“Sukker” af Gitte Løkkegaard

SukkerTitel: “Sukker” / Forfatter(e): Gitte Løkkegaard / Serie: – / Sideantal: 289 / Forlag: Politikens Forlag / Udgivet: 9.6.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Køb den her.

Nina er en selvsikker pige på 19 år, der ved lige præcis, hvordan man scorer en fyr. Hun går i 3.g og lever et helt normalt liv med veninder, fester, forældre og kæreste. Samt en del engangsaffærer.

Alt det ændrer sig, da hun får forelsker sig i sin nye chef Thomas. Og han i hende. Nina føler sig elsket og begæret, men det der i begyndelsen er boblende let, bliver efterhånden til et foruroligende kærlighedsforhold, der kiler sig ind mellem Nina og hendes gamle tilværelse. For Thomas har en fortid, der gør, han ikke er let at være tæt på.

Jeg må indrømme, at jeg med denne bog dømte den på coveret. Det er efter min mening nemlig virkelig cheesy, og det virkede bare ikke som noget, jeg ville læse (for ja, det kan man jo dømme udfra coveret :P). Det var dog kun indtil, jeg læste en virkelig skøn anmeldelse af den over hos Rikke, og rent faktisk læste hvad den handlede om. Det lød jo netop som en bog lige for mig; hvilket det helt klart også var.

Bogens historie var virkelig god. Den er på ingen måde særlig original, men så alligevel en lille smule; i hvert fald når man tænker på, at det er en dansk bog. Bogen virker nemlig meget som en typisk amerikansk new adult, men den foregår altså i Danmark – og endda i en lille provinsby lidt uden for Silkeborg. Desuden er historien bare virkelig fangende og fik mig til at flyve gennem bogen.

Bogens tempo er nemlig også virkelig hurtigt, og samtidig havde jeg ret let ved at relatere til historien, selvom det nok ikke sker så ofte, at en 19 årig bliver forelsket i (og kærester med) sin chef på 35 – og da slet ikke så hurtigt, som det sker i bogen. Men et eller andet ved det føltes alligevel meget ægte, og jeg kunne derfor heller ikke helt afvise tanken om, at det jo godt kunne ske. Selvom jeg nu mest af alt synes, at Thomas var en idiot. Hvilket nok egentlig er det, der trækker læseoplevelsen en smule ned for mig. For jeg havde ret svært ved at sætte mig helt ind i Ninas følelser omkring ham; hvis han havde været så stor en idiot over for mig, og jeg egentlig allerede havde en sød kæreste, så var jeg i hvert fald uden tvivl skredet. Også selvom jeg elskede ham – og det uden tvivl ville være svært.

Nu skal det dog ikke lyde som om, at jeg ikke kunne lide Nina. For det kunne jeg virkelig! Hun virkede meget som en typisk 19-årig (dog med en forkærlighed for ældre fyre), hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Især fordi jeg havde let ved at relatere til hende, og uden tvivl kender piger, der minder meget om hende. Desuden kunne jeg rigtig godt lide hendes familie, og hvor meget de egentlig er tilstede i historien. Især elskede jeg hendes bror, Mads.

Bogen er desuden skrevet i et godt og let sprog, som helt sikkert var med til at få bogen til at flyde rigtig godt. Og derudover elskede jeg, at det på ingen måde virkede ”fordansket”, hvilket jeg godt synes, danske bøger om kærlighed og erotik godt kan komme til.

Alt i alt var det altså en virkelig god læseoplevelse og en meget anbefalelsesværdig bog. Især hvis man er vild med new adult-genren, men gerne vil læse noget, der virker lidt ”tættere” på én.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

Nyt i reolen #39

#39Jeg viste nye bøger frem for et par uger siden, men allerede der skrev jeg, at jeg havde en stak, der lå og ventede på mig hjemme hos mine forældre. Disse bøger er jeg endelig blevet genforenet med, så derfor får i endnu en book haul – også selvom det ikke er så længe siden den sidste. Men jeg tænker, at det nok ikke gør så meget; det er jo altid skønt at se hvilke nye bøger, andre har fået tilføjet til deres samling.

Bøgerne denne gang er også en ret god blanding. Der er lidt anmeldereksemplarer, lidt gaver fra Høst & Søn, som jeg fik med hjem fra Workshop, og så er der en ordentlig stak købt på loppemarked. Eftersom jeg er på ferie hos mine forældre, har jeg selvfølgelig været en tur forbi mit yndlingsloppemarked, og der er det altså nærmest umuligt ikke at komme hjem med en ordentlig stak bøger. Der kan man nemlig oftest finde en masse skønne skatte til nærmest ingen penge.

