Titel: “Geminiderne” / Forfatter(e): Nanna Foss / Serie: Spektrum #2 / Sideantal: 656 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 17.11.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Jeg vil ikke tænke på ham.
Jeg VIL ikke!
Hvornår fatter min hjerne at det er dømt til at mislykkes?
Ham og mig. Det går bare ikke.
Punkt 1: Jeg er livsfarlig.
Punkt 2: Vi er fra forskellige tider. Helt bogstaveligt.
Punkt 3: Fik jeg nævnt at jeg er livsfarlig?”

Pi og hendes venner forsøger at finde ud af hvad der er sket med dem … og hvorfor.
Hvert spor kan være afgørende for deres overlevelse.

Problemet er bare at nye mysterier dukker op hele tiden.
Kryptiske drømme, en telefonsvarerbesked fra fremtiden og en person i rød hættetrøje.
Snart opdager de at der er andre ligesom dem.
Men hvem kan de stole på?

Det føles som om noget er dømt til at gå galt. Virkelig galt. Det er kun et spørgsmål om tid …

Jeg kunne ret godt lide ”Leoniderne”, men den blæste mig ikke fuldkommen bagover. Det var som om, den manglede et eller andet, før jeg kunne blive helt hooked på både historien og universet. Hvad det var er jeg dog ikke sikker på, men jeg er til gengæld sikker på, at ”Geminiderne” havde det. Den blæste mig nemlig endnu mere bagover, end jeg overhovedet nogensinde havde drømt om, at serien ville kunne gøre. Faktisk beskrev jeg bogen som værende: ”Så fucking fantastik!!” umiddelbart efter min læsning af den på Goodreads. Og sådan har jeg det stadig! Det er virkelig på alle måder en helt fantastisk og ikke mindst super fed bog.

Bogens historie er for vild! Der sker simpelthen så mange ting, og man lærer utrolig meget nyt om både personerne og universet. Hvilket jeg virkelig elskede. Foss har nemlig skabt en meget unik historie, og et univers som jeg slet ikke kan få nok af. Jeg vil hele tiden vide mere, og hvis det var muligt, så ville jeg dykke ned i universet og udforske det bid for bid. Især fordi hele universet virker enormt gennemtænkt, og jeg er sikker på, at hver eneste detalje har en betydning for den overordnede historie. Det virker i hvert fald som om, der altid er en plan med det hele, hvilket er super fedt, og samtidig også meget motiverende for hele tiden af læse videre.

Pi er hovedpersonen i denne bog, hvilket jeg frygtede en anelse. Jeg var nemlig bange for, at det ikke rigtig ville være det samme, når vi pludselig skulle opleve det hele fra en andens synsvinkel. Men Pi var sådan en spændende hovedperson, og der gik ikke mere end et par enkelte kapitler før, jeg slet ikke kunne have forestillet mig andet, end at hun selvfølgelig skulle fortælle denne del af historien. Desuden var det så fedt at komme til at opleve sammenspillet mellem Pi og Noah på helt tæt hånd. Det var dog ikke kun Pi jeg elskede – faktisk var det hver eneste person i bogen. Også Noah, selvom han til tider var en anelse træls – men det gav egentlig ret god mening for mig, at han var sådan.

Bogen tager rigtig mange forskellige og ikke mindst uventede drejninger. Det var som om, at hver gang jeg troede, at nu havde jeg en fornemmelse af, hvor det hele bar hen, så skiftede historien retning. Og det kunne jeg også rigtig godt lide. Det gav nemlig også en hel del spænding til bogen. Desuden er bogen proppet med humor, hvilket jeg elskede. Det gav den nemlig også et rigtig godt ekstra element, og jeg nød sådan alle de steder, hvor den fik mig til at grine højlydt.

Alt i alt elskede jeg virkelig historien, personerne og universet – ja, fakisk elskede jeg virkelig det hele. Det er uden tvivl en ny yndlingsbog, og jeg kunne muligvis godt gå hen og blive helt besat af serien. Pt. har jeg i hvert fald meget svært ved at vente på den næste bog.