Min bogønskeliste er uendeligt lang, og der bliver hele tiden tilføjet flere og flere til den. Jeg vil derfor hver torsdag vise én bog(serie) frem, som jeg ønsker mig, så det måske kan give lidt inspiration til, hvilke bøger I kunne ønske jer.
Denne bog udkommer først på dansk på mandag, men jeg har allerede sukket over den længe. Jeg faldt tilfældigt over den en dag på Goodreads, og blev med det samme fanget af historien, som virkelig lyder spændende. Samtidig skulle bogen have fået virkelig meget ros, og det gør absolut ikke min trang til at læse den mindre.
Bogen jeg snakker om i denne uge er Min mands hemmelighed af Liane Moriarty.
Min mands hemmelighed har fået en fantastisk succes i udlandet, og på Amazon står læsere i kø for at rose Liane Moriartys seneste bog.
Cecilia Fitzpatrick lever et pletfrit, borgerligt husmoder liv med sine børn, sin mand og deres hjem som det helt centrale nøglepunkt. Det hele er velorganiseret, de tre døtre er glade og trives, og Cecilia er tilfreds med sit liv. Hendes mand rejser en del i forbindelse med si tarbejde, og under en af hans forretningsrejser finder Cecilia et brev fra ham, som kun må åbnes i tilfælde af hans død. På den ene side ved hun, at hun ikke bør åbne det, mens hun på den anden er ved at sprænges af nysgerrighed. Så hun åbner det – og alt, hvad hun hidtil har troet på, kollapser.
Sideløbende følger vi Will, Tess og Felicity, som har succes med et lille firma, de sammen har skabt. De er venner og familie – Will og Tesser gift, og Felicity er Tess’ kusine. Derfor er det også lidt af en bombe i hendes liv, da Will og Felicity afslører, at de igennem længere tid har haft en affære, som de er nødt til at udleve. Exit Tess, som rejser med sin søn Liam til Sydney, hvor hun slår sig ned hos sin mor, indtil hun igen får greb om sit liv. Hun møder en gammel kæreste på skolen, hvor hun lader sin søn indskrive, og det viser sig, at Cecilia er er blandt skolens toneangivende mødre. Tess’ gamle flamme er pludselig under mistanke for at have myrdet en lille pige for år tilbage, og på den måde flettes de medvirkendes liv sammen i en helt utrolig spændingsbog, der holder sin læser fanget.