“Som stjerner på himlen” af Jennifer Niven

Som stjerner på himlenTitel: “Som stjerner på himlen”
Forfatter(e): Jennifer Niven
Serie: –
Sideantal: 400
Forlag: Alvilda
Udgivet: 1.2.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Finch er fascineret af døden. Men han leder også efter ting, der er værd at holde sig i live for. Violet lever i fremtiden. Hun tæller dagene, til hun er færdig med skolen, så hun kan undslippe den lille barndomsby og sorgen efter sin søsters død.

Violet og Finch mødes tilfældigt i toppen af skolens klokketårn – med udsigt til seks etagers frit fald. Og da de begge er kommet helskindet ned, er det svært at sige, hvem der egentlig har reddet hvem.

Det umage par begiver sig af sted på et rodet road trip. De lader vejene diktere deres oplevelser og opsøger: det storslåede, det ligegyldige, det smukke, det overraskende. Snart føler Finch sig kun som sig selv, når han er tæt på Violet – modig, morsom, udadvendt. Ikke den freak, han ellers er kendt som. Og sammen med Finch holder Violet langsomt op med at tælle dagene – og begynder i stedet at leve dem.

Men i takt med at Violets verdens vokser, bliver Finchs mindre og mindre.

Jeg havde kæmpe forventninger til denne bog. Den bliver sammenlignet med både The Fault in Our Stars og Eleanor & Park, som er to bøger, jeg virkelig elsker. Derudover lød bogen ud fra dens beskrivelse virkelig bare som en bog, jeg uden tvivl ville elske. Hvilket jeg også i store træk gjorde – bare ikke helt nok, ift. hvor meget jeg havde håbet.

Bogen er virkelig god, og jeg elskede hvert øjeblik med den. Den blæste mig dog desværre bare aldrig rigtig bagover, og jeg følte lidt, at jeg hele tiden havde en ret god idé om, hvad der ville ske. Der var i hvert fald ikke rigtig noget af historien (heller ikke slutningen), som overraskede mig synderligt meget, men det gjorde egentlig ikke så meget. Historien var nemlig alligevel virkelig godt udført, og jeg var ret begejstret for historielinjen.

Bogen behandler meget tunge emner, men den gør det virkelig på en fantastisk måde. Man mærker tydeligt, hvordan personerne har det, men samtidig er bogen holdt i en ret humoristisk tone, hvilket efter min mening fungerede perfekt. Det gjorde i hvert fald sådan, at jeg kunne nye historien, uden at den gjorde mig alt for deprimeret. Hvilket jeg tror, den ville have gjort uden humoren.

Bogens personer er virkelig fantastiske. De er beskrevet så godt, og jeg føler virkelig, man kommer helt ind, og mærker de inderste og dybeste steder af dem. Deres tanker virker ægte, og deres handlinger ligeså. Jeg var ikke altid helt enig med deres handlinger, men jeg kunne godt forstå, hvorfor de handlede, som de gjorde. Hvilket, jeg synes, er det vigtigste.

Bogens sprog var så fint. Der er rigtig mange litterære referencer og citater i bogen, hvilket jeg elskede, da det passer perfekt ind i bogens stil. Derudover er sproget også ret filosofisk til tider, men det er gjort på en sådan måde, at det stadig virker meget simpelt. Desuden indeholder bogen i det hele taget virkelig nogle fantastiske sætninger – jeg har i hvert fald markeret adskillige i løbet af min læsning.

Alt i alt er det en meget anbefalelsesværdig bog, især hvis man er fan af både The Fault in Our Stars og Eleanor & Park, men også hvis man bare gerne vil opleve (endnu) en fantastisk ægte historie. Det er i hvert fald uden tvivl ikke sidste gang, jeg har læst den.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

Månedens læsning #13: Januar

Månedens læsning #13 - JanuarJanuar har været en virkelig fantastisk læsemåned, og jeg har fået startet mit læseår op på aller bedste vis. Jeg har læst ret forskellige bøger, hvoraf nogle har været helt fantastiske, andre har været okay, og nogle bare slet ikke har været mig. Jeg er dog glad for, at jeg har fået læst dem alle, også selvom der var nogle, jeg ikke var specielt begejstret for.

I løbet af januar har jeg fået læst hele 17 bøger. Jep, du læste rigtigt. Der står 17. Ud af de 17 er tre børnebøger, og fire har været comics/graphic novels. Jeg har haft ferie i lidt over to uger, hvilket selvfølgelig har gjort sit til, at jeg har fået læst så mange bøger. Men samtidig er jeg virkelig også bare fløjet igennem de fleste af dem. Flere af dem har jeg i hvert fald læst på et døgns tid.

