Månedens læsning #5: Maj

Maj har været præget af eksamensopgaver og familiebesøg og dermed alt for lidt læsning. I hvert fald for lidt læsning ift., hvad jeg gerne ville have nået. Jeg synes dog alligevel, jeg har fået læst en del, og kan ikke helt forstå, hvordan jeg har fundet tiden til det. Jeg har nemlig nået at læse hele 9 bøger i løbet af måneden.

I gennemsnit har jeg også fået læst 89 sider om dagen, hvilket jeg er virkelig begejstret for! Selvom jeg ville ønske, jeg havde nået 100, så synes jeg alligevel, det er ret godt klaret, da jeg slet ikke havde regnet med at få læst så meget.

Derudover har jeg givet de fleste af bøgerne 4, og det har altså været nogle ret gode læseoplevelser, jeg har haft.

I maj har jeg læst følgende bøger:

Mærket for livet af Emelie Schepp: 4. En rigtig spændende krimi, som dog ikke helt var som forventet.

Det sidste brev fra din elsker af Jojo Moyes: 4. En virkelig god kærlighedshistorie, som dog desværre skuffede mig en anelse. Anmeldt her.

Madame Salvatins hemmelighed af Søren & Morten Ellemose: 4. En rigtig skøn novellesamling, der bare skal læses!

Fordærvet af Lars Kramhøft & Tom Kristensen: 4. En lidt skuffende oplevelse, som jeg dog alligevel nød. Anmeldt her.

Profetiens kald af Mette Bundgaard Laursen: 4. Rigtig god kærlighedshistorie, der opslugte mig fuldstændig. Anmeldt her.

Skyggernes spil af Mette Bundgaard Laursen: 3. Fin historie, men personerne irriterede mig en del. Anmeldt her.

Skæbnens valg af Mette Bundgaard Laursen: 3. Til tider en irriterende historie med irriterende personer, men alligevel en ret god slutning på trilogien.

Killer Killer af Morten Ellemose: 4. En rigtig spændende krimi, som gav mig lidt Carter-vibes.

Bundet til dig af Sylvia Day: 3. Ret overfladisk, men alligevel ret underholdende.

Hvad har I læst i maj?

“Skyggernes spil” af Mette Bundgaard Laursen

Skyggernes kaldTitel: “Skyggernes spil”
Forfatter(e): Mette Bundgaard Laursen
Serie: Caldera #2
Sideantal: 296
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 12.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.

Jeg var både virkelig begejstret og ret irriteret på denne bog. Overordnet kunne jeg virkelig godt lide historien, også selvom den virkede en smule kliché. Og det var på ingen måder det, der trak læseoplevelsen ned for mig – det var derimod personerne.

Bogen holder sig stadig til i store træk at være en kærlighedshistorie med et twist af sci-fi. Dog bliver sci-fi delen en smule større i denne, og man får en smule mere information om universet, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Faktisk ville jeg næsten have ønsket, der var mere om universet, da det virker til at være ret godt udtænkt. Men når det er sagt, så var jeg altså også vild med kærlighedsdelen af denne bog.

Af personer må jeg indrømme, at de tre ’hovedpersoner’ alle irritererede mig til tider. Noah havde jeg dog især meget svært ved i denne bog! Jeg forelskede mig ellers ret meget i ham i den første, men i denne er han bare alt for krævende og dum over for Kate. Han lytter slet ikke til hende, og ignorerer stort set alt hun siger. Desuden skulle han forestille at være bekymret for Kate, da hun bliver kidnappet, men alligevel prøver han ikke at redde hende. Mht. Kate elskede jeg, at hun sagde fra, og at hun gjorde lidt, som hun havde lyst til. Alligevel virkede hun bare træls nogle gange – dog på ingen måder ligeså meget som Noah. Naphal kunne jeg faktisk virkelig godt lide, men han virkede simpelthen alt for sød til at skulle være superskurk. Når han bliver beskrevet, og man lærer ham bedre at kende, har jeg virkelig svært ved at se, hvordan han nogensinde har kunnet være så ond. Hvilket irriterede mig en del gennem bogen. For selvom han selvfølgelig kan udvikle sig, så virkede det til tider lidt vagt.

Bogens sprog irriterede mig også nogle steder. Overordnet var det dog fint, og passede stadig godt til den ’lette’ kærlighedshistorie, som bogen nu engang er. Det flød godt, og jeg lagde ikke så meget mærke til det under læsningen, hvilket passede mig fint. Dog var der nogle steder, hvor formuleringerne virkelig bare lød alt for mærkelige, og hvor jeg slet ikke kunne tage det seriøst.

Alt i alt var det altså en okay læseoplevelse, og det kan virkelig anbefales, at man læser bogen, hvis man kunne lide den første. Historien fejler nemlig ikke noget, og det vil næsten være synd at gå glip af slutningen på trilogien ved ikke at fortsætte læsningen. Og jeg påbegyndte da også straks den tredje og sidste bog, da jeg havde læst den sidste side i denne.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5


Nyt i reolen #23

På det sidste har jeg været rigtig heldig på bogfronten. Jeg har vundet et par bøger, og min kæreste har vundet en bog til mig. Derudover har jeg fra søde forlag modtaget en god stak spændende anmeldereksemplarer, og så har brødrene Ellemose været så søde at sende to af deres bøger til det næste læseklubsmøde (som forresten bliver virkelig spændende – men mere om det senere på måneden). Desuden har jeg selv fået gjort nogle fine køb til billige penge. Så det er altså ikke nye spændende bøger, jeg mangler 😉

#23

  • Vand til elefanterne af Sara Gruen
  • Profetiens kald af Mette Bundgaard Laursen – Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet
  • Skyggernes spil af Mette Bundgaard Laursen – Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet
  • Skæbnens valg af Mette Bundgaard Laursen – Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet
  • Klaverstemmeren af Carin Gerhardsen
  • Cirinos fortælling af Nick Clausen – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn
  • Det sidste brev fra din elsker af Jojo Moyes – Anmeldereksemplar fra Rosinante&Co

#23.1

  • Madame Salvatins Hemmelighed af Søren & Morten Ellemose – Venligst tilsendt af forfatterne
  • The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald – Vundet hos Tanker om sprog
  • Den unge Werthers lidelser af Goethe
  • Kantslag af Dorte Norts – Vundet i Rosinante&Co‘s #gætenbog på Instagram
  • Vinterpiger af Laurie Halse Anderson
  • Killer Killer af Morten Ellemose – Venligst tilsendt af forfatteren
  • DrømmeSyn af Maja Flak – Vundet hos Andrup’s bookshelf

Har I tilføjet nogle spændende bøger til jeres samling for nylig?