Desuden havde jeg også slæbt en god stak bøger med hjem til mine forældre, som jeg agtede at få byttet. Og som tænkt så gjort – man må jo udnytte, at der i Arnold Busck i Svendborg er en bytte-reol. Jeg fik derfor byttet mig til tre skønne bøger; ikke super mange, men lidt har også ret. Især fordi jeg gerne ville eje de tre bøger, men på ingen måde ville være gået ud og have givet fuld pris for dem. Derudover har jeg også været forbi min yndlingsgenbrug, men utrolig nok kom jeg faktisk kun hjem med én bog herfra – det var dog Skarpe genstande af Gillian Flynn til bare 10 kr, hvilket var et virkelig godt fund.

  • Den trettende fortælling af Diane Setterfield.
  • Leona af Jenny Rogneby. Vundet på Politikens Forlags Facebookside.
  • Mino & dragen af Frederik Brinth Christiansen. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Uhyret i Loch Ness af Jesper W. Lindberg. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Sådan er det nu af Meg Rosoff.
  • Kære dumme døde Vik af Caroline Ørsum. Gave fra Høst & Søn.
  • Minus Iris af Natasha Farrant. Gave fra Høst & Søn.
  • Vernon G. Little af DBC Pierre.
  • Gåden om Alaska af John Green. Anmeldt her.
  • Fordelene ved at være en bænkevarmer af Stephen Chbosky. Vundet på Bøger til børns Facebookside.
  • Ugly love af Colleen Hoover.
  • Den hvide pige af Jon Rex Laugen. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
  • Skarpe genstande af Gillian Flynn
  • Juliette selskabet af Sasha Grey.
  • Dæmonernes by af Cassandra Clare.
  • Savnet af Michael Katz Krefeld.
  • Hende du forlod af Jojo Moyes. Gave fra Høst & Søn.
  • Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn.

Hvilke bøger har I købt/fået på det seneste?

“Slide” af Jill Hathaway

SlideTitel: “Slide”
Forfatter(e): Jill Hathaway
Serie: Slide #1
Sideantal: 274
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 17.8.2012
Læst på: Dansk

Alle tror, Vee lider af narkolepsi. Hvad de ikke ved er, at hun ikke bare falder i søvn under sine anfald. Hun glider ind i andre menneskers bevidsthed og ser verden gennem deres øjne. Hun har både været inde i sin søster, da hun snød til en matematikprøve og sin lærer, mens han drak i smug.

Men en dag befinder Vee sig i bevistheden på et menneske, hun ikke kender. Hun står bøjet over Sophie, søsterens veninde. Sophie ligger død på sengen foran hende, og Vee opdager til sin rædsel, at hun står med en blodig kniv i hånden. Alle tror, at Sophie har begået selvmord. Vee er den eneste der ved, at hun blev myrdet, for hun var der selv.

Jeg elskede virkelig denne bog! Det var ikke et litterært mesterværk, og jeg må indrømme, at jeg ikke husker særlig meget af den længere, men det var lige sådan en bog, jeg havde brug for, da jeg læste den. Den var dejlig let, men alligevel virkelig god og meget fangende.

Jeg var faktisk fanget lige fra starten, og kunne på ingen måder lægge den fra mig. Jeg synes virkelig, den var spændende, og jeg sad hele tiden og gættede på, hvem der var morderen. Også selvom jeg havde ret svært ved det, og først gættede det lige før, det blev afsløret. Jeg kunne nemlig bare slet ikke lade være.

Jeg var desuden helt vild med Vee. Hun virkede simpelthen så sød, og virkede som en meget stærk personlighed. Desuden fungerede hun rigtig godt som hovedperson. De andre personer i bogen også virkelig gode, og jeg følte de alle var ret godt beskrevet. Jeg følte i hvert fald, at jeg kom til at kende de fleste af personerne.

Bogen er skrevet i et dejlig let sprog, som også var med til at få siderne til at vende sig selv. Desuden fungerede det bare virkelig godt til hele bogens tempo og den meget spændende historie. Derudover elsker jeg, at det var så let, at man ikke skulle tænke yderligere over det, og bogens historie dermed blev det vigtigste.

Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, og en bog jeg virkelig gerne vil anbefale til andre. Især hvis man bare gerne vil læse noget hurtigt og let, men som samtidig er meget spændende.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Let it snow” af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle

Let it snowTitel: “Let it snow”
Forfatter(e): John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle
Serie: –
Sideantal: 364
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 20.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

En snestorm forvandler juleaften en lille by til en romantisk kulisse af den slags, man ellers kun ser på film. Eller – i hvert fald på en måde. For en kold og våd gåtur fra et strandet tog midt ude i ingenting ender normalt ikke i et svimlende kys fra en charmerende fremmed. Og ingen forestiller sig, at en travetur i sne til albuerne hen til den lokale kaffebar kunne føre til, at gnisterne pludselig flyver mellem gamle venner. Eller at vejen tilbage til ægte kærlighed går lige lukt igennem en alt for tidlig morgenvagt på Starbucks.

