Titel: “Sendt til tælling” / Forfatter(e): Kristen Callihan / Serie: Game On #1 / Sideantal: 409 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 23.8.2017 / Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Et one night stand mellem stjerne-quarterbacken Drew og den ambitiøse collegestuderende Anna skulle egentlig ikke være mere end det. I hvert fald ikke fra Annas side.
Men Drew har andre planer. Han er en berømthed på campus og vant til at kunne charmere alt og alle. Problemet er, at Anna ikke er interesseret i en plads i spotlightet ved hans side. Drew har derfor sin sværeste kamp foran sig. Han må overbevise kvinden, han er forelsket i, om at det, de har sammen, er mere end bare sex.
Er vi helt sikre på, at Kristen Callihan og Elle Kennedy ikke er den samme person? Det var min første rigtige tanke om bogen, da jeg læste dens beskrivelse, og da jeg havde læst den sidste side. “Sendt til tælling” minder nemlig på så mange måder fuldstændig om “Off Campus”-serien af Kennedy. Hvilket på ingen måde er ment som noget negativt; faktisk er det så positivt ment, som det overhovedet kan være. Jeg elskede nemlig “Off Campus”, og jeg tror faktisk, at jeg elskede “Sendt til tælling” mindst lige så meget. Desuden er ligheden mellem bøgerne kun med til at gøre mig endnu mere vild med “Sendt til tælling”.
Selvom bøgerne minder meget om hinanden, så følte jeg alligevel, at “Sendt til tælling” var helt unik. Historien og temaerne er godt nok set ret mange gange før, men alligevel synes jeg, at de blev beskrevet på en anderledes måde i denne bog. Jeg fik i hvert fald aldrig følelsen af, at dette havde jeg læst før. Måske især fordi Anna og Drew er på den måde, som de er. De er nemlig ret unikke personligheder begge to, og jeg var helt vild med begge deres baggrundshistorier, som gav dem begge en god dybde. Samtidig var det også med til at gøre, at jeg uden at blinke forstod deres handlinger. Også selvom de til tider bare burde havde taget sig lidt sammen.
Bogens sprog mindede også en del om det, jeg oplevede i “Off Campus”. Callihan skriver nemlig med en skøn humor og sødme, som gjorde, at jeg forelskede mig. Både fordi du hun beskiver bogens personer, steder og følelser på en fantastisk måde, men også fordi sproget passer perfekt til fortællingen. Faktisk fik sproget mig til at tænke på, at bogen lige så godt kunne være skrevet af Anna. Sproget passer nemlig med, hvordan jeg forestiller mig, hun skriver. Der flyver rundt med sarkastiske bemærkninger, skønne beskrivelser og en fin lethed, som gør sproget helt fløjlsblødt og nemt at fordøje. Præcis som det gerne skal være i denne type bøger.
Alt i alt var “Sendt til tælling” altså både en sjov, sød og helt fantastisk læseoplevelse. Callihan kan let gå hen og blive endnu en ny yndlingsforfatter – i hvert fald hvis alle hendes bøger er skrevet på denne måde. Derfor glæder jeg mig også allerede helt vildt til, at den næste bog i serien bliver oversat. Jeg skal nemlig helt klart have fingre i den.