“Kirurgen” af Tess Gerritsen

KirurgenTitel: “Kirurgen”
Forfatter(e): Tess Gerritsen
Serie: Rizzoli & Isles #1
Sideantal: 256
Forlag: Jentas
Udgivet: 24.2.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

HAN VED PRÆCIS, HVOR DET GØR ONDT …

Han sniger sig ind i kvinders hjem om natten og lister lydløst ind i værelserne, hvor de ligger og sover, men snart vil vågne op til et levende mareridt. Hans metodes præcision antyder, at der er tale om en gal læge, hvad der får aviserne i Boston til at kalde ham ’Kirurgen’. Med kriminalassistenterne Thomas Moore og Jane Rizzoli i spidsen må politiet opsøge offeret for en næsten identisk forbrydelse – for to år siden nedkæmpede og dræbte lægen Catherine Cordell sin overfaldsmand, inden han kunne nå at fuldføre sit forehavende. Men denne nye morder genskaber med uhyggelig akkuratesse detaljerne omkring overfaldet på Cordell. For hvert nyt mord er det, som om han håner hende og indsnævrer afstanden fra hendes arbejdsplads til hendes hjem. Og hverken Moore eller Rizzoli kan beskytte Cordell mod en hensynsløs morder, som tilsyneladende kender – og svælger i – den hemmelige frygt hos de kvinder, han dræber.

Jeg havde ret høje forventninger til denne bog, da beskrivelsen lød virkelig spændende, og samtidig havde jeg hørt noget om, at den skulle minde lidt om Chris Carters bøger, hvilket uden tvivl bare satte mine forventninger endnu højere op. Men selvom mine forventninger var skyhøje, så blev de i en ret stor grad opfyldt.

Historien virkede meget gennemført, og jeg elskede, hvordan man i takt med historien skred frem lærte mere og mere om, hvad der egentlig skete for to år siden, da Catherine blev overfaldet. Især fordi man finder ud af det, samtidig med at Catherine selv finder ud af det – hendes minder fra den aften er nemlig meget tågede, og hun er derfor ikke helt sikker på, hvad der egentlig skete. Derudover var historien virkelig spændende, og lå et godt sted mellem at være både forudsigelig og uforudsigelig. Der var i hvert fald flere steder i historien, hvor jeg blev meget overrasket over plottet, men samtidig også et par steder, hvor jeg havde regnet ud, hvad der nu ville ske. Men jeg blev alligevel overrasket, da tingene så rent faktisk skete.

Der er meget medicinsk snak i bogen, hvilket jeg ret godt kunne lide, da det passede rigtig godt ind. Dog blev det en anelse for teknisk til tider med medicinske betegnelser, som ikke rigtig blev forklaret yderligere, hvilket hægtede mig en lille smule af. Jeg ville jo gerne være 100% sikker på, hvad der konkret skete, og det var en smule svært, når der var noget, jeg ikke helt forstod.

Bogen bliver fortalt ud fra flere forskellige personers synsvinkel, hvilket jeg fandt en smule forvirrende til tider, da jeg ikke altid synes, der var et klart skift. Desuden er jeg sikker på, at krimien ville have stået endnu stærkere for mig, hvis man havde haft lidt færre synsvinkler. Når det er sagt, så kunne jeg dog ret godt lide bogens personer, som virkede meget ægte for mig. Dog irriterede Rizzolis attitude mig en smule til tider. Det er fint, hun gerne vil vise, at hun er lige så sej som mændene, men hun har bare nogle lidt dumme måder at vise det på.

Bogens sprog var udover de lidt for tekniske medicinske betegnelser rigtig godt, og jeg synes, det passede helt perfekt til bogens handling. Det flød for det meste rigtig godt, og lod historien være det vigtige, hvilket jeg synes er det vigtigste, når jeg læser krimier.

Alt i alt er bogen meget anbefalelsesværdig – især hvis man er vild med krimier med masser af spænding og et hurtigt tempo. Jeg skal i hvert fald helt sikkert også læse den næste bog i serien!

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5