Danish Book Blog Award 2016 – stem på din favorit

danish-book-blog-award-stem-paa-din-favoritPlusbog.dk har skabt Danmarks første bogblog award, og Boghjørnet er blev udvalgt som én af 16 bogblogs, der alle kæmper om en nominering til titlen om at blive Danmarks bedste bogblog. Noget jeg simpelthen er så glad for og stolt over. Men lad os snakke lidt mere om det, efter vi har fået præsenteret lidt grundigere, hvad det hele går ud på.

Plusbog.dk skriver selv følgende om Danish Book Blog Award:

Plusbog.dk har skabt Danish Book Blog Award, fordi der mangler en pris, som hylder alle de hårdtarbejdende mennesker, som er passionerede omkring bøgerne og deres univers. Formålet med Danish Book Blog Award er at kåre Danmarks bedste bogblog. Bloggen skal emme af læseglæde og engagement og være forankret i bøgernes verden. Bogbloggen skal opdateres regelmæssigt med nye indlæg, med dybde og inspiration til læseren. Bloggen skal kunne føre læseren ind i en unik verden af læseoplevelser og fortællinger om bøger, forfattere eller andet med relation til bøgernes forunderlige verden, på en digital blog-platform. Bloggens univers skal være veletableret både med hensyn til den visuelle og grafiske opstilling samt være klart og tydeligt udformet, hvad angår læserskare, sidevisninger, unikke besøgende og renommé.

Man kan stemme på den blog, man synes fortjener at blive nomineret indtil fredag d. 14. oktober kl. 23.00. Herefter vil Plusbog tælle stemmerne sammen, og finde frem til de fem bogblogs, som går videre i Danish Book Blog Award finalen. Disse fem bogblogs vil efterfølgende blive bedømt af en kompetent jury, som også vil finde frem til den endelige vinder af awarden. I kan læse meget mere lige her.

Som sagt er Boghjørnet blevet udvalgt som én af de 16 bogblogs, der kæmper om titlen som Danmarks bedste bogblog. Og i den forbindelse vil jeg meget gerne takke jer, kære læsere, for, at I læser med herinde. Uden jer er jeg nemlig sikker på, bloggen aldrig ville havde været én af de udvalgte blogs. Udover at jeg elsker alle jeres likes og kommentarer, så er det nemlig også jer, det inspirerer mig til at blive ved med at blogge. Jeg elsker jo at dele min læsning og alle mine boglige tanker med jer.

Jeg håber derfor også på, I nyder at følge med herinde. Ellers hører jeg meget gerne fra jer – det kan jo være, I har nogle gode idéer til indhold, som I synes, skal være på bloggen. Desuden håber jeg på, I har lyst til at afgive jeres stemme til Danish Book Blog Award lige her. Jeg håber selvfølgelig på, jeres stemme lander på Boghjørnet – men jeg kan helt sikkert også godt forstå, hvis den ryger til én af de andre. Det er nemlig et virkelig stærkt felt, bloggen er oppe imod. Der er i hvert fald en del af mine egne yndlings bogblogs iblandt.

Stem, stem, stem! Og endnu engang tak fordi I læser med 😀

Nyt i reolen #41

#41Så blev det tid til endnu en book haul, og denne måned viser jeg jer virkelig mange skønne nye bøger frem. Ja, faktisk viser jeg jer hele 22 nye bøger – rimelig vildt! Jeg havde i hvert fald ingen idé om, at det var så mange. Det er dog ikke alle bøger, jeg på den ene eller anden måde har anskaffet mig i august. Nogle af bøgerne har jeg nemlig fået i løbet af min sommerferie hjemme hos mine forældre; jeg havde bare ikke plads til at slæbe dem med hjem, og derfor er jeg først blevet genforenet med dem nu.

#41.1

Derudover har jeg fået en god stak anmeldereksemplarer, vundet to bøger, fået én i gave af min søde kæreste, og byttet lidt bøger i Arnold Busck. På det seneste har jeg nemlig fået ryddet lidt mere ud i mine bøger, og jeg har således en ret god stak med bøger, der skal videre til andre hjem, hvor de vil blive værdsat lidt mere. Jeg nyder virkelig at bytte bøger væk, på den måde kan jeg nemlig glæde andre, mens jeg samtidig glæder mig selv med de byttebøger, som ryger med hjem i stedet.

  • De overlevende af Chris Weitz. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Græshoppejunglen af Andrew Smith. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn.
  • Jeg henter solen ned af Jandy Nelson. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Smagen af honning af J.G. Gylling. Anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt. Anmeldt her.
  • Monster af Patrick Ness. Anmeldereksemplar fra Plusbog. Anmeldt her.
  • Sarahs skytsengel af Tanja Lønberg Rasmussen. Anmeldereksemplar fra forfatteren.
  • En ny mission af Tanja Lønberg Rasmussen. Anmeldereksemplar fra forfatteren.
  • Du og jeg for evigt af Sarah Engell. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.
  • Det stof som drømme er gjort af af Sarah Engell. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.
  • I kamp for Kalifatet af Kåre Bluitgen. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Prinsen af Persien af Jordan Mechner, A.B. Sina, LeUyen Pham og Alex Puvilland.
  • Kapløb med tiden af Michael Hoeye.
  • Parfumen af Patrick Suskind.
  • Den tomme plads af J.K. Rowling.
  • Never Always Sometimes af Adi Alsaid.
  • Hytten af William Poul Young.
  • Før jeg lukker øjnene af S.J. Watson.
  • Slammed af Colleen Hoover.
  • When Jeff Comes Home af Cathrine Atkins.
  • Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren.
  • Vitsvit af Athena Farrokhzad. Vundet på Gyldendals Instagram.
  • Os af David Nicholls. Vundet på Gyldendals Instagram.

