Jeg ønsker mig #17

Min bogønskeliste er uendeligt lang, og der bliver hele tiden tilføjet flere og flere til den. Jeg vil derfor hver torsdag vise én bog(serie) frem, som jeg ønsker mig, så det måske kan give lidt inspiration til, hvilke bøger I kunne ønske jer.

Denne uges bog udkom på dansk i tirsdags, og allerede første gang jeg læste om den, var der ingen tvivl om, at det er en bog, jeg bare MÅ læse! For det første har den allerede fået rigtig meget (god) omtale, og for det andet lyder den simpelthen bare så spændende. Desuden skulle det være den første bog i en ny krimiserie, og det siger jeg jo aldrig nej til. Jeg elsker i hvert fald at opdage nye krimier – og specielt nye krimiserier, så jeg kan opleve hovedpersonen i længere tid.

Bogen, jeg snakker om, er Mærket for livet af Emelie Schepp.

Mærket for livet er en svensk selvudgiver-sensation!

En sommerdag i 1986 vågner ni årige Jana Berzelius op på sygehuset. Hun ved ikke, hvem hun er og kan intet huske. Seksogtyve år senere har hun succes som anklager og får den opgave at lede forundersøgelsen i forbindelse med det opsigtsvækkende mord på Hans Juhlén, chef for Migrationsværket i Norrköping. 
Sammen med kriminalkommissær Henrik Levin og kriminalinspektør Mia Bolander indleder hun et samarbejde for at opklare sagen. Endnu et lig findes – denne gang et barn, og alt tager en uventet drejning, da det viser sig, at sporene leder hen mod den døde dreng. Og jo mere Jana graver i hans historie, jo nærmere kommer hun sin egen. Og den er mørkere og blodigere end hun i sin vildeste fantasi har kunnet forestille sig.
Kan hendes kolleger stole på hende? Og hvorfor klør hendes mærke i nakken så frygteligt?

Mærket for livet er første del i en serie om Jana Berzelius af EmelieSchepp – en ny stærk stemme på det svenske krimimarked, som spås en stjernefremtid. Emelie er en flittig blogger, arbejder i reklamebrancenog har solgt 30.000 ex. af bogen på fire måneder som selvudgivet, inden hun fik et svensk forlag.

“En hellig alliance” af A.J. Kazinski

En hellig allianceTitel: “En hellig alliance”
Forfatter(e): A.J. Kazinski
Serie: –
Sideantal: 511
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 3.10.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Saxo.

En tidlig morgen i Dyrehaven. Han sidder lænet op ad træet. Hans hænder ryster da han stikker geværløbet i munden. Måske lukker han øjnene.

Samme morgen starter den tidligere journalist Eva Katz på sit nye job i en daginstitution i Roskilde. Nu er det tid til at se fremad – i livet og i forhold til den frygtelige hemmelighed hun skjuler. Men i mødet med en fem år gammel dreng ændrer alt sig. For hvad er det han vil fortælle hende med sin blodige tegning? Eva får mistanke om at drengen har været vidne til en forbrydelse. Og da han viser sig at være søn af en hofdame, går det snart op for Eva at hun står over for en makaber forbrydelse, der peger dybt ind i hjertet af det danske monarki.

En Hellig Alliance er en hæsblæsende thriller der bygger på omfattende research. Bogen går bag facaden på det danske og de europæiske kongehuse, og fortæller om hemmeligheder og skandaler fra mange hundrede års kamp mellem monarki go demokrati i Danmark og Europa.

Bogen startede rigtig spændende ud, og jeg nød virkelig læsningen. Jo længere jeg kom ind i bogen, jo længere tid tog læsningen mig. Bogen var stadig spændende, men ikke så spændende at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Jeg havde ikke rigtig behov for at vide, hvad der nu ville ske, sådan som jeg ellers plejer at have det med krimier.

Bogens sprog var ret godt, og jeg kunne på ingen måder fornemme, det var to forskellige, der havde skrevet. Det hele virkede meget flydende. Desuden var jeg ret vild med Eva. Jeg elskede, at hun var så tro mod sig selv, og ikke bare opgav at finde sandheden, selvom andre i hendes situation nok ville have gjort det. Desuden kunne jeg også meget godt lide Marcus (den anden “hovedperson”). Hans udvikling gennem bogen, synes jeg virkelig, var god. Den fik mig i hvert fald til at føle mig tættere på ham, og desuden synes jeg, den fik ham til at virke mere sympatisk.

Desuden manglede jeg lidt en slutning på bogen. Jeg synes, det kom til at virke som om, den bare hurtigt skulle afsluttes. Jeg kunne i hvert fald godt have brugt lidt mere forklaring og action. Jeg vil dog alligevel gerne anbefale bogen, da jeg alt i alt syntes, det var en ret spændende historie. Der skulle bare have været ændret nogle ting, for jeg havde været helt tilfreds med den. Desuden kan man virkelig mærke hvor meget research, der er lagt i bogen – hvilket jeg synes er ret fedt!

 

Bogbloggertræf 2013 #2

Som sagt fik vi nogle rigtige fine goodiebags i forbindelse med bog-jeopardy. Jeg blev i hvert fald rigtig glad for alle tingene, og det var nu en rigtig god præmie at få for en fjerde plads 😉

Af bøger fik jeg Delirium af Lauren Oliver (sponsoreret af Politikens Forlag), The Submissive af Tara Sue Me (sponsoreret af People’s Press) og Mount København af Kaspar Colling Nielsen (sponsoreret af Gyldendal). Delirium er jeg rigtig glad for, da jeg er virkelig vild med den (læs min anmeldelse her) og jeg kun havde nr. to i forvejen. The Submissive glæder jeg mig bare virkelig meget til at læse, da jeg er blevet ret vild med genren, og Mount København lyder ret speciel, så den er jeg ret spændt på at få læst, og se hvad jeg synes om.

Udover bøger fik vi også en masse andet godt. Vi fik 14 dages gratis lytning hos Storytel, som jeg glæder mig meget til at få brugt. Tænker det vil være perfekt til mine togture i efterårsferien. Desuden fik vi høretelefoner fra Gyldendal i samarbejde med Storytel, hvilket jo er helt perfekt, til når jeg skal høre lydbøger. Vi fik også to tebreve sponsoreret af Naturesource.dk, som jeg glæder mig til at nyde sammen med en god bog. Desuden fik vi to fine bogmærker og en rigtig fed magnet, som med det samme har fået en plads på køleskabet. Udover at Nemlig.com havde sponsoreret penge til træffet, så fik vi også alle sammen et gavekort på 100 kr. dertil.

Og som om det ikke var nok, så mangler der faktisk noget på billedet. Vi fik nemlig også en lille lækker slikpose, som jeg var rigtig glad for, da jeg kom hjem kl. 2.10 søndag nat 😉

Bøger i efteråret

Jeg elsker foråret og efteråret! Ikke pga. vejret men pga. alle de gode bøger, der bliver udgivet på disse årstider. Specielt efterårsperioden plejer virkelig at være god, og i år er absolut ikke nogen undtagelse. Jeg har derfor valgt, at vise de bøger frem, som jeg glæder mig aller mest til udkommer i løbet af det næste stykke tid. Jeg når nok desværre ikke at få læst dem alle lige med det samme, men jeg glæder mig alligevel virkelig meget til at have muligheden for at læse dem.

Jeg har valgt ikke at tage de bøger med, som allerede er udkommet her i september. Derfor står der kun én under denne måned, selvom der har været flere spændende udgivelser.

Titlerne linker til bøgerne på Saxo.com, hvor man kan læse mere om hver enkelt bog, hvilket jeg virkelig vil anbefale jer at gøre. De lyder nemlig virkelig gode! Desværre er der nogle af titlerne, som jeg ikke har kunne finde på hverken Saxo eller forlagets hjemmeside.

September
30.9.13: Blå Lys af Jon Brændsgaard Toft (Forlaget mellemgaard)

Oktober
1.10.13: Den 5. bølge af Rick Yancey (Gyldendal)
3.10.13: En hellig alliance af A.J. Kazinski (Politikens forlag)
7.10.13: Splittet af Teri Terry (Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck)
10.10.13: Gøgens kalden af Robert Galbraith/J.K. Rowling (Gyldendal)
10.10.13: Hospitalet af Michael Kamp (Tellerup)
10.10.13: Marie Antoinettes hemmelige dagbog af Carolly Erickson (Punktum)
17.10.13: Vagten af Peter Terrin (Turbine forlaget)
28.10.13 Ild af Maya Banks (Pretty ink)

November
1.11.13: Forkynderen af Sander Jakobsen (Punktum)
2.11.13: Dødsshowet af Chris Carter (Jentas)
?: Tavshedens Mørke af Maria Kjær-Madsen (Forlaget Valeta)
?: Shared af L. Marie Adeline (Politikens forlag)

Hvilke bøger glæder I jer til udkommer, og er I enige i nogle af mine?

“Pandæmonium” af Lauren Oliver

PandæmoniumTitel: “Pandæmonium”
Forfatter(e): Lauren Oliver
Serie: Delirium #2
Sideantal: 303
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 21.6.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lena flygter fra en verden, hvor kærlighed er en sygdom.

Hun flygtede med Alex, hendes elskede. Hans sidste ord var: løb.

Nu er Lena alene. Hun må begrave fortiden, hvis hun vil overleve i Vildmarken.

Jeg var jo meget begejstret for Delirium, og blev nødt til at starte på denne med det samme efter, jeg havde læst den første færdig. Det kunne jo kun blive godt, og det blev det også – som sådan i hvert fald.

Jeg har haft meget svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om bogen. Jeg har hele tiden fundet den god, men den fangede mig bare ikke rigtig, hvilket virkelig frustrerede mig, nu når jeg var så spændt på den.

Jeg synes, historien virkede ret kedelig i starten i forhold til Delirium, og jeg havde et ret anstrengt forhold til de nye karakterer i bogen. Jeg synes ikke rigtig, jeg kunne komme ordentlig ind under huden på dem, og de virkede ret flade.

Ca. halvvejs i bogen ændrede alle mine meninger sig dog. Bogen blev pludselig virkelig spændende, og mit syn på karaktererne ændrede sig drastisk. Det var nærmest som om, de udfoldede sig for mig, og jeg lærte dem bedre at kende. Dette fik mig til at holde virkelig meget af dem alle, og fik trukket bogen lidt op for mig. Desuden læste bogen nærmest sig selv herfra, hvilket jo på ingen måde gjorde det dårligere.

Bogens slutning var virkelig alt for spændende, og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal kunne vente på den sidste bog bliver oversat. Jeg glæder mig så enormt meget til at læse den!

Bogen er inddelt i skiftende kapitler med “Dengang” og “Nu”, hvilket giver rigtig god mening, når man læser bogen. Jeg var i hvert fald meget begejstret for inddelingen, som jeg synes fik historien til at flyde rigtig godt. Jeg er desuden også ret vild med sproget i denne bog. Jeg synes virkelig, Oliver skriver godt. Samtidig er jeg altså stadig helt vild med temaet. Det er bare så godt udtænkt!