Titel: “Sjælevært” / Forfatter(e): Christina Bonde / Serie: – / Sideantal: 369 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 10.5.2017 / Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Mit navn er Celina. Jeg var 16 år da jeg for alvor blev forelsket. I et spøgelse …
Celina er træt af skolen, og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.
Det er altid en fornøjelse af læse noget fra Bondes hånd. Derfor glædede jeg mig også helt vildt til at komme i gang med at læse “Sjælevært”. Også selvom jeg egentlig ikke helt vidste, hvad den handlede om. For når det gælder Bonde, så er det lidt ligegyldigt. Jeg vidste dog, det var noget med spøgelser og kærlighed, hvilket lød som et fint nok plot. Det viste sig dog, at bogen faktisk endte med at være noget mere spændende og nervepirrende, end jeg lige havde forventet.
Det er ikke det bedste, jeg nogensinde har læst – og slet ikke fra Bondes hånd. Men jeg var totalt hooked på historien hele vejen igennem, og jeg nød i stor stil at læse bogen. Hvilket trods alt er det vigtigste. Bogen er egentlig ikke som sådan unik, men alligevel er den helt sin egen, hvilket jeg elskede den for. For selvom jeg måske godt kunne regne ud, hvad der nogenlunde ville komme til at ske i den, så formåede den alligevel at fastholde min interesse fuldkommen. Derfor fløj jeg også igennem bogen, for jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg først var begyndt.
Historien indeholdte desuden en del mere end bare spøgelser og kærlighed. Faktisk virkede det mest af alt som en historie om at finde sig selv. Hvilket passede rigtig godt sammen med resten af bogens plot. Derudover kommer bogen med nogle fine og meget vigtige budskaber, som virkede fuldstændig naturlige. Noget jeg synes var rigtig rart at se, da nogle af de emner bogen tager op, netop kræver en form for seriøsitet. Så selvom disse emner ikke blev bearbejdet i dybden, så synes jeg stadig, de blev dealet med på en ordentlig måde.
Når det er sagt, så får bogen ikke helt den sidste stjerne. Der er nemlig et par ting, jeg ville ønske havde været anderledes. Først og fremmest er Bondes sprog normalt som en drøm. En helt fantastisk og smuk drøm. Desværre synes jeg ikke rigtig, hendes skønne sprog blev udfoldet nok i løbet af “Sjælevært”. I hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg havde forventet. Desuden ville jeg havde ønsket, at bogens historie havde været en smule dybere. Især ville jeg havde elsket at se bogens slutning være en anelse længere. Historien kom nemlig til tider til at virke en smule forhastet, så jeg ville egentlig gerne havde haft et par hundrede sider ekstra.