Titel: “Skurkistan” / Forfatter(e): René Toft / Serie: – / Sideantal: 136 / Forlag: Calibat / Udgivet: 15.8.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Nogle gange kan en ganske lille ting eller hændelse have meget stor betydning. Skurkistan handler lige netop om sådan en lille bitte ting, og hvordan den her lille bitte ting fik helt og aldeles kæmpe store følger. Det starter med et ganske uskyldigt tyveri af en jernhandske og ender med et land på randen af en revolution for en lille dreng der hed Ingolf.

Nemlig.

Så du må hellere skynde dig at læse bogen.

Jeg startede på ”Skurkistan” med en forventning om, jeg ville komme til at opleve en sød og finurlig fortælling. Hvilket var lige præcis det, jeg kom til. Bogens beskrivelse mindede mig lidt om Kirkegaards forfatterskab, og bogen er netop også tilegnet ham og Kidde. Dog synes jeg ikke helt, Toft kan sammenlignes med disse to. I hvert fald ikke med denne bog. Han har dog helt sikkert potentialet til at skrive historier, der minder om. Så jeg glæder mig meget til at læse mere af ham i fremtiden.

Bogen handler om byen Skurkistan, hvori alle, børn som voksne, skal udføre skurkagtige handlinger på daglig basis. Drengen Ingolf forstår dog ikke helt hvorfor. Slet ikke fordi loven fortæller, at man skal være skurk. For det er vel ikke særlig skurkagtigt at følge loven? Denne undren sender ham ud på et længere eventyr, som bringer mange oplevelser med sig. Et eventyr som var rigtig hyggeligt at følge med i. Ikke mindst fordi Ingolf er en rigtig skøn hovedperson.

Bogen veksler dog mellem kapitler, der fortæller fra forskellige personernes synspunkter, og man oplever dermed mere, end Ingolf selv får lov til. Dette betyder også, at man kommer ret tæt på en del af bogens personer. Vi møder f.eks. kalif Ondisulet, som er den meget onde og modbydelige hersker af Skurkistan. Eller er han nu egentlig det? Jo bedre vi lærer ham at kende, jo tydeligere står det nemlig klart, at han måske inderst inde ikke er så ond, som han selv tror. Hvilket er en ting, som jeg ret godt kan lide ved bogen. Det får nemlig historien til at munde ud i en rigtig fin pointe.

På trods af, jeg synes, bogen var en ret hyggelig læseoplevelse, så forelskede jeg mig ikke fuldkommen i den. Der var især nogle steder, hvor jeg fandt den en anelse langtrukken, og hvor jeg desværre kom til at kede mig en smule. Ydermere må jeg indrømme, at jeg nok ville have haft mere glæde af bogen, hvis jeg rent faktisk havde læst den højt for et barn. ”Skurkistan” indeholder nemlig en masse barnlig glæde, som bare venter på, at et barn kommer og frigør det fra siderne. Det er derfor helt klart også en bog, som jeg er glad for at have i min samling, og som jeg glæder mig til en dag at læse højt for mine fremtidige børn. Hvis jeg altså ikke kan vente på, at de selv kan læse den. Jeg tror nemlig også, det kunne være en rigtig fin bog til dem, som har kunne læse lidt tid, men som endnu mangler den bog, som gør dem hooked på litteratur.