Vi har vel alle oplevet at blive tvunget til at læse forskellige bøger i løbet af vores skoletid, og selvom jeg elsker at læse, så har jeg altid hadet dette. Mest af alt fordi jeg virkelig ikke kan lide at blive tvunget til at læse noget, og så er det meget sjældent, at jeg rent faktisk prøver at give bogen en chance, selvom jeg måske ville havde elsket den, hvis jeg selv havde udvalgt den.
Der har dog været nogle bøger, som jeg er blevet tvunget til at læse i løbet af min skoletid, som alligevel har fået en stor plads i mit hjerte, og som jeg på alle måder nød at læse. Og det er fem af disse bøger, som dette indlæg af dedikeret til. Inspirationen kommer forresten fra denne uges Top 5 Wednesday.
Harry Potter og De Vises Sten af J.K. Rowling
Denne skulle vi læse i dansk i syvende klasse, hvilket jeg er super glad for. Jeg havde nemlig aldrig læst bogen før, og havde egentlig heller ikke planer om det før, da jeg egentlig havde det fint nok med at se filmene. Jeg blev dog selvfølgelig fuldstændig grebet af bogen, og de næste par måneder læste jeg ikke andet end Harry Potter bøger.
Ondskaben af Jan Guillou
Jeg havde absolut ingen forventninger til denne bog, men jeg startede med at læse det, vi havde for til næste dag, og før jeg havde set mig om, havde jeg læst den sidste side. Bogen var simpelthen bare alt for god til at lægge fra mig, også selvom det betød, jeg muligvis manglede at lave lidt andre lektier til dagen efter. 😉
Støvet på en sommerfugls vinge af Bjarne Reuter
Jeg husker ikke meget af handlingen i denne bog, men jeg tænker alligevel stadig på den som en virkelig god bog. Også selvom jeg måske ikke var helt så begejstret for den, da jeg egentlig skulle læse den – for selvom den var rigtig god, så gad jeg bare ikke læse mere i den ad gangen, end det vi skulle. Faktisk glæder jeg mig meget til at genlæse den en dag, for at finde ud af, hvad jeg vil synes om den nu.
Perlen af John Steinbeck
Denne bog havde jeg virkelig heller ikke nogen forventninger til; jo, at den nok ville være kedelig. 😉 Men det var den bestemt ikke! Jeg husker det som om, den havde nogle scener, der var lidt tunge at komme igennem, og som trak læseoplevelsen lidt ned for mig. Men alt i alt husker jeg den som værende god, og som en bog jeg helt sikkert også vil genlæse på et tidspunkt.
Marie Antoinette
Denne bog er måske egentlig lidt snyd, for det var som sådan ikke en bog, vi var tvunget til at læse – men det var én, vi fik læst højt af i historietimerne i syvende eller ottende klasse. Jeg ved derfor desværre heller ikke, hvilken af bøgerne om hende, det var – og derfor heller ikke forfatteren; jeg kan i hvert fald ikke huske det, hvilket er virkelig synd. Jeg elskede nemlig bogen! Den var virkelig interessant, og samtidig med jeg nød den meget, følte jeg også, at jeg lærte rigtig meget af den.
Hvilke bøger er de bedste, I har været tvunget til at læse i løbet af jeres skoletid?