. Hvilket også gjorde at jeg var virkelig bange for at blive skuffet over den, men samtidig var jeg så spændt på at læse den, at jeg slet ikke kunne vente med at gå i gang med den. Jeg havde dog slet ikke haft behov for at være bekymret, da jeg virkelig også elskede denne.

Jeg elsker hele trilogien, men af en eller grund har jeg virkelig svært ved at huske de forgangene bøger. Derfor havde jeg også lidt problemer i starten af denne bog, da jeg ikke kunne huske detaljerne fra den tidligere bog, og dermed havde en smule svært ved at følge med i starten. Man fandt ud af en del nye ting i starten af denne bog, hvilket jeg virkelig godt kunne lide, da jeg dermed alligevel blev fanget fuldstændig af historien.

I det hele taget fandt man ud af rigtig mange nye ting i denne bog, hvilket var med til at gøre bogen endnu mere spændende! Og samtidig var det med til at få alle løse ender flettet sammen, og skabe den helt perfekte slutning på trilogien. Selvom jeg gerne ville have haft mulighed for at kunne ændre et par ting ved selve slutningen af denne bog. Det var dog ikke noget, der på nogen måder ødelagde slutningen for mig.

Jeg elskede virkelig Kyla i denne bog. Hun er simpelthen så stærk! Selvom tingene virkelig går i mod hende, og hun til tider ikke har nogen idé om, hvem/hvad hun kan stole på, og hvad der er rigtigt, så formår hun alligevel at kæmpe sig gennem det hele, og prøve at vende tingene til en form for noget positivt. Derudover er hendes handlinger virkelig bare perfekte.

Bogens sprog er så skønt! Det er simpelthen så let, og flyder virkelig godt, og siderne vender sig nærmest af sig selv. Flere tidspunkter blev jeg helt overrasket over, hvor meget jeg egentlig havde fået læst, da jeg slet ikke havde lagt mærke til, at min læsning gik så hurtigt. Samtidig er kapitlerne præcis som i både Slettet og Splittet dejlig korte, hvilket jeg virkelig også elsker.

Alt i alt var det altså en virkelig god afslutning på en helt fantastisk trilogi! Og selvom jeg er lidt (meget) trist over, at denne læseoplevelse nu er slut, så er jeg alligevel glad for at have fået den afsluttet. Desuden skal jeg helt sikkert læse hele trilogien igen på et tidspunkt, så jeg forhåbentlig kan huske alle detaljer.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Splittet” af Teri Terry

SplittetTitel: “Splittet”
Forfatter(e): Teri Terry
Serie: Slated #2
Sideantal: 299
Forlag: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Udgivet: 7.10.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kyla burde ikke kunne huske noget, fra før hun blev SLETTET, men flere og flere skræmmende minder dukker op, og hun begynder at tvivle op, hvem hun virkelig er.

Har hun været med i en oprørsbevægelse? Han hun deltaget i angreb mod ‘Lorderne’, som overvåger befolkningen og holder landet i et jerngreb? Eller er hun en ganske anden?

Kyla føler, hun lever i en verden af løgne og hemmeligheder, og der er ingen, hun tør stole på. Slet ikke systemet, som hævder at hendes bedste ven og kæreste Ben, er død. Men er han nu også det?

Da Kyla konfronteres med en tiltrækkende og farlig skikkelse fra sin fortid, hvirvles hun ind i voldsomme begivenheder, som tvinger hende til at beslutte sig for, hvem hun vil være.

S.E.R.I.Ø.S.T hvor var den god! Jeg har virkelig svært ved at skrive en anmeldelse af den, for jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg prøver dog alligevel, for I skal virkelig alle sammen læse den. Altså efter i har læst den første i serien, som jeg også var ret vild med!

Jeg havde lidt problemer med historien i starten, da jeg havde rigtig svært ved at huske Slettet. Jo længere jeg kom ind i historien, jo bedre kunne jeg også huske den forgående. Jeg synes, bogen var ret god til kort at opridse, hvad der var sket i den sidste, uden det føltes for kunstigt.

Jeg synes, bogen var rigtig spændende. Fra start var jeg virkelig grebet, og jeg glædede mig virkelig til at se, hvad Kyla ville finde ud af om sig selv og hendes fortid. Jeg følte på et tidspunkt, at jeg havde en ret god idé om, hvad der ville ske, men så skete der noget helt andet, hvilket var med til at opbygge spændingen endnu mere.