Vinterglæden stråler fra disse tre hylemorsomme og hjertevarme fortællinger om kærlighed, romantik og venskab.

Jeg havde så store forventninger om, at jeg virkelig ville synes om denne bog. Beskrivelsen af den lyder nemlig rigtig fin, og jeg har samtidig læst en del gode anmeldelser af den. Desværre skuffede den mig virkelig meget.

Den første historie fangede mig nogenlunde, men de to andre kunne slet ikke fange mig, og jeg var stort set fuldstændig ligeglad med, hvad der ville komme til at ske. Den første historie var egentlig god nok, og jeg kunne ret godt lide udviklingen i den. Anden historie virkede dog meget ligegyldig og kedelig for mig, og tredje historie var som sådan okay, men heller ikke en der sagde mig det vilde. Desuden følte jeg, at alle tre historier var lidt for korte, og at det hele nærmest blev hastet igennem.

Personerne i historierne var egentlig fine nok. Dog var jeg ikke helt så vild med hovedpersonen i den sidste historie, da hun virkede alt for selvoptaget. Jeg følte dog ikke rigtig, at jeg kom tæt på nogen af personerne, hvilket trækker en del ned for mig, da jeg dermed det meste af tiden heller ikke rigtig følte med dem. Faktisk var jeg lidt ligeglad med, hvad der ville komme til at ske med dem, selvom jeg egentlig var ret glad for, at de alle fik den slutning, som de gjorde.

Historierne og personerne fra de tre historier/noveller flettede sig sammen i løbet af bogen, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Det fungerede nemlig rigtig godt, og jeg nød at man stadig så lidt til personerne, selvom deres historie egentlig var slut. I det hele taget følte jeg faktisk ikke rigtig, at bogen havde tre forfattere. Idet historierne flød så godt sammen, og sproget ikke ændrede sig så meget (jeg følte i hvert fald, det var skrevet meget ens), virkede det nemlig mest af alt som om, at man bare skiftede synsvinkel. Hvilket efter min mening gav bogen et godt flow.

Alt i alt var det en læseoplevelse, jeg godt kunne have været foruden. Også selvom der var dele af den, jeg fandt rimelig gode. Det er i hvert fald nok ikke en bog, jeg kommer til at læse igen. Men jeg vil alligevel gerne anbefale den til folk, som har brug for lidt lette og overfladiske kærlighedshistorier på en kold vinterdag. Jeg tror nemlig, den kan være meget god, hvis man går ind til uden nogen forventninger overhovedet.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5

 

“Will Grayson, Will Grayson” af John Green og David Levithan

Will Grayson, Will GraysonTitel: “Will Grayson, Will Grayson”
Forfatter(e): John Green og David Levithan
Serie: –
Sideantal: 390
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 20.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

På en råkold aften i et aldeles usandsynligt hjørne af Chicago krydses to teenagedrenges veje. De hedder begge Will Grayson. Deres verdner brager ind i hinanden og sammenflettes, og pludselig er intet længere som før. Samtidig opsætter Tiny Cooper, den enorme, enormt homoseksuelle high school quarterback en helt igennem fabelagtig musical, som kommer til at sende de to Will Grayson’er ind i nye forståelser af kærligheden, teenageårene, hinanden og sig selv.

Jeg havde ikke de store idéer om, hvad denne bog handlede om, hvilket jeg er virkelig glad for. Det var nemlig helt fantastisk bare at lade mig opsluge af historien, og på den måde finde ud af, hvad bogen handlede om.

Historien var virkelig fantastisk! Jeg elskede virkelig alt ved den, også de mindre sidehistorier. Desuden elskede jeg virkelig, hvordan de to historier (hver Will Grayson historie) flettede sig sammen. Det fungerede så godt! Desuden synes jeg, det virkede som en meget plausibel måde, at historierne flettede sig sammen på.

Bogens personer var dog helt sikkert det, som fik mig til at elske bogen så meget, som jeg gjorde. De trak virkelig læseoplevelsen, og hvis de ikke havde været så fantastisk skrevet, som de var, så er jeg overbevist om, min læseoplevelse ikke ville have været helt så god. Personerne var virkelig lette at holde af, og samtidig virkede de meget virkelige for mig, hvilket gjorde dem endnu bedre.

Bogens sprog var rigtig godt, selvom jeg i starten var lidt træt af, at Levithan overhovedet ikke benytter sig af versaler i hans kapitler. Det giver dog god mening, og efter bare et kapitel irriterede det mig ikke længere. Udover dette kunne man også godt mærke forskel på forfatternes sprog, men det virkede alligevel meget flydende. Hvilket jeg var rigtig glad for.

Alt i alt var det en helt fantastisk bog, som jeg med det samme havde lyst til at genlæse, fordi jeg simpelthen bare gerne ville opleve historien igen lige med det samme.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5