Titel: “Det sidste brev fra din elsker”
Forfatter(e): Jojo Moyes
Serie: –
Sideantal: 494
Forlag: Cicero
Udgivet: 14.2.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Rosinante.

London 1960. Jennifer Stirling vågner i en hospitalsseng. Hun kan absolut intet huske – hverken bilulykken, der gik forud, eller den mand, der besøger hende på hospitalet og siger, at han er hendes mand. Ikke engang sit eget navn kan hun huske. Hjemme igen går hun på jagt efter spor, der kan hjælpe hende med at huske, hvem hun var. Gemt i en bog finder hun et lidenskabeligt brev underskrevet med et B fra en mand, som hun tydeligvis var villig til at satse alt for. Men hvem er han? Og hvorfor prøver han ikke at kontakte hende?

London 2003. Journalisten Ellie Haworth falder over et gammelt brev, hvori en mand bønfalder sin gifte elskerinde om at stikke af med ham. Ellies eget kærlighedsliv er mildest talt noget rod, og hun bliver nærmest besat af at finde ud af, hvad der skete med brevets to elskende. Hvis de levede lykkeligt til deres dages ende, er der måske også håb for hendes egen håbløse affære.

Det sidste brev fra din elsker er en smuk roman om kærlighedens veje og vilveje, om den store lidenskab, utroskab og tab – og om to kvinder, hvis skæbner krydses på tværs af tid.

Bogen skifter meget i tiden, da der bliver fortalt om både Jennifers liv før og efter ulykken. Desuden indeholder bogen en del personer, og eftersom Jennifer ikke rigtig kan huske noget fra før ulykken, er der en stor del af disse personer, som vi først lærer at kende hen af vejen. Desuden foregår fortællingen både i England og Frankrig. Jeg kunne sådan set godt lide alle disse ting, men desværre gjorde det mig meget forvirret i starten, og jeg kunne slet ikke holde styr på hverken personer, stedet eller tiden. Det blev dog bedre, jo længere jeg kom ind i fortællingen, og jo mere Jennifer begyndte at huske. Desuden endte jeg med fuldstændig at forstå, hvorfor historien var skrevet på den måde, som den er, og jeg kunne slet ikke forestille mig den skrevet på andre måder.

Bogen skuffede mig desuden også en smule i starten. Foruden at jeg var ret forvirret, så følte jeg heller ikke rigtig, at den var, som jeg havde forventet. Jeg kunne f.eks. slet ikke se, hvordan Moyes kunne få flettet de to historier sammen. Men det kunne hun, og endda på en helt fantastisk måde, og jeg endte med at komme til at holde rigtig meget af bogen alligevel.

“I begyndelsen, når du så på mig med dine uudgrundelige, serafiske øjne, undrede jeg mig over, hvad i alverden du dog kunne se i mig. Nu ved jeg, at et sådant syn på kærligheden er tåbeligt. Du og jeg kan lige så lidt lade være med at elske hinanden, som jorden kan holde op med at kredse om solen.”

Bogens historie er virkelig fantastisk og virkelig hjerteknusende på mange måder, og jeg kunne virkelig godt lide den. Men det var alligevel ikke rigtig historien, der fik mig til at holde af bogen; det var personerne i den. De fleste var virkelig godt beskrevet, og jeg følte virkelig jeg kom ind under huden på dem. Specielt bogens tre hovedpersoner var altså bare perfekte, og det var virkelig svært ikke at holde af dem og holde med dem. Desuden bliver jeg nødt til lige at fremhæve B. Han er nemlig virkelig bare så skøn, og jeg elskede ham virkelig fra start til slut. Hvilket, jeg tror, er svært ikke at gøre.

Bogen havde desuden et rigtig fint sprog. Det passede rigtig godt til bogen, og fik læsningen til at flyde. Desuden var brevene fra B simpelthen så fine! Og sproget i dem passede helt perfekt til selve B’s personlighed.

Alt i alt var det en rigtig god kærlighedshistorie, som jeg virkelig vil anbefale. Desuden hænger den ved i lidt længere tid, end jeg normalt synes kærlighedsromaner gør. Jeg har i hvert fald svært ved at slippe den.