Jeg elskede virkelig Kyla i denne bog. Til tider virkede hun ret naiv og forvirret, men det synes jeg virkelig var godt, da det passede ret godt med, at hun jo egentlig er to forskellige personer. Jeg elsker desuden den måde hvorpå, hun håndterer disse to personer. Det må være virkelig forvirrende, men alligevel synes jeg, hun formår at være tro mod sig selv alligevel.

Bogen er skrevet i et dejlig let sprog, som virkelig får læsningen til at flyde. Desuden er jeg, som altid, meget begejstret for de korte kapitler. Jeg synes bare altid, de gør læsningen meget lettere.

Der er ingen tvivl om, jeg også bliver nødt til at læse den sidste bog i trilogien. glæder mig så meget til at finde ud af, hvad historien ender med!

 

Nyt i reolen #12

Det sidste stykke tid har jeg været rigtig heldig. Jeg er nemlig blevet kontaktet af flere forskellige forfattere, der har spurgt, om jeg ville læse og anmelde deres bog/bøger. De har alle lydt rigtig spændende, og jeg har derfor modtaget disse anmeldereksemplarer de sidste par uger.

Tema: Krig #6

Titel: “Navy SEAL Team Six – han var en af verdens bedste soldater”
Forfatter(e): Howard E. Wasdin og Stephen Templin
Sideantal: 288
Forlag: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Udgivet: 17.10.2011

Når den amerikanske hær skal sende deres elite, sender de soldaterne i SEAL. Når SEAL sender deres elite, sender de Team Six. Det er en specialenhed, der arbejder i dybeste hemmelighed, når der er trusler fx i form af terror og gidseltagning. Det var en flok fra Team Six, der stod bag aktionen mod Osama bin Laden i foråret 2011.

Tidligere medlem af SEAL Team Six Howard Wasdin giver i sin nye bog et enestående indblik i, hvordan disse verdens skrappeste soldater bliver uddannet, og hvordan de opererer. Efter ekstrem træning blev Wasdin udvalgt til at være med i Team Six og deltog bl.a. i aktionen i Magadishu, hvor tingene gik grueligt galt for amerikanere, der mistede 18 mand. Wasdin blev hårdt såret og måtte forlade tjenesten. Han har imidlertid bevaret en tæt kontakt med det ekstreme militære miljø, og hans beretning er en af de mest detaljerede skildringer af livet blandt verdens bedste soldater nogensinde.

Alle, der var optaget af B.S.Christiansen og Jægerbogen, vil blive fascineret af bogen om Navy SEAL Team Six.

Titel: “En svær dag – en førstehåndsberetning om Navy SEAL missionen der dræbte Osama Bin Laden”
Forfatter(e): Mark Owen
Sideantal: 336
Forlag: People’s Press
Udgivet: 09.11.2012

Den sande historie om Bin Laden-missionen fortalt af en Navy Seal, der var med.

Navy SEAL-soldaten Mark Owen fra elitestyrken DEVGRU har været med på en stribe af det foregående tiårs mest dramatiske specialoperationer. I denne bog fortæller han hele sin historie. Om den strabadserende rekruttid i et korps, som forlanger det bedste af de bedste. Om et kammeratskab i skarp kamp, hvor man holder hinandens liv i hænderne. Og om det dramatiske og uforudsigelige hændelses forløb den nat i Abbottabad, da retfærdigheden indhentede Osama bin Laden.

Nyt i reolen #2

Det er lidt pinligt, at jeg oprettede denne kategori og så ikke opdaterede mere på den. Men nu fik jeg (ok – tvang min søster ;)) taget lidt billeder af de bøger, som jeg har fået og købt de sidste måneder. Jeg kan desværre ikke helt huske, hvornår de er modtaget, men nu får I dem altså lige at se alligevel.

Vi starter ud med de bøger, som jeg har vundet/fået, og så får i dem, jeg har købt i morgen.

  • At tro på løgnen af Elizabeth George – Er vundet i en af Saxos konkurrencer på Twitter, jeg kan dog desværre ikke huske hvilken.
  • Maya Kodekset af Maria Reading – Har jeg vundet i en af Saxos #ikkenymengod konkurrencer.
  • Trofæ af Steffen Jacobsen – Har jeg vundet hos Krimifan.
  • Slettet af Teri Terry – Er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Denne har jeg fået læst, og min anmeldelse kan læses her.