Har I læst nogen af ovenstående bøger, og kan de anbefales? Hvilke nye bøger har I selv tilføjet til jeres hylder i august?

Nyt i reolen #40

#40I den sidste månedstid har jeg endnu engang fået tilføjet lidt nye bøger til min samling. Det er dog ikke alle, jeg viser frem i dag; nogen af dem ligger nemlig på Fyn, og venter på mine forældre fragter dem op til mig – det er trods alt begrænset, hvad jeg kunne have med hjem i toget. 😉

Jeg havde dog lidt bøger herhjemme, som jeg af en eller anden grund ikke har fået vist jer, og desuden er jeg blevet begavet af søde forlag, mens jeg har været på ferie. Og således kunne jeg derfor åbne hele tre bogpakker, da jeg kom hjem fra ferie; hvilket altid er en fantastisk ting at komme hjem til. Der er dog også kommet et enkelt anmeldereksemplar mere til mig i løbet af den sidste uge.

De to af bogpakkerne, der ventede på mig, da jeg kom hjem fra ferie var fra Turbine, som altid er så søde at overraske mig med forskellige bøger. Jeg er altid evigt taknemmelig for det; men denne gang er jeg endnu mere begejstret. Turbine har nemlig formået at læse mine tanker. Eller det skulle man i hvert fald tro. De har nemlig sendt mig én bog, jeg allerede havde kigget på, og havde planer om at læse inden længe – og to andre bøger, som jeg ikke kendte, men som virker perfekt udvalgt til mig; det er bøger, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig, men som jeg ikke ville have undværet.

  • Orla Frø-Snapper & Lille Virgil af Ole Lund Kirkegaard.
  • Mit ødelagte kongerige af Finn-Ole Heinrich og Rán Flygenring. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Girl Online af Zoe Sugg. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Sukker af Gitte Løkkegaard. Anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Anmeldt her.
  • Freak City af Kathrin Schrocke. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Samleren af Paul Cleave.
  • Det syvende mord af Paul Cleave.
  • Hvad hjertet ved af Jessi Kirby. Anmeldereksemplar fra Carlsen.
  • Joel og Io af Geir Gulliksen og Anna Fiske. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Biblioteksmysteriet af Martin Wildmark og Helena Willis.

Hvilke bøger har I tilføjet til jeres samling på det seneste?

“Sukker” af Gitte Løkkegaard

SukkerTitel: “Sukker” / Forfatter(e): Gitte Løkkegaard / Serie: – / Sideantal: 289 / Forlag: Politikens Forlag / Udgivet: 9.6.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Køb den her.

Nina er en selvsikker pige på 19 år, der ved lige præcis, hvordan man scorer en fyr. Hun går i 3.g og lever et helt normalt liv med veninder, fester, forældre og kæreste. Samt en del engangsaffærer.

Alt det ændrer sig, da hun får forelsker sig i sin nye chef Thomas. Og han i hende. Nina føler sig elsket og begæret, men det der i begyndelsen er boblende let, bliver efterhånden til et foruroligende kærlighedsforhold, der kiler sig ind mellem Nina og hendes gamle tilværelse. For Thomas har en fortid, der gør, han ikke er let at være tæt på.

Jeg må indrømme, at jeg med denne bog dømte den på coveret. Det er efter min mening nemlig virkelig cheesy, og det virkede bare ikke som noget, jeg ville læse (for ja, det kan man jo dømme udfra coveret :P). Det var dog kun indtil, jeg læste en virkelig skøn anmeldelse af den over hos Rikke, og rent faktisk læste hvad den handlede om. Det lød jo netop som en bog lige for mig; hvilket det helt klart også var.

Bogens historie var virkelig god. Den er på ingen måde særlig original, men så alligevel en lille smule; i hvert fald når man tænker på, at det er en dansk bog. Bogen virker nemlig meget som en typisk amerikansk new adult, men den foregår altså i Danmark – og endda i en lille provinsby lidt uden for Silkeborg. Desuden er historien bare virkelig fangende og fik mig til at flyve gennem bogen.

