Titel: “Sønnen”
Forfatter(e): Jo Nesbø
Serie: –
Sideantal: 442
Forlag: Modtryk
Udgivet: 21.3.2014
Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Sonny Lofthus har siddet i Norges bedst sikrede fængsel, siden han var atten år. Han er professionel syndebuk og tager skylden for andres forbrydelser. Som belønning får han en ubrudt strøm af heroin leveret til sin fængselscelle. Han blev ligeglad med sit liv, da hans far og store idol begik selvmord efter at være blevet afsløret i årelang korruption inden for Oslo politi.
Da Sonny opdager, at hans far i virkeligheden var en ærlig mand, der blev myrdet, flygter han fra fængslet for at tage hævn – og han har meget at hævne.
Jo Nesbø skildrer et Oslo i noir-toner, og i kulisserne danser kommunalpolitikerne, erhvervslivet, politiet og domstolene med dem, der er så mægtige, at de har sat sig over loven.
Jeg havde kæmpe forventninger til denne bog! For det første lød den virkelig spændende, og for det andet er jeg helt vild med Jo Nesbø. Så jeg var samtidig rimelig bange for, jeg ville blive skuffet – for hvordan skulle den nogensinde kunne matche mine forventninger? Den matchede dem dog fuldstændig, og den blæste mig virkelig bagover.
Bogens handling var virkelig spændende hele vejen gennem. Den starter forholdsvist stille ud, men skifter hurtigt over til et hurtigere tempo. Jeg havde ingen idé om, hvad der ville ske, og den overraskede mig gang på gang. Selve plottet er virkelig bare godt udtænkt – og jeg havde slet ikke set flere af tingene komme! Specielt overraskede slutningen mig helt vildt, for selvom jeg flere gange troede, at nu havde jeg regnet den ud, viste det hele sig at være forkert.
Bogen har et rimelig stort persongalleri, hvilket i sig selv, kan virke en smule forvirrende. Oven i det har Sonny Lofthus flere forskellige navne i løbet af bogen, da han for det første ikke bruger sit rigtige navn, da han jo er på flugt, og for det andet bliver kaldt forskellige navne af forskellige personer. Og det kan også være med til at skabe lidt forvirring. Jeg synes dog, at Nesbø har klaret det store persongalleri og de forskellige navne rigtig godt – det var i hvert fald kun få gange, hvor jeg lige måtte tænke en ekstra gang over, hvem en bestemt person nu lige var. Desuden kan jeg virkelig ikke se, at bogen kunne have haft færre personer – de virker i hvert fald alle vigtige for historien.
Bogens sprog var rigtig godt. Nesbø skriver meget ligetil uden kringlede sætninger og alt for mange fyldord, hvilket, jeg synes, er helt perfekt til en krimi. I mine øjne skal sproget nemlig passe til bogens tempo, og det gør det virkelig i denne bog – hvilket nærmest får siderne til at vende sig selv.
Til slut er der ikke andet end at sige, at Nesbø endnu engang har skrevet en virkelig vellykket krimi, som jeg virkelig kan anbefale alle Nesbø/krimifans at læse! Og at jeg virkelig glæder mig til at læse mere af ham.