Jeg har ikke noget bestemt sidetal, jeg i gennemsnit vil nå pr. dag i år, men jeg vil alligevel regne det ud hver måned, så jeg har en mere klar idé om, hvor meget jeg egentlig får læst. De 17 bøger jeg har læst i januar svarer til 4587, hvilket vil sige i gennemsnit 148 sider om dagen. Og det kan jeg vidst ikke være andet end meget tilfreds med.

I januar har jeg læst følgende bøger:

  • Dash & Lily’s Book of Dares af Rachel Cohn & David Levithan: 3. En solid middelmådig bog, jeg er glad for at have fået læst, men nok ikke kommer til at genlæse. Anmeldt her.
  • Mind the Gap, Volume 1 af Jim McCann: 5. En helt fantastisk comic, som gav mig lyst til med det samme at læse videre i serien.
  • Mind the Gap, Volume 2 af Jim McCann: 4.5. Endnu et fantastisk volume i serien – dog med et stykke, der forvirrede mig en smule.
  • Mind the Gap, Volume 3 af Jim McCann: 4. Stadig en virkelig fantastisk og spændende historie, men med et ret langt stykke med en irriterende tegnestil.
  • Judging a Book by Its Lover af Lauren Leto: 3. En rigtig god bog – i de første halvdele. Herefter blev den til tider meget kedelig.
  • My True Love Gave to Me af Stephanie Perkins m.fl.: 4. En rigtig skøn samling af julede og romantiske noveller, som jeg i store træk nød at læse de fleste af.
  • In Real Life af Cory Doctorow & Jen Wang: 4. En lidt skuffende oplevelse, men alligevel en ret god og lærerig læseoplevelse. Anmeldt her.
  • Game af Barry Lyga: 5. Fantastisk og meget spændende fortsættelse på “I hunt killers”. Anmeldt her.
  • Will Grayson, Will Grayson af John Green & David Levithan: 5. En bog som jeg med det straks efter endt læsning havde lyst til at genlæse, da den var så god. Anmeldt her.
  • Den fredløse af C. Evytt: 5. En meget positivt overraskende læseoplevelse af en helt fantastisk bog. Anmeldt her.
  • Skyggernes bog af H.W. Klaris: 4.5. Virkelig spændende bog, som jeg fløj igennem på ingen tid. Anmeldt her.
  • Let it snow af John Green m.fl.: 2. Mest af alt en ret ligegyldig læseoplevelse. Anmeldt her.
  • Operation ud-med-Benny af Hilde Vandermeeren: 5. Fantastisk børnebog med en virkelig god historie og meget skønne illustrationer.
  • Paprika Zola Elvira #1 & #2 af Marie Duedahl: 4. To børnebøger som jeg virkelig gerne selv ville havde læst, da jeg var yngre. Jeg nød dem dog også meget nu.
  • Som stjerner på himlen af Jennifer Niven: 4. En rigtig god og meget ægte bog med fantastiske personer. Desværre blæste den mig aldrig rigtig bagover.
  • Lygtemandens datter af Jette Kjær Petersen: 1.5. En meget forudsigelig bog med en hovedperson, som jeg virkelig ikke kunne lide.

Hvordan har januar været læsemæssigt for jer? Har I fået læst, det I ville? Og har I fået læst noget godt, der kan anbefales?

Nyt i reolen #32

Så er det tid til endnu en book haul! Jeg har nemlig fået mine sidste julegaver hjem (de bøger der blev købt for julegavepenge), og samtidig har jeg en god bunke anmeldereksemplarer, som I endnu ikke har set. Jeg har f.eks. fået en virkelig skøn stak børnebøger fra Turbine, som jeg har nydt at læse.

Faktisk har jeg læst de fleste af bøgerne allerede, hvilket er ret fedt, da jeg jo lige netop har anskaffet mig dem, fordi jeg virkelig gerne vil læse dem. Derfor kommer der heller ikke til at gå specielt længe inden, jeg får læst de bøger i bunken, som jeg desværre endnu ikke har nået.

#32

  • Judging a Book By Its Lover af Lauren Leto.
  • Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren.
  • In Real Life af Cory Doctorow og Jen Wang. Anmeldt her.
  • Som stjerner på himlen af Jennifer Niven. Anmeldereksemplar fra Alvilda.
  • The Merciless af Danielle Vega.

#32.1

  • Ned ad floden af Nicholas Oldland.
  • Hvis jeg flytter i en flaske af Christine Lund Jakobsen. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Verdens bedste bog af Rilla. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Operation ud-med-Benny af Hilde Vandermeeren. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Bedstefar farveller af Hans Hansen. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Paprika Zola Elvira #1 af Marie Duedahl. Anmeldereksemplar fra Turbine.
  • Paprika Zola Elvira #2 af Marie Duedahl. Anmeldereksemplar fra Turbine.

Har I tilføjet nogen nye bogskatte til jeres samling for nylig? Hvilke?