Bogens tempo er nemlig også virkelig hurtigt, og samtidig havde jeg ret let ved at relatere til historien, selvom det nok ikke sker så ofte, at en 19 årig bliver forelsket i (og kærester med) sin chef på 35 – og da slet ikke så hurtigt, som det sker i bogen. Men et eller andet ved det føltes alligevel meget ægte, og jeg kunne derfor heller ikke helt afvise tanken om, at det jo godt kunne ske. Selvom jeg nu mest af alt synes, at Thomas var en idiot. Hvilket nok egentlig er det, der trækker læseoplevelsen en smule ned for mig. For jeg havde ret svært ved at sætte mig helt ind i Ninas følelser omkring ham; hvis han havde været så stor en idiot over for mig, og jeg egentlig allerede havde en sød kæreste, så var jeg i hvert fald uden tvivl skredet. Også selvom jeg elskede ham – og det uden tvivl ville være svært.

Nu skal det dog ikke lyde som om, at jeg ikke kunne lide Nina. For det kunne jeg virkelig! Hun virkede meget som en typisk 19-årig (dog med en forkærlighed for ældre fyre), hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Især fordi jeg havde let ved at relatere til hende, og uden tvivl kender piger, der minder meget om hende. Desuden kunne jeg rigtig godt lide hendes familie, og hvor meget de egentlig er tilstede i historien. Især elskede jeg hendes bror, Mads.

Bogen er desuden skrevet i et godt og let sprog, som helt sikkert var med til at få bogen til at flyde rigtig godt. Og derudover elskede jeg, at det på ingen måde virkede ”fordansket”, hvilket jeg godt synes, danske bøger om kærlighed og erotik godt kan komme til.

Alt i alt var det altså en virkelig god læseoplevelse og en meget anbefalelsesværdig bog. Især hvis man er vild med new adult-genren, men gerne vil læse noget, der virker lidt ”tættere” på én.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

“Monster” af Patrick Ness

MonsterTitel: “Monster” / Forfatter(e): Patrick Ness / Serie: – / Sideantal: 222 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 11.3.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Køb den her.

En ekstraordinært rørende fortælling om at acceptere tab.

Monsteret kom lige efter midnat. Som de jo gør. Men Conor er ikke bange. Han har frygtet et helt andet slags uhyre. Uhyret fra det mareridt, han har haft næsten hver nat siden hans mor blev syg. Mareridtet med mørket, vinden og skrigene. Men monsteret uden for vinduet er noget andet, noget vildt. Og det vil have det farligste af alt: Det vil have sandheden.

Jeg havde kæmpe forventninger til denne bog, da jeg kun har hørt helt fantastiske ting om den. Desuden havde jeg hørt, at den skulle være virkelig smuk, men samtidig også meget hjerteskærende; og ikke nok med dette, så har jeg hørt tingene fra folk, der selv havde meget høje forventninger til bogen. Jeg glædede mig derfor meget til at læse bogen, selvom jeg dog også var ret bange for at blive skuffet.

“Sommetider er mennesker nødt til at lyve endnu mere over for sig selv end over for andre.”

Bogen var dog fuldstændig fantastisk. Gyldendal kalder den et mesterværk, og jeg kunne ikke være mere enig i den betegnelse; det er den nemlig virkelig på alle måder. Jeg var dog ikke helt overbevist om, den ville være dette det meste af vejen igennem den. Ikke fordi jeg ikke kunne lide den – jeg nød den virkelig meget; jeg følte bare ikke helt, den var så fantastisk, som jeg havde forventet. Dette ændrede sig dog, da jeg nærmede mig slutningen.

Bogen er på mange måder ret forudsigelig – men så alligevel ikke rigtig. Jeg havde dog forudset slutningen, og forberedt mig på, hvordan jeg ville have det med den. Det viste sig dog, at jeg slet ikke havde mulighed for, at forberede mig på den alligevel. Den ramte mig i hvert fald virkelig hårdt, og jeg havde slet ikke kontrol over tårerne, der løb ned ad mine kinder. Sorg og at acceptere denne er nemlig beskrevet på den smukkeste og mest ægte måde; og jeg kunne virkelig selv relatere til det, da jeg på en måde har oplevet noget af det samme (bare ikke med en person så tæt på mig – men alligevel et meget nærtstående familiemedlem).

“Der er ikke altid en helt. Der er heller ikke altid en skurk. De fleste mennesker er et sted midtimellem.”

I det hele taget er bogen skrevet i et virkelig smukt sprog. Sproget er dog samtidig også meget sarkastisk og metaforisk, hvilket jeg virkelig elskede det for. Det gav nemlig bogen sådan en perfekt stemning, og gjorde at den ikke bare var hjerteskærende, men også så meget andet. Desuden elskede jeg, at den indeholdte flere forskellige emner, selvom der var mest fokus på sorg og accept.

Derudover bliver jeg nødt til at nævne, hvor gennemført bogen er. Ikke nok med at den er skrevet virkelig godt, og historien er fantastisk, så er den nemlig også fyldt med de smukkeste illustrationer. De er tegnet på en virkelig god måde, der passer perfekt til bogen, og derudover er de spredt ud over siderne, samtidig med der også er nogle to-siders illustrationer.

Alt i alt var det en helt fantastisk læseoplevelse, og bogen er uden tvivl kommet på min liste over yndlingsbøger. Desuden fik jeg min kæreste til at læse bogen lige efter mig, da jeg bare måtte have en at tale med den om – og samtidig er det en bog, som jeg virkelig synes alle bør læse.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5