Titel: “Himlen ved mine fødder” / Forfatter(e): Jandy Nelson / Serie: – / Sideantal: 352 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 6.10.2015 / Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
17-årige Lennie mister pludselig sin søster Bailey. En fatal hjertefejl viser det sig. Varme, livsglade, dejlige Bailey. Lennie føler sig helt alene med sit ubærlige savn. Men der er én, der forstår hende: Baileys efterladte kæreste, Toby. De to søger trøst hos hinanden i deres fælles sorg.
Og så dukker Joe op. Den nye fyr på skolen, som aldrig har kendt Bailey, og som taler og smiler til Lennie, så det giver stød i hele kroppen. Nu er Lennie splittet mellem Toby, der giver Bailey liv, og Joe, der giver Lennie liv. Og må man overhovedet føle glæde, når sorgen er så tæt og sort?
“Himlen ved mine fødder” følger Lennie på en hjerteskærende og livsbekræftende rejse gennem dyb sorg og vanvittig kærlighed.
Kender I det med, at én negativ læseoplevelse kan ødelægge et helt forfatterskab for én? I hvert fald hvis man ikke har læst andet af forfatteren. Jeg har desværre været ude for dette med Nelsons seneste udgivelse. Jeg gik derfor ind til ”Himlen ved mine fødder” med en god portion skepsis og en rimelig klar idé om, at det nok ikke ville være en bog for mig. Det viste sig dog, at jeg tog fuldstændig fejl. Det var nemlig helt bestemt en bog for mig.
Bogens handling er fyldt med mange forskellige følelser. Sorg, håb, drømme og kærlighed går sammen og skaber en helt perfekt blanding. Følelserne opvejer hinanden på den fineste måde, hvor de tydeligt er tilstede, men hvor ingen af dem får overtaget. Hvilket jeg synes er ret vigtigt, når det kommer til bøger, der omhandler døden. Døden er nemlig en svær størrelse, og jeg kan derfor rigtig godt lide, at der bliver kigget helt nært på denne i ”Himlen ved mine fødder”. Men at det alligevel ikke er det, som jeg husker tilbage på, når jeg tænker på bogen. Det er nemlig i stedet håbet og kærligheden – som også er en rigtig vigtig del af historien.
Bogen indeholder et trekantsdrama. Noget som efterhånden er ret kliché i YA. Men jeg kunne alligevel ikke rigtig have set det være anderledes. Lennies forhold til de to fyre er nemlig meget forskelligt, og jeg forstår fuldt ud, hvorfor hun føler sig splittet mellem dem. Også selvom der i sidste ende ikke er nogen tvivl om, hvem hun vil ende sammen med. Jeg tror nemlig, det er vigtigt for Lennie, at skulle tage det aktive valg. Og derfor er jeg rigtig glad for, det er en del af bogens historie. Jeg synes nemlig, at trekantsdramaet ender med at give en god del til historien, som er med til at gøre den ret speciel.
Bogen er både tankevækkende, livsbekræftende og utroligt rørende. Alligevel var der et eller andet ved den, som gør, at jeg ikke kan give den topscore, hvor meget jeg end har lyst til det. Det er dog en virkelig god bog, som jeg på ingen måde fortryder at have læst. Den er meget anderledes end ”Jeg henter solen ned”, og det giver mig håb for, at jeg også vil kunne lide eventuelle fremtidige bøger af Nelson. Én ting er i hvert fald sikkert, og det er, at jeg virkelig håber på at læse mere af hende i fremtiden. Og aller helst noget der, som denne bog, befinder sig lige på grænsen af at få mig til at græde og smile af lykke.
