Jeg er i øjeblikket i gang med at skrive eksamensopgave i kurset Vidensmedier på kandidaten i Informationsvidenskab og Kulturformidling på Københavns Universitet. Noget som er virkelig interessant, da jeg har valgt at have fokus på danskerne brug af e-bøger. Jeg arbejder altså med et emne, som jeg selv er ret hooked på. Sagen er nemlig den, at jeg er en papirromantiker. Men jeg er en papirromantiker, som hyppigt flirter stærkt med e-bogsformatet.
Jeg elsker at eje mine bøger i fysisk form, og der er næsten ikke noget bedre end duften af bøger. Desuden er jeg helt forelsket i min fysiske bogsamling, og jeg nyder at have bogstabler liggende rundt omkring i lejligheden. Desværre fylder bøger ret meget, og ofte er de også ret tunge at slæbe rundt på. Jeg har i hvert fald haft ømme skuldre efter at have slæbt rundt på bøger adskillige gange i mit liv. Ydermere er der bare flere situationer, hvor fysiske bøger ikke er super praktiske. Men det er e-bøger til gengæld ofte.
Jeg er f.eks. helt forelsket i min Kindle hver sommer. Jeg er meget lysfølsom, og kan derfor have store problemer med at læse i fysiske bøger uden for i solskin. Men jeg har intet problem med at læse på min Kindle, og den er derfor virkelig guld værd. Det er jo så skønt at kunne sidde på altanen og læse, mens man nyder solen. Ydermere elsker jeg mit abonnement på Mofibo, som tillader mig altid at have en bog med mig. Det gør nemlig, at jeg får læst så meget mere, end jeg ellers ville. Jeg har jo altid min mobil ved hånden, og derfor får jeg også pløjet mig igennem en god del e-bøger. Det er jo så nemt, når man f.eks. har lidt ventetid et sted. Så er det bare lige at tage mobilen op ad lommen, og straks kaste sig over en bog.
I forbindelse med min eksamensopgave har jeg lavet en spørgeskemaundersøgelse, som jeg håber, du kunne have lyst til at hjælpe med at besvare. Undersøgelsen består af 13 spørgsmål og tager ca. 5 min. at gennemføre. Du finder spørgeskemaet lige her. På forhånd mange tak for hjælpen 🙂 Du må forresten meget gerne dele det med dine læsende venner. Jo flere deltagere, jo bedre.
Hvad er din holdning til e-bøger?