Titel: “Revolution”
Forfatter(e): Louise Haiberg
Serie: Dæmondræberen #3
Sideantal: 482
Forlag: Tellerup
Udgivet: 5.3.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Mit navn er Syranthia.

Jeg er en falden engel.

For tusinder af år siden faldt jeg fra Himlens nåde for at leve sammen med et dødeligt menneske. Da jeg mistede ham, sank jeg ned i en dyb sorg.

Så mødte jeg Dominic … en dæmon hvis sjæl lyste mere klart end de fleste engles. Han udfyldte tomrummet som min elskede havde efterladt, og nu er jeg villig til at rejse til Helvede for hans skyld.

For vores skyld …

Jeg havde glædet mig så længe til at læse denne bog, men frygtede det samtidig også en smule. For det første ville jeg ikke rigtig have trilogien til at slutte, og for det andet var jeg nervøs for, om jeg ville finde slutningen god nok. Altså ikke fordi jeg forventede, den ville være dårlig, men fordi jeg simpelthen havde så store forventninger, og derfor var ret bange for at blive skuffet.

Bogens historie var rigtig god. Efter min mening var den ret anderledes end de to andre bøger, men det kunne jeg ret godt lide. En stor del af historien foregår i Helvede, hvilket var sådan en fed udvikling – jeg elskede i hvert fald, at man på den måde nærmest startede og sluttede der. Desuden var Helvede bare i det hele taget en rigtig god baggrund for selve historien. Man lærer desuden også mere af Dominics fortid at kende i denne bog, og finder f.eks. ud af hvordan han er forbundet med flere forskellige personer/dæmoner.

Vi følger endnu engang bogens begivenheder fra flere forskellige synsvinkler, og endnu engang fungerede det også virkelig godt. Jeg elsker, at man på den måde får endnu mere historie og personlighed ind over, og samtidig nød jeg bare virkelig alle personligheder. Slade (bogens nye synsvinkel) var et virkelig skønt bekendtskab – og selvom det varede kort, da det jo kun var i denne bog, så endte jeg med at holde rigtig meget af ham. Han virkede så uselvisk, men samtidig havde han nogle skønne drømme, som han virkelig kæmpede for ville gå i opfyldelse. Jeg kunne desuden også godt lide, at vi lærte Tia at kende på en lidt dybere måde. Det var rart at se, at hun ikke ’bare’ er en hård tøs, men at hun faktisk også er ret blød, og har haft flere svære perioder i sit liv.

Bogen er præcis som de andre skrevet i et virkelig godt og humoristisk sprog, som kan få selv de mest triste scener til at lyse op. Desuden er humoren så tyk og tør nogle steder, og jeg elsker det virkelig. Det at Haiberg kan skrive både virkelig smukke og virkelig humoristiske scener, og blande dem sammen på en fantastisk måde, er uden tvivl noget af det, der har fået mig til at elske denne trilogi så meget. Jeg er helt vild med sproget.

Der var dog et eller andet ved bogen som gjorde, at den ikke fangede mig helt så meget som de tidligere bøger. Jeg kan desværre ikke sætte min finger på, hvad det var – eller om det måske bare skyldes min mangel på motivation til at læse. Men det trak desværre læseoplevelsen en anelse ned for mig, da jeg endte med at blive lidt forvirret over handlingen et par gange.

Alt i alt var det dog en virkelig god bog, og selvom jeg virkelig gerne ville læse mere om/med Dominic, så synes jeg, at trilogien blev sluttet ordentligt af. Jeg føler i hvert fald på ingen måder, jeg sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål – jeg føler derimod, at jeg faktisk fik svar på flere spørgsmål, end jeg egentlig følte, jeg havde. Hvilket bare gjorde mig endnu mere begejstret